Stop drømmen om rewilding: Vil vi virkelig lade dyr sulte?
20. oktober 2021
Vores politikere ønsker at oprette naturnationalparker med natur uberørt af mennesker. I nogle af dem skal der udsættes heste og kvæg, der skal blive som vilde dyr og klare sig på egen hånd året rundt. Det er meningen, at de ikke må fodres – heller ikke om vinteren. Det kaldes for rewilding.
Parkerne skal forsynes med indhegning, så dyrene bliver der. Et lovforslag L 229 om det, der rummer en undtagelse fra den vigtigste § 3 i dyrevelfærdsloven, er desværre netop blevet vedtaget.
Jeg mener, det er dyreværnsmæssigt uforsvarligt at lade husdyr, dyr af tamracer/landbrugsracer/husdyrsracer, gå ude om vinteren uden fodring (sørge for foder/fødegrundlag), vanding, gode læskure/læmuligheder og daglige tilsyn.
Vores traditionelle pligtetiske og ansvarsbaserede dyresyn udfordres og ændres, når vi med dette lovforslag har åbnet for accept af rewilding med husdyr.
Husdyrene er fremavlet i mange generationer til at være husdyr, afhængige af menneskers pasning og omsorg samt fodring. Deres gener ændres ikke på kort tid, det vil tage mange generationer. Husdyr bliver ikke selvhjulpne/rigtig vilde dyr af at blive sat ud på store naturarealer, det ved vi godt fra Darwins evolutionslære.
Nogle eksperter/rådgivere for politikerne har fået et overdrevent naturlighedsbegreb og derfor rewilding af husdyr ind i hovedet som en slags fastlåst ideologi.
Er naturlighed ikke altid godt?
Tja, når en ulv kommer ind til en fåreflok og nedlægger en del, vil nogle synes, det er naturligt. Men fårene er ikke vilde, de er husdyr, og desuden er de hegnet inde. De fleste af os vil stoppe ulven, hvis muligt. Hvis vores kat fanger en mus og leger med den, inden den dræber den, er det naturligt. Men mange af os vil stoppe musens lidelser ved at aflive den, hvis den er lemlæstet, og så evt. give katten den døde mus. Vi ville ikke acceptere, hvis en stor dyrepark begyndte af fodre løverne med levende smågrise, selvom det måske er naturligt. Mange synes det er godt, at de vilde hjorte i Dyrehaven nord for København vinterfordres, selvom det måske ikke er naturligt. Imidlertid drejer det sig om dyr bag hegn, hvilket ikke er helt naturligt.
Rewilding med husdyr er ikke naturlig, men blot en anden form for unaturlighed. Det foregår jo med husdyr, der ikke er tilpasset naturen, som har vanskeligt ved at trives og klare sig igennem vinteren på egen hånd. Der er tale om indhegnedes arealer, så ved sult kan dyrene ikke vandre frit, når de mangler føde. Det drejer sig om et barsk eksperiment, der i en del tilfælde har alvorlige konsekvenser for dyrene.
Der har allerede været en del tilfælde med mistrivsel og afmagring/sultproblemer rundt om i landet, hvor man lod kvæg og heste gå ude om vinteren uden supplerende fodring, selvom dyrene magrede af og mistrivedes, fordi man ønskede, at dyreholdet skulle være naturligt og uberørt af mennesker. Det drejer sig om forløbere for de nye nationalparker, forsøgsprojekter med rewilding og/eller naturplejeprojekter, fortrinsvis offentlige og/eller støttet af Naturfonden.
Resultaterne fra projekterne har – ikke overraskende for mig som dyrlæge – været ret dårlige.
Som eksempel kan jeg nævne Molslaboratoriet. I vinteren 2020 måtte man udtage/aflive 41 dyr, heste og kvæg, ud af 77 pga. mistrivsel/vægttab – som jeg vil betegne som sult. Stedet selv har brugt ord som: ”Ingen tager skade af at tabe sig”, ”Hvis de er ved at dø af sult, skal vi nok være ulven”, ”vi kan hånden på hjertet -ikke skrive under på, at nogle af dem, man har måttet fjerne fra bestanden, ikke har lidt eller oplevet smerte”.
Siden forsøgets start for fire år siden har 75 % af dyrene måtte udtages/aflives.
Min kritik af rewilding udført som i fx Molslaboratoriet, er primært, at dyrene fjernes/aflives alt for sent. De fjernes, når de har tabt sig og er utrivelige, men da har dyret allerede være lidende i længere tid. Hvis man fjernede dyrene (tog dem på stald eller aflivede/slagtede dem) om efteråret inden vinteren, i en erkendelse af, at når man af ideologiske rewildings-grunde ikke vil vinterfodre, så ved vi, at nogle af dyrene komme til at lide, så var det en helt anden og bedre sag.
Flere politikere, der har hørt om de mange tilfælde, henviser til, at politiet bare kan klare sagerne, hvis der bliver politianmeldt, når kreaturerne eller heste sulter, mistrives eller ligefrem findes døde. Det kan politiet ikke – det er i forvejen tungt/umuligt, og vi vil se endnu flere dyr, der lider i fremtiden, nu lovforslag L 229 om at undlade vinterfodring og dagligt tilsyn, og aflyse dele af dyreværnsloven, er blevet vedtaget.
Det er politikernes hovedansvar at sørge for, at eksisterende eller ny lovgivning er i orden og praktiseres, som de ønsker. Hvis politikerne ikke ønsker, at vi skal se flere af disse mistrivsel- og sultproblemer – og det gør de forhåbentlig ikke – så bør de sørge for en ny lov eller en vejledning, der præciserer, at heste og kvæg samt får skal fodres efter behov, og det vil sige tilføres foder, når de er permanent udegående i vinterhalvåret, og der ikke er mere græs, selvom de er sat ud med henblik på naturpleje på store arealer. Og uanset det kaldes for rewilding. Det er i høj grad blevet nødvendigt, både pga. udviklingen og fordi lovforslaget blev vedtaget.
Vores hjorte er vilde dyr, der er tilpasset den typiske fugtige danske vinter med de konstante skift mellem slud og regn, hvor dyrene bliver våde, og så frost, der er anderledes for dyrene og mere udfordrende end den tørre kulde, man ser i Centraleuropa og USA. Vores kvæg og heste har sværere ved trives udendørs om vinteren i Danmark end hjorte.
Dyr som fx hjorte og elge er nippere (browsere), mens kreaturer og heste er græssere, der har brug for store mængder græs hver dag (eller det foder, som vi mennesker giver dem). Græsset er der knaphed på om vinteren. Hjortedyr kan sagtens ernære sig og opretholde deres kropsvægt og sundhed ved at erstatte græsset med grene, kviste, buske, blade og småtræer i modsætning til heste og kvæg ikke. Her er hovedårsagen til, at vi ser de mange sager med sult og afmagring hos udegående heste og kvæg om vinteren, men sjældent med hjorte.
Rewilderne, der er klar over forskellen, siger, at de græsædende store husdyr bare kan ændre deres fødevalg og omstille sig til at spise de for dem atypiske og uønskede fødeemner. Bengt Holst, formand for Det Dyreetiske Råd og Naturfonden og positiv overfor rewilding, siger, at ideen bag rewilding er, at de (hestene og kvæget) skal spise buske og træer, selvom det ikke er deres optimale føde i vintermånederne, når der ikke er mere græs. Det synes han er ok, og han mener, at det er forkert at fodre dyrene i disse projekter.
Ja, det er ideen, men det er ikke i orden at presse dyr til af nød at skulle indtage atypiske fødeemner, som de ikke fordøjer og ikke trives på. Som er fejlernæring. Derfor magrer de typisk også af, selvom de tvunget af sult går om bord i den forkerte føde.
I øvrigt mener jeg, at holdningen ret tydeligt er i konflikt med den vigtigste og helt centrale § 3 i Dyrevelfærdsloven, hvor der står:
“Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.”
Personer, der som Holst er fortalere for rewilding, får desværre opbakning fra Miljøstyrelsen, der i en pressemeddelelse, de udsendte marts i år, hvor nogle dyr var døde af sult på et af statens naturplejearealer skrev, at vi borgere skal vænne os til at se tyndere dyr om vinteren på statslige naturområder.
Jeg finder udsagnet uacceptabelt og i strid med § 3.
Landmænd har tilsendt mig papirer fra Miljø- og Fødevareministeriet, hvor det fremgår, at de kan få 1500 kr. pr ha/år til såkaldt skovgræsning, som betinges af, at de ikke fodrer dyrene, heller ikke selvom de sulter. De må heller ikke tage dem på stald og give dem foder. Der er ikke meget græs i en skov, og bestemt ikke nok til kvæg. En landmand, jeg talte med, var oprindelig meget interesseret i ordningen, men opgav, fordi han ikke ville lade sine køer sulte.
Der er tilsyneladende ved at opstå en ny standard, hvor hensyn til natur vægter over hensyn til vores husdyr.
Måske skulle man se til Dyrehaven nord for København og vælge hjorte, hvis man vil have dyr til at pleje naturen i stedet for mennesker og maskiner, uden at gå på kompromis med dyrevelfærden.
Hjortene tager de lave grene og kviste på træerne og holder ny tilvækst nede, for det er deres natur. Man har her opnået den lysåbenhed, som biologerne siger øger biodiversitet. Bestanden reguleres om efteråret inden vinteren, og dyrene ser sunde og trivelige ud hele året.
Vores politikere lader sig først og fremmest rådgive at to råd, når de skal blive klogere på emner indenfor dyrevelfærdsrådet. Det Dyreetiske Råd og Det Veterinære Sundhedsråd. Desværre er det som om det første råd er dominerende. Dette råd har ofte ikke den fornødne saglige viden på husdyrområdet og lader sig ofte diktere af tidsånden. Vi så det fx, da rådet til manges overraskelse ikke mente, at der var behov for et forbud mod mennesker misbrug af dyr til sex, eller da rådet ikke vurderede, at alle dyr, der slagtes i Danmark, skal bedøves først. (I begge sager skar daværende minister Dan Jørgensen i øvrigt igennem, og indførte lovgivning, der beskytter dyrene. Ros til ham efter min mening).
