Giv vores svin noget halm
19. marts 2011
Spalterne i staldene har svært ved at klare halmen, men det er et teknisk problem, som ville blive løst, hvis bare politikerne ville begynde at stille krav om halm.
Dyrevelfærd
Hvis vi nedsætter vores kødforbrug og spiser mere brød samt flere grøntsager, kan vi ernære langt flere mennesker både sundt og godt med brug af færre naturressourcer, for der er et stort spild, når korn og grønt først skal igennem et dyr. Danskernes kødforbrug er i dag blandt verdens højeste, men vi medtænker i stigende grad hensyn til miljø, natur, klima og dyrevelfærd, når vi køber ind til måltiderne. Vores valg afhænger af den baggrund, vi har og af vores værdier, især vores menneskesyn, dyresyn og natursyn.
Om vi har et antropocentrisk natursyn med mennesket i centrum hævet over naturen, der primært opfattes som et instrument til at opfylde menneskers behov, og som værdsættes herudfra – eller om vi i højere grad betragter mennesket som en del af naturen, der respekteres og tillægges en stor værdi i sig selv.
Bæredygtighed i relation til fødevareproduktion er kommet på den politiske agenda. Fødevareminister Henrik Høegh (V) foreslog i efteråret 2010, at EU’s landbrugsstøtte skal omlægges, så »en del af støtten gøres betinget af, at landmændene løser opgaver i forhold til klima, miljø og natur«. Godt forslag, men med til et bæredygtighedsbegreb på landbrugsområdet må – foruden klima, miljø og natur – også høre dyrevelfærd. Hvis man synes, det er uforsvarligt at drive rovdrift på vores naturressourcer, forekommer det logisk, man også mener, der må være en nedre grænse for, hvor dårligt man kan tillade sig at behandle dyr i landbruget.
Hvis man tænker i helheder og forsøger at gøre det samlede etiske regnskab op.
Kendt for kvalitet
Før i tiden var det danske svinelandbrug kendt for kvalitet pga. innovation, dygtigt landmandskab samt et godt avlsarbejde, der gav et sundt og robust dyr. Det skulle man jo mene, der også var brug for i dag, hvor det i den industrialiserede svineproduktion kræver robusthed og en del antibiotika (100 ton/ år), hvis dyrene skal klare sig.
Men avlsmålet for søerne er i dag fødsel af flest muligt smågrise, dyrene er blevet svagere, og sygdomsfrekvensen, lidelserne og dødeligheden er blevet uacceptabel høj. En so får i dag 16 smågrise pr faring, hvilket er flere, end hun er skabt til. De overskydende smågrise giver man til en ammeso, der får forlænget sin dieperiode, hvor hun er fikseret i en snæver fareboks.
Dyrenes Beskyttelse har kaldt systemet uetisk. Jeg er enig.
Det svarer til, at man har nogle maskiner i en virksomhed, der overbelastes. Her er det levende dyr, vi taler om, som vantrives og lider ved det. Smågrisene fødes svage, fordi kuldet er for stort, og miljøet er forkert. Ca. en fjerdedel af søerne slides op før tiden og dør i stalden eller må aflives og føres til destruktion. Og alt for mange smågrise bliver syge, dør eller må aflives inden fravænningen, som sker unaturligt tidligt. Derfor det høje forbrug af antibiotika.
Hvordan kan dette uhyre spild -plus denne høje sygelighed og disse store lidelser – være rentabelt? Markedet i Europa er blevet mindre frit og mere ensrettet. Tidligere var det ikke EU, men de enkelte lande, der støttede egne landbrug.
Det gav et spillerum og en diversitet.
Dengang udbød mange aktører forskellige kvaliteter på et kludetæppe af forskellige markeder -i forhold til efterspurgt pris, kvalitet, holdbarhed, udskæring, transport etc. I dag er kødkvaliteten ret ens i Europa. Og fordi markedet er så velreguleret og EU-styret, efterspørges der stort set kun én standardiseres vare -en høj kvantitet til en lav pris. Når vi ser bort fra en smule øko- og velfærdskød.
Det er vanskeligt udelukkende at klandre landmanden for at producere så meget kød som muligt så billigt som muligt, uanset det koster på dyrevelfærden. Landmanden kan ikke fritages for et ansvar, men i nogen grad producerer han eller hun jo bare, hvad markedet ønsker.
