Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Er det konservativ politik?

10. juni 2015

Det Konservative Folkeparti meldte 31/ 5 ud, at de ikke kan støtte De Radikales forslag om at hæve boligskatterne for boligejerne fra 2020. De vil ikke være med til at skabe usikkerhed og utryghed for husejerne, og de pegede på, at forslaget bl. a. vil ramme børnefamilier.

Men det harmonerer ikke med, at Det Konservative Folkeparti i Hillerød med borgmester Dorte Meldgaard samt Mette Thiesen (også folketingskandidat) og Bente Claudi har stemt for, at 3200 boligejerne i Hillerød får en uventet ekstraudgift til separatkloakering, der for nogles vedkommende vil løbe op på 60.000 -90.000 kroner, som skal skaffes på fire år.De har endda ladet forstå, at det var landspolitikernes krav og ønsker, der fik dem til at vedtage det. Der er noget, der ikke stemmer her.

Separatkloakeringskravet rammer især personer uden et stort økonomisk råderum meget hårdt. Selv hvis kommunen måske sørger for lånemuligheder, så skal ethvert lån jo betales tilbage, og det kan trængte husejere ikke. De må så forsøge at sælge deres huse, hvilket de på grund af påbud om separatkloakering på deres grund imidlertid vil have svært ved. Dette skaber da om noget økonomisk usikkerhed, og det tvinger sandsynligvis ligefrem nogen fra hus og hjem.

Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 10.06.2015

 

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver