Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Ikke kun dialog, men kritisk dialog

1. november 2007

Jeg mener stadig, der mangler alsidighed, kritisk information og dybde i Krogerups tilgang til islam som religion, civilisation og politisk samfundssystem.

Erik Boel og Lerche fra krogerup Højskole sluttede deres indlæg med kritik af min kronik (26/10) med at erklære, at vi i forhold til etniske, religiøse grupper skal udbygge dialogen samt »komme ud over modsætningerne og arbejde sammen om væsentlige samfundsmæssige problemstillinger.« I min kronik (24/25. oktober) roste jeg højskolen for at skabe dialog. Men min kritik gik på, at en dialog ikke må være tandløs og blot have som målsætning, at der skal opnås enighed, så konfrontationer undgås. Vi kan ikke altid komme ud over modsætninger til personer og bevægelser, der ikke ønsker demokratiet bevaret, og med dem kan vi ikke altid »arbejde sammen om væsentlige samfundsmæssige problemstillinger« , som de skriver.Boel og Lerche må indse, at der kan være en grund til, at nogle af de muslimer, som skolen har valgt at samarbejde med, jo som de selv er inde på, tager afstand fra de muslimer, der, som f.eks. Hirsi Ali og Naser Khader, er afklarede, sekulære demokrater, der tør at udfordre islams dogmer og sharialovens kvindeundertrykkelse, og derfor må have livvagter.

Skolens »flirt«

Det er skolens »flirt« med personer, der ikke klart og utvetydigt tager afstand fra religiøst begrundede love, jeg kritiserer. Det er det, det hele handler om. Islamismens krav om en religiøs begrundelse for lovgivningen og indretning af samfundet er en trussel mod demokratiet og vores frihedsrettigheder. Og det vil jeg blive ved med at gøre opmærksom på, uanset hvor vred, Boel bliver på mig. Krogerup Højskole lægger op til den sammenblanding mellem islam og politik, som jeg finder, er en farlig glidebane.

Jeg beskyldes for usandheder, men står ved, hvad jeg skrev. (Boel og Lerche citerer mig i øvrigt forkert fra kronikken).

1. Jeg sidder her med en invitation foran mig, hvor det faktisk er Wahid Pedersen, der inviterer i et samarbejde med Krogerup Højskole. Og der står også, at den forening, han repræsenterer, arrangerer mødet, som foregår i et samarbejde osv. (W.P. har offentligt forsvaret flerkoneri og steningsdødsstraf for utroskab, han har forklaret, at man ikke kan forlade islam, og i 2006 foreslog han et sharia-råd indført i Danmark).

2. At debatpanelet var svagt, mener jeg er en kendsgerning. Ingen af paneldeltagerne, som jeg alle nævnte ved navn, stillede på noget tidspunkt kritiske spørgsmål til Tariq Ramadan.

3. Jeg må også fastholde, at  Krogerup er kommet for skade fortrinsvis at vælge muslimer, der ikke repræsenterer de demokratiske, sekulære muslimer, men som derimod vægrer sig ved klart at frasige sig sharialoven som lovgivningsgrundlag. Jeg ved, at de navne, de benytter til deres organisationer, i visse tilfælde kan give et andet indtryk. En af disse bruger ordet fællesråd, men er det ikke. Også Mona Sheikh, som Boel fremhæver som underviser påKrogerup, har foreslået et sharia-råd, der skal beskæftige sig med politiske spørgsmål (Weekendavisen 17.11.2007).

4. Det anføres, at den kritiske vinkling blev dækket ind af, at jeg og Tina Magaard var til stede. Men vi var der som tilfældigt publikum, vi kunne kun stille et eller to spørgsmål og kunne ikke indgå i en dialog. Det er