Intet krav om velfærd
EU ville skabe frihandel, hvilket var et godt ideal, men er endt med at skabe stordrift, effektivitet og en tingsliggørelse af dyrene i et marked, hvor krav til dyrevelfærd og et rimeligt liv for dyrene er nærmest ikke eksisterende. De 27 lande har et vidt forskelligt dyresyn, og de svage og utilstrækkelige fællesregler blev baseret på den laveste fællesnævner. Samtidig har EU begunstiget transport af levende slagtedyr, så produktionen flytter hen, hvor lønninger, miljøkrav og dyrevelfærd er lavest.
I et åbent samråd i slutningen af 2010 om dyrevelfærd i svinelandbruget skulle justitsminister Lars Barfoed fortælle, hvad han vil gøre ved, at ca. 98 procent af de nyfødte smågrise rutinemæssigt får kuperet halen for at forebygge halebid, selvom det egentligt er forbudt.
Halebid opstår, når dyrene i frustration bider halen af hinanden, fordi de lever i golde betonsstalde med spaltegulve uden halm, for at man kan undgå at bruge tid til at muge ud. Nogle landmænd anbringer i stedet et stykke reb eller en lege-træklods i hjørnet for at give dyrene noget at beskæftige sig med, men det hjælper ikke rigtigt.
De savner noget at rode rundt i med trynen. Mange undersøgelser har vist, at halm i rigelige mængder øger svins velbefindende samt, at det forebygger halebid.
Der står i en spritny arbejdsgrupperapport om hold af svin, som Fødevareudvalget netop har modtaget.: »En vigtig risikofaktor for halebidsudbrud er manglende tildeling af biologisk relevant beskæftigelsesmateriale.
Det er især halm, man har undersøgt, og resultaterne viste, at halm både kan nedsætte risikoen for halebid og standse et allerede igangværende halebidsudbrud«. I dag får 90 procent af slagtesvinene i de konventionelle besætninger ikke halm.
Spalterne i staldene har svært ved at klare halmen, men det er et teknisk problem, som ville blive løst, hvis bare politikerne ville begyndte at stille krav om halm ( med en rimelig overgangstid). De forbyder i stedet haleklipning pga. halebid, der er stressreaktionen på et miljø, hvor svinene ikke kan udfolde den beskæftigelses- og rode/ undersøge/ fødesøgningsadfærd, der er helt grundlæggende for et svin.
De dyrefjendske miljøer giver trivselsproblemer, som politikerne ved sådant et samråd burde tale mere sagligt, åbent, præcist og ligefremt om, men de er bange for at ødelægge landbrugets konkurrenceevne ved at stille velfærdskrav.
Og de burde skridt for skridt tage kampen op mod EU’s ensrettende markedsstyring, der bremser Danmarks og de andres landes kreativitet, innovation og produktudvikling samt mulighed for at gå forrest på dyrevelfærdsområdet.
Det kan lade sig gøre, hvis vi nytænker og – indrømmet -giver EU en vis modstand.
Udspredte vinger
I Californien har man netop vedtaget en lov, der forbedrer forholdene for fjerkræ. Loven blev suppleret med krav om, at importerede æg skal komme fra høns, der har haft så meget plads, at de har kunnet sprede deres vinger ud samt kunne stå uden at berøre væggene. Enhver producent, der vil sælge æg til Californien, må opfylde disse krav. I Europa er de enkelte lande hæmmet af, at der ikke kan stilles dyrevelfærdskrav ved import pga. EU-reglerne, hvilket hindrer fremskridt på dyrevelfærdsområdet i EU-området.
Som forbruger kan man købe svinekød fra en frilands eller økologisk gris, hvor dyrene i væsentligt højere grad blevet behandlet i overensstemmelse med deres naturlige behov med mere plads, bevægelsesfrihed og halm etc. og antibiotikaforbruget kun er ca. 1/ 15. Men jeg mener, det er en politisk opgave at sikre, at også den konventionelle svineproduktion kan forsvares i relation til sundhed, etik og dyrevelfærd. Det er ikke tilfældet i dag.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd, hvor hun er med i arbejdsgruppen om fødevarer, etik og klima.
Billedtekst: Af Lene Kattrup Dyrlæge Parkhøjvej 60 Ganløse
Mange undersøgelser har vist, at halm i rigelige mængder øger svins velbefindende samt, at det forebygger halebid. Hos Peter Kjær på Storgården i Terslev har svinene det dejligt i stordrift -med halm.
Foto: Thomas Olsen
Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 19.03.2011 og Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde 21.03.2011