Vi behandler dyr som en vare
28. november 2007
SVIGT. Flere og flere dyr udsættes for vanrøgt og mishandling. Det gælder både husdyr, landbrugsdyr og selskabsdyr. Årsagerne kan være mange, men vi kommer ikke udenom, at stigningen i antallet af dyreværnssager også skyldes den tingsliggørelse af dyr, der sker. Her er EU den store synder.
Anne Marie Løn har skrevet en god bog, der hedder Fodretid, hvor hun fint og med psykologisk indføling skriver om, hvordan forløbet kan være, når en normal og ansvarlig landmand pludselig svigter og fra den ene dag til den anden holder op med at fodre sine dyr. Der kan være flere årsager til, at mennesker svigter deres ansvar over for dyr. Hvis vi forstår noget mere om årsagssammenhængene, så kunne det tænkes, at vi måske har en mulighed for i nogle tilfælde at forebygge eller gribe ind, inden det går helt galt.
Der er ofte, men ikke altid tale om sociale problemer eller social deroute, psykiatriske eller psykiske problemer, skilsmisse, alkohol, ensomhed og evt. økonomiske vanskeligheder. I en del tilfælde vil det være skjult for omgivelserne. Når det modsatte er tilfældet, har personerne her alle et ansvar for ikke at lukke øjnene. Men vi kommer ikke udenom, at den stigning, vi ser i dyreværnssager – og der er tale om en stigning både i sager vedrørende husdyr, landbrugsdyr og selskabsdyr – også skyldes den tingsliggørelse af dyr, der sker i vores samfund. Vores politikere, institutioner og politiet er med til at fremme denne udvikling.
Jeg har flere gange påpeget, at EU, der har en meget større rolle for al lovgivning på hele landbrugs- og dyrevelfærdsområdet, end mange gør sig klart, har medvirket til at sørge for, at dyr bliver betragtet som en ting eller en vare.
Et eksempel er de urimelige lidelser, en del af vores udtjente landbrugsdyr udsættes for, når de sendes på helt overflødige lange rejser, hvor de af og til knap er levende og kan stå på benene, når de er kommet frem og skal slagtes. Det skyldes, at dyr af EU er blevet defineret som en vare, som skal kunne udveksles frit over grænserne. Denne vare skal helst nå frem relativt ubeskadiget, fordi vi ellers får et værditab. Man glemmer, at der er tale om levende væsener. Man betragter dyr som genstande, hvorfor deres lidelser skubbes i baggrunden. Det er ren nytteetik med fokus på nytte for mennesker og samfundet, som er langt fra det dyresyn og den holdning, der ligger bag § 2 i vores Dyreværnslov, der siger, at:
»Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer«, og § 1, hvor der står, at: »Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, varigt men og væsentlig ulempe«.
I disse paragraffer udtrykkes det godt og præcist, at dyr skal respekteres og behandles som dyr; deres behov skal søges opfyldt – fagligt og erfaringsmæssigt bedømt – og det slås fast, at vi har et ansvar og en forpligtigelse til at behandle landbrugsdyr/husdyr/ dyr i vores varetægt ordentligt. Her er inddraget pligtetiske og naturetiske betragtninger.
Vi har bevæget os i en anden retning, hvor dyret ofte mere betragtes som en genstand eller en biologisk ting, der skal være til nytte for mennesker, og hvor vi har glemt, at dyr er levende individer undergivet os mennesker. Selv et dyr, der skal slagtes, bør respekteres som et levende væsen, indtil det sekund boltpistolen eller andet slutter dyrets liv. Politiet svigter i en del sager. Desværre ved jeg, hvad jeg taler om, for jeg har igennem mange år beskæftiget mig med dyreværnssager. Min entré i denne ubehagelige og nedslående verden (for ca. 20 år siden) var med sagen om blodhunden Holger, hvor jeg kritiserede politiet.
Hunden blev sparket og slået af sin ejer igennem mere end en måned. Naboerne, der kunne høre lyden af stump vold, en tung støvle mod en hundekrop, og den stakkels hund, der hylede højt af smerte, anmeldte det igen og igen til politiet, som ikke gjorde ret meget. Til sidst da naboerne igen havde ringet, fandt politiet manden i en kælder under ejendommen, hvor han var ved at vaske den ren for en del blod. De godtog hans forklaring om, at det bare var fordi det var en blodhund, der var så meget blod og kørte igen. Hunden blev fundet død af naboerne nogle få timer efter.
Jeg er ked af at sige det, men det er ikke blevet bedre siden. Der er undtagelser, men generelt set har politiet svært ved at håndtere dyreværnssager, fordi de ikke har forstand på dyr. De tror på de mærkeligste undskyldninger fra ejerens side, såsom at der lige har været dyrlæge (de glemmer at tjekke, om det er sandt, eller forstår ikke, at for et år siden ikke er »lige«); de tror på, når ejeren siger, han er under tilsyn af »dyreværnet« (selvom det ikke passer, og de tjekker det ikke); de får ondt af den anmeldte, der forklarer, at konen er stukket af (vi mener, dyrene alligevel skal passes og have foder, evt. afhændes, og finder ud af, at det er 8 år siden konen flyttede); ejeren fortæller, at dyr på en mark om vinteren da ikke behøver foder og vand eller læskur (det er ukorrekt); politiet ringer til den anmeldte (så dyrene er fjernet, inden de ankommer); politiet siger til os, at det ikke vil hjælpe at give en bøde (det siger de ikke, når det er færdselsloven, det drejer sig om) etc. Og når vi f.eks. hver vinter må foretage anmeldelser af forkomne dyr, der står under usle forhold i slud og sne i mudder til knæene på en bar mark i klar strid med loven, så ved vi, at det normalt er op ad bakke at få politiet til at handle og hjælpe dyrene.
Der ses en vis alvorlig og bekymrende tendens til selvtægt eller frikøb af dyr i nød. Selvtægt foregår naturligvis ret skjult. Jeg kender flere tilfælde. Jeg har sågar oplevet det specielle, at en politibetjent begik selvtægt for at redde en dejlig hund, der så på ulovlig vis blev fjernet og anbragt et bedre sted. Men hvad skal man gøre, når myndighederne ikke løser opgaven. Vi så i den sidste af de tre alvorlige svinevanrøgtssager, der netop har været, at politiet og fødevareregionen lod landmanden fortsætte med at passe de dyr på gården, der endnu ikke var døde. Det er urimeligt.
Jeg skrev engang i en kronik i starten af 90erne, at Dyreværnsloven blot var en pyntelov, der ikke blev taget alvorligt. Det mener jeg stadig. Og hvis man i dag som anmelder i en dyreværnssag klager til statsadvokaten, når man mener, politiet ikke har gjort nok i en sag eller fejlagtigt har henlagt den, så får man et standardsvar med, at man ikke er klageberettiget. Det er åbenbart kun dyret selv, der er klageberettiget!
Sådan var det ikke tidligere. Sidste sommer havde jeg samlet og beskrevet 30 dyreværnssager, hvor jeg mente, at der havde været alvorlige håndteringsfejl fra politiets side, og sendte dem til Justitsministeren.
Hvad bør der gøres? Det hjælper ikke at forsøge (igen) at videreuddanne og sende nogle politibetjente på kursus. Man kan ikke på nogle få dage lære at forstå og tolke dyrenes behov, nød og lidelser og sætte det i forhold til Dyreværnslovens indhold.
Det er blevet foreslået, at vi i stedet må have et slags dyreværnspoliti, der skal bestå af personer med viden om dyr, f.eks. dyrepassere, personer fra dyreværnsforeningerne, tidl. landmænd, veterinærsygeplejersker og dyrlæger, der skal stå for det veterinære samt styringen af sagerne. Dette dyreværnskorps skal så arbejde sammen med og under politiet. Jeg tror, det er det eneste, der vil kunne løse problemerne.
Politikerne må til at handle. Dyrenes Beskyttelse har meldt ud, at de finder, der også er behov for flere offentlige dyrevelfærdstilsyn og måske en vis opstramning af reglerne om, at svinebesætninger over en vis størrelse (samt kvægbesætninger) altid skal have tilknyttet en praktiserende dyrlæge som rådgiver med et fastsat minimums antal årlige besøg fastsat i forhold til dyreholdets art. Dyrlægerne har jo deres § 20 anmeldepligt, som jeg finder, de skal holdes fast på. Forebyggelse er væsentlig, og jeg mener, Dyrenes Beskyttelse har ret. I et land, hvor der produceres så mange svin, bør dyrevelfærd i svinebesætningerne prioriteres meget højere, end det er tilfældet – og inddrag bare halm- og skuldersårsproblematikken også.