Det andet råd, Det Veterinære Sundhedsråd, er ikke så kendt, men mere fagligt baseret og videnstungt, især når det gælder husdyr. Dette råd har for få år siden politisk set fået et hold- kæft- bolsje, og må ikke mere udtale sig uopfordret. Igennem tiden har Det Veterinære Sundhedsråd haft en del kritiske udtalelser om velfærd hos udegående husdyr om vinteren, tilsynsfrekvens, fodring, læ-muligheder og behov for tørt leje til dyrene mm. Var det derfor, at de for få år siden pludselig fra politisk side blev begrænset? Da var planerne om rewilding allerede i støbeskeen, så måske fandt man, at det var bedst at svække rådet.
I spørgsmålet om rewilding og lovforslaget hvor begge råd afgav høringssvar, har de to råd ret forskellige holdninger. Desværre læner politikerne sig mest op ad Det Dyreetiske Råd.
Det Veterinære Sundhedsråd, der er definerende for, hvordan de enkelte paragraffer i dyrevelfærdsloven skal tolkes, udtalte i 2018 om supplerende foder til udegående husdyr om vinteren:
” Tilførsel af supplerende foder kan lejlighedsvis – altså i kortere perioder – undlades i de tilfælde, hvor det under de daglige tilsyn konstateres, at alle dyrene er ved godt huld, og deres fysiologiske behov i øvrigt er tilgodeset ved, at der er let tilgængeligt og rigeligt med føde på arealerne, således de ikke har behov for supplerende foder”
Bemærk formuleringen. Det er bestemt ikke en carte blanche til at sætte husdyr ud i naturen og så fra starten af planlægge, at man igennem hele vinteren vil lade dem sejle i deres egen sø, fordi man bilder sig ind, at de kan lære at klare sig selv og/eller fordi man har fået en rewildings-ideologi på hjernen.
Disse ord rummer det essentielle, det rigtige veterinært fagligt og dyreetisk set samt det dyreværnsmæssigt forsvarlige. Rådet har flere udtalelser om udegående husdyrs velfærd om vinteren foruden høringssvaret, som er grundige og gode.
Jeg mener, at vores politikere er blevet misvejledt at personer, der sætter hensyn til natur og biodiversitet over hensyn til vores husdyr. Nogen af rådgiverne har ikke nok viden om heste og kvægs natur og/eller en forståelse for hvor vigtigt det er, at man anerkender betydningen af, at dyrearterne er forskellige, og derfor skal behandles forskelligt. Som det faktisk så fint udtrykkes i § 3
Et enkelt eksempel på en udtalelse fra en af rewildings- eksperterne:
”Der er ingen grund til at tro, at sultedød er mere lidelsesfuldt end at blive skudt eller steriliseret.” (Rasmus Ejrnæs, seniorforsker, Århus Institut).
Udsagnet er faktuelt forkert, men rummer også en skræmmende accept af sult. Det er almindelig anerkendt viden, at dyr, der sulter, lider. Og at døden ved skud er smertefri og hurtig.
En del rewildere forsøger at ”forpæne” ved at sige, at det er i orden og naturligt at dyr er sultne. Men det er jo udmagrede dyr, vi taler om. Og et dyr, der er sulten i lang tid, flere dage til uger, og ikke har adgang til foder, sulter. Så simpelt er det. Lad os se det i øjnene. Når dyret er afmagret og befinder sig udendørs om vinteren er det en skærpende omstændighed. Det er vigtigt at vide, når vi taler rewilding.
Det Veterinære Sundhedsråd har ofte pointeret, at husdyr, der befinder sig udendørs om vinteren, bør have ekstra huld, så de kan opretholde kropstemperaturen.
Uenigheden går især på, hvis jeg skal koge det ned, om det er godt nok hvis dyrene – heste og kvæg på naturarealer – blot overlever, evt. med nød og næppe og som magre dyr – eller om vi skal kræve, at de om vinteren præcis som på alle andre dage hele året rundt skal være sunde, trives og være i normal foderstand.
Tidligere accepterede vi ikke magre dyr på vores marker/indhegnede større arealer. Måske er vores dyresyn ved at ændre sig i disse år?
Lene Kattrup, dyrlæge, Politiken kronik den 20.10.2021
https://politiken.dk/debat/kroniken/art8377348/Vil-vi-virkelig-lade-uskyldige-dyr-sulte
PS Som man kan se (link) var overskriften fra Politikens side “Stop drømmen om rewilding: Vil vi virkelig lade uskyldige dyr sulte?”
Jeg har udeladt ordet uskyldige, som jeg ikke synes giver mening her.