Adfærden og ytringsfriheden
3. april 2015
Vold, trusler om vold eller frygten for at blive kaldt for islamofob og racist får os til at ændre adfærd i disse år. Hvis det blot fik os til at tænke os om og blive mere præcise og saglige, kunne det være en fordel. Men vi ser i højere grad to andre tendenser. Nogle personer bliver ubehagelige eller skingre og udtrykker sig kollektivt fordømmende over for muslimer i stedet for at nøjes med at kritisere islam/ islams indre eller islamisterne.
Andre personer reagerer ved at blive bange og tier af frygt. Begge reaktioner er uheldige.
Vi må forsøge at forstå, hvad det er, de personer, der med vold, trusler om vold eller ved at anbringe etiketter på andre, vil opnå. Erfarne politikere som Birthe Rønn Hornbech og andre tror tilsyneladende, at formålet er at få os til at holde op med at tegne profeten Muhammed. Men personerne i Krudttønden sad jo ikke og tegnede Muhammed, selvom der var en person til stede, der for nogle år siden har tegnet en pæn lille hund som Muhammed. Det var et møde, hvor man skulle diskutere ytringsfriheden. Og jøderne, der var forsamlet i synagogen, havde heller ikke planer om at tegne Muhammed.
I sidste uge var jeg medarrangør af et møde, hvor vi i Dansk-Israelsk Selskab skulle diskutere venstrefløjens forhold til Israel. Vi havde ikke i sinde at tegne Muhammed.
Imidlertid kan den slags møder ikke længere holdes uden omfattende sikkerhedsprocedurer.
Meget har ændret sig, og jeg må sige til Rønn Hornbech og andre, at vi ikke vil kunne få gamle tiders forsamlingsfrihed tilbage samt mulighed for at holde møder, hvor vi diskuterer religionskritik, ytringsfrihed eller venskab med Israel og jøder mm., hvis vi holder op med at tegne Muhammed satirisk. Det er ønsketænkning, som må være baseret på, at man ikke forstår kernen i problemet.
Indskrænket ret
Formålet med volden og truslerne samt etiketterne er at indskrænke retten til at afholde kritiske debatarrangementer om islam samt at opnå, at alle aktiviteter, der forsvarer Israel eller har jødiske deltagere, bliver vanskelige eller farlige at afholde. Islamismen kan heller ikke acceptere, at den vestlige tradition for kunst og satire, hvor Muhammed som symbol udstilles eller kritiseres, kan fortsætte som nu.
Den pakistansk-canadiske skribent og mediciner med muslimsk baggrund Ali A. Rizvi skrev meget rammende om det i en artikel med titlen “The Phobia of Being Called Islamophobic” (Huffington Post 28/ 4 2014):
»When you’re unable to introduce Pakistan-style blasphemy laws in a secular, Western society, you have to find alternative ways to silence those who offend you, right?«
Islamisterne og deres støtter ønsker at få den vestlige, frie, kritiske debat til at forstumme, når debatten udfordrer islams politiske indhold og islams autoritet samt magt i samfundet. Hvis de ikke kan få indført effektive love via demokratiet, bruges andre metoder som vold og trusler, eller der placeres ubehagelige mærkater på folk, såsom islamofob eller racist.
Debatten kan opleves krænkende.
Men i et demokrati skal krænkelser modsiges verbalt i åben diskussion eller blot tåles med et skuldertræk, hvis man synes, at diskussion er umulig eller nytteløs.
Eneste undtagelse er, hvis arrangementet eller ytringen f. eks.
var injurierende eller på anden måde ulovlig efter landets sekulære love, hvor man kan henvende sig til domstolen, hvis man ønsker det. Personer, der ikke respekterer disse spilleregler, forsøger at indskrænke demokratiet.
Det lykkes desværre i nogen grad.
Vi bliver nødt til fortsat at turde udfordre og diskutere alle emner, idéer og opfattelser, herunder religion. Men vi skal naturligvis heller ikke reagere overdrevet, usagligt eller skingert. I øjeblikket må mange debatarrangementer have politibeskyttelse. For vores børns skyld må vi se at få dette ændret.