En amoralsk politik / Politikerne sløser i deres omgang med skatteydernes penge
11. september 2016
Det nedbryder moralen og ødelægger følelsen af, at man som borger med tilfredshed betaler til et sundt og godt fællesskab. Derfor er det alvorligt.
12,3 mia. kr. har vi mistet på et ineffektivt skattesystem og en dårlig ledelse. Undervejs har det ikke skortet på advarsler. Det er især allerede velhavende personer, der har scoret kasse på bekostning af den almindelige flittige lønmodtager. Nu overvejer regeringen ydermere at eftergive en del skatteskyldnere deres skattegæld.En del af os får det indtryk, at politikerne sløser i deres omgang med skatteydernes penge. Det nedbryder moralen og ødelægger følelsen af, at man som borger med tilfredshed betaler til et sundt og godt fællesskab. Derfor er det alvorligt.
Alt at vinde, intet at tabe
Et andet område er udlændingeområdet. Det er uforståeligt, at regeringen øger udgifterne her og imens skærer ned på kernevelfærden, når der nu er så store dele af befolkningen, der mener, at det er forkert fortsat at acceptere meget store og støt stigende udgifter i relation til en ret stor tilstrømning af især personer fra de afrikanske og mellemøstlige lande med ikkedemokratisk og islamisk tradition.
Samt følgerne af en fortsat og relativ permanent mislykket integration af disse – også økonomisk set. Det synes uforståeligt, at man ikke bremser markant op her. Men det gør Venstre-regeringen jo ikke.
Det sidste nye er, at man nu vil give enhver flygtning 200.000 kr., hvis de vil tage hjem eller til et naboland til deres hjemland. Det såkaldte repatrieringsbeløb skal hæves. Det burde afskaffes eller sænkes.
Jeg finder det dybt kritisabelt. Herved udsteder man jo en invitation, sådan som Angela Merkel har gjort det ved flere lejligheder. Man kan lige se det for sig. Den velinformerede menneskesmugler siger fx til de tøvende stakkels forældre, der er ramt af dyb fattigdom og evt. fjendskab med naboer eller alvorlig forfølgelse, som mange af dem jo desværre er:
»Send nu endelig jeres ældste søn af sted, det koster kun xx beløb, som I kan betale mig i rater. Det kan ikke gå helt galt. Vi sørger for, at han kommer til et skandinavisk land, vi går efter et land, der hedder Danmark, som I næppe har hørt om. Rejsen er farlig, men lykkes det, vil I formentlig alle kunne følge efter i løbet af et par år. Det hedder familiesammenføring.
Hvis I efter nogen tid gør op, at I ikke kan lide dette nye land, kan I vende tilbage med enormt mange penge. Jeg ved, det lyder tosset, men dette land betaler jer et kæmpe beløb (200.000 danske kroner), som I her i landet vil kunne leve for i rigtig mange år, det kan I leve for i ca. 10 år her. Kan I se, I har alt at vinde og intet at tabe?«
Kan vi forsvare invitationen?
Hvis jeg var forælder i et af disse områder, hvor nøden er kæmpestor og fremtidsudsigterne dybt deprimerende, tror jeg faktisk, at jeg ville overveje at sende et familiemedlem af sted. Det er ikke i orden, men jeg forstår i hvert tilfælde godt, at de gør det. Nøden er så stor, så vi næppe kan fatte det.
Spørgsmålet er, om vi etisk og moralsk set kan forsvare at udstede den slags invitationer. Alene rejsen er farefuld, en del drukner på vej hertil, mange udsættes for vold og når kun frem meget traumatiserede. Og vi svigter de svage og endnu mere fattige eller syge, der ikke kan skaffe beløbet til menneskesmugleren, men må blive under elendige forhold.
Smuglernes forretninger støtter vi. Vi sørger for, at denne industri, som profiterer på menneskers lidelse og på at handle med menneskeliv og menneskeskæbner, kan trives og vokse.
Det skal hjælpes i nærområder
Samtidig går det efterhånden i alvorlig grad ud over vores egne borgere, fortrinsvis og i første omgang dem, der bor i de mindre velhavende områder og kun har beskedne indkomster. Det er derfor, den mere elitære og/eller velhavende del af befolkningen ofte endnu ikke rigtigt har fået øje på problemerne.
Jeg synes, alt tilsiger, at vi skal stoppe denne betænkelige trafik af og spekulation med mennesker, men hjælpe i nærområderne og blandt andre initiativer oprette sikre og velfungerende lejre evt. i et samarbejde med andre lande, der også kan indse, at vi bør/skal sadle om til hjælp i nærområdet.
Vi må bremse op for eller stoppe med at modtage dem her i landet. I nærområderne vil vi kunne hjælpe ikke alle, men flere og bedre for de samme penge. Moralsk og etisk set er det en bedre tilgang.