Demokrati. Hold nu Gud udenfor
29. september 2008
IBEN THRANHOLM gentager den 19. september sit tidligere forsvar for, at vi skal give plads til religiøse argumenter i den politiske debat. Det skal hun naturligvis have lov til. Men det hænger ikke sammen, hvis hun samtidig mener, at vi kan acceptere dette og så tro, at vores demokrati, åndsfrihed og religionsfrihed vil kunne bestå.
Vis mig det sted i verden, hvor religion og religiøse argumenter bestemmer i politik og er med til at give lovene, og hvor demokratiet samtidig består på den måde, som vi definerer og kender demokratiet i den vestlige verden.
Når vi ser os om i verden og også tager de historiske kendsgerninger med, så kan vi konstatere, at fødslen af demokratierne og forudsætningerne for, at disse kan leve, er ganske krævende og vanskelige, mens opløsningen er en meget lettere proces, der kan gå hurtigt.
En katalysator for denne proces er religiøse argumenter i politik. Som Margrethe Vestager sagde til Iben Thranholm i radioen den 15. september, så er det ikke alle guder, der vil sætte deres love til afstemning.
Religiøse argumenter trumfer andre argumenter. Og de sætter den politiske ligeværdighed, hvorved selve vores vestlige demokratier defineres, over styr. Jeg kan for eksempel ikke argumentere mod en imam, der henviser til Koranen og siger, at derfor skal min ægtemand arve anderledes, end jeg skal, eller at en muslim ikke må forlade sin tro. Imamen bør ikke ophøjes over for mig eller andre, men skal på demokratisk vis tvinges til politisk at drøfte på lige fod og i øjenhøjde med sine medborgere.
Jeg mener ikke, man har lov til i et demokrati at forbyde eller true et menneske til ikke at måtte fravælge sin tro med henvisning til islams indhold. Religionsfriheden har vi i den vestlige verden vedtaget politisk med en rationel begrundelse, og den er en del af de fleste vestlige landes forfatningsmæssigt garanterede borgerrettigheder, som nogle – netop med en religiøs begrundelse – i dag truer med at ville ophæve.
Thranholm argumenterer for sit ønske blandt andet med, at grænsen mellem religiøse og rationelle argumenter kan være svær at drage. Det er en spinkel argumentation. Fordi en grænse er svær at drage, er det ikke i sig selv et argument for, at man skal undlade at forsøge at drage denne grænse. Denne grænse er væsentlig.
Thranholm skriver, at der er nogle, der opfatter Gud som udemokratisk, på en måde, så man forstår, at hendes Gud er demokratisk. Men ikke alle guder er demokratiske. Sidst argumenterer Thranholm med, at “i fremtiden bliver det moderne demokrati nok alligevel nødt til at tage et større livtag med religiøse argumenter, fordi de igen vil komme til at vinde indpas”. Hun mener, vi lige så godt kan give efter nu.
Her synes jeg igen, vi har en spinkel og i øvrigt modsætningsfyldt argumentation. Hun henviser til fremskridtet og bruger ordet “moderne”, men kommer til at bruge ordet “igen” – de religiøse argumenter vil “igen komme til at vinde indpas”.
Hun afslører selv, at der i virkeligheden er tale om en tilbagevenden til noget tidligere. Hendes argumentation går på, at fremskridt er godt, hvilket i øvrigt ikke altid er tilfældet, og samtidig fremgår det, at det fremtidsbillede, som hun ønsker, vi skal overgive os til, rummer elementer fra en fortid, hvor man brugte religiøse regler og dogmer til at indrette samfundet efter og ofte til at undertrykke individerne med.
Det eneste i hendes klumme, jeg kan erklære mig enig i, er, at åndelighed og religion er en kilde til værdier, som har stor betydning for, hvad den enkelte vil kæmpe for politisk. Men inden for det vestlige demokratis rammer bliver man så i den politiske debat nødt til at få dette argumenteret videre med rationelle argumenter, som man selv som menneske må finde frem til og ikke blot har slået op i en religiøs bog.
Dette krav ligger implicit i demokratiet, som kræver, at vi må kommunikere ligeværdigt, at vi alle i princippet har lige mulighed for at påvirke lovgivningen. Lovene skal være menneskeskabte. Det ansvar må vi tage på os, hvis vi vil bevare demokratiet. Vi skal og kan ikke have love givet af en gud, og derfor kan vi heller ikke bruge en religiøs argumentation i en politisk debat.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 29.9.2008