Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Kriminalitet indskrænker vores frihed Toldkontrol

22. juli 2011

Den nye danske toldkontrol er upopulær i EU. Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har kritiseret Danmark og sagt (bl. a. i Metroxpress): »Jeg er sikker på, at danskerne gerne vil kunne rejse rundt i Europa uden grænsekontrol, og så må de selvfølgelig også kunne forstå, at de også må give andre mennesker de samme rettigheder«. I hele Europa er kriminaliteten især pga. Schengen-projektet steget voldsomt. Og kriminaliteten rammer skævt. Hvis man er i Barrosos lønramme, bor man sikkert på en »dyr« adresse med en effektiv sikring i form af et tyverialarmanlæg, dørtelefon eller lignende, og så føles kriminaliteten ikke så problematisk og nærværende.Men er man fru Jensen, der bor på en mere almindelig ydmyg adresse eller f. eks. i en almen bolig i Århus København, Odense eller i en mindre by, vil man ofte være utryg ved at cykle, tage bussen eller toget hjem samt gå det sidste stykke efter mørkets frembrud.

Der er i dag flere steder, hvor man ikke bør færdes sent og alene, og i mange byer i Europa tilråder politiet, at unge piger ikke færdes alene på gaden om aftenen.

Værre og værre

Meget tyder på, at det i årene der kommer, bliver værre og værre. I England har premierminister David Cameron for nyligt udtrykt forståelse for, at borgerne skal kunne forsvare sig i deres hjem mod hjemmerøverier, fordi politiet ikke kan følge med pga. stigningen.

Den engelske regering overvejer at lovliggøre selvforsvar/ selvtægt ved hjemmerøverier.

Herhjemme er indbrud og hjemmerøverier også et kæmpe problem. Jeg har selv talt med personer, der har oplevet at ringe forgæves til politiet, som ikke kunne rykke ud pga. underbemanding, trods der var en indtrængende indbrudstyv i huset. Forleden viste en avisafstemning, at 75 % af læserne mente, det var ok at have knive og køller i sit hjem til selvforsvar ved indbrud.

DF har forslået, at man gør det lovligt for personer på gaden at have peberspray på sig. På Youtube ligger en meget sigende video af en betjent, der i lang tid jager en biltyv rundt i et af de hårde kvarterer i Kokkedal uden at kunne få forstærkning, han bemærker: »Jeg skal slet ikke ud af bilen og løbe efter ham i sådan et område«. Mange almindelige borgere, som i øvrigt slet ikke rejser så ofte, men har travlt med at passe arbejde og deres familie, vil nok foretrække en forsinkelse ved grænsen, hvis det kan gøre, at de kan føle sig mere trygge i deres hjem, og når de færdes på gaden.

Og erhvervslivet kan nok håndtere en evt. genindført grænsekontrol, det gik fint tidligere. Samtidig vil den kriminalitet, der også er en udfordring for den internationale samhandel, og som betyder store økonomiske ekstraudgifter for erhvervslivet, jo aftage.

Af Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 22.07.2011

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver