Religiøs argumentation i politik – Pas på med de veltalende islamister
2. juli 2014
Martin Krasnik interviewede den indflydelsesrige britiske Anjem Choudary i DRs- Deadline den 26.6. De drøftede forskellige poliske spørgsmål, og det blev inddraget i debatten, at Anjem Choudary er muslim/islamist.
Anjem Choudary påpegede flere gange, at Krasnik som jøde burde inddrage det jødiske i sit syn på politiske forhold. Det slog Krasnik ud af kurs. Men en islamist (en ordret/ bogstavelig fortolker af islam) finder helt grundæggende ikke, at man skal skelne mellem religion og politik. Det burde Krasnik have forudset. Og Krasnik burde have svaret AC nogenlunde sådan her:”Når jeg inddrager dit islamiske ståsted i en debat om politiske emner, så er det fordi, du selv gør det – både nu og i næsten alle de udtalelser, jeg har kunnet finde på Internettet, også når der er tale om politik. Men det ønsker jeg ikke.”
Dette er jo forskellen. Hvor de andre troende og religionerne selv incl. jødedommen enten slet ikke, eller i hvert tilfælde langt mindre konsekvent og kun rent undtagelsesvis gør dette. Det gælder også, når vi ser på, hvordan det store flertal af jøder fortolker deres religion. Det blev ikke berørt, og derfor mislykkedes en del af Krasniks interview.
Der er denne væsentlige forskel på religionerne og på deres gængse fortolkninger. Kernen i islam er helt speciel ved ikke at acceptere en skelnen mellem politik og religion, og vi kan se, at rigtig mange muslimer ikke kan eller vil omfortolke dette, som jo også betyder en stor afvigelse fra kernen i islam.
Meget tyder på, at AC’s linie med en meget ordret fortolkning af islam, det vil sige islamismen, vokser i Europa i disse år. Efter min vurdering er vi ikke påpasselige nok ved at søge at modvirke det ved markante tiltag, hverken indenfor vores grænser eller ved at tage det med i vurderingen, når vi formulerer og i praksis håndterer indvandringspolitik på EU- eller på landeniveau.
Det er sørgeligt at se, at dygtige journalister undervurderer religionerne og ikke ved nok om deres grundlæggende store indre forskelle. Kristendommen skal på det nærmeste voldtages, hvis den skal diktere det politiske i et samfund. Det blev den så også i mange år inden reformationen.
Jødedommen har nogle elementer, hvilket også giver visse problemer i Israel i dag. Men historisk har vi set, at mennesker med jødisk baggrund har integreret sig og ydet helt uvurderlige bidrag til de vestlige samfund, der har løftet den vestlige kultur og videnskab markant.
I Europa ser vi i dag, at nogle markante muslimer yder en stor indsats for at få vestliggjort andre borgere med muslimsk baggrund ved at få dem til at frasige sig de dele af islam, der kæver, at de som rettroende muslimer skal arbejde i en antidemokratisk retning, hvor islam skal bestemme politisk. Så de ikke forsøger at påvirke parlamenterne til islamisk inspireret lovgivning, oprettelsen af lokale shariadomstole og råd samt islamiske leveregler i lokalområderne og skolerne etc.
Demokrater som Hirsi Ali, Bassam Tibi og vores egen Naser Khader har ydet en værdifuld indsats. De sætter demokratiet før det indhold i Koranen, der modsiger demokratiet. Anjem Choudary og Tariq Ramadan med flere gør det modsatte. Hvis journalisterne ikke forstår religionernes grundlæggende forskelligheder, så kan de ikke gå ind i en præcis argumentation med en islamist, for så kender de ikke nok til betydningen af islams forhold til politik og demokrati. Man skal stå tidligt op, hvis man vil interviewe en person som Choudary, der både har en juridisk baggrund og er veltalende og intelligent. Han bruger stor set ikke rationelle argumenter, men holder sig til de religiøse.
Jeg må anbefale vores journalister at læse i Koranen – mere end de første fem linier – og så må de læse nogle få gode bøger om fortolkningsretninger og sammenligning med andre religioner start f.eks. med ”Islam og kristendom” af Massoud Fouroosandeh og Marianne Søndergaard.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 2. juli 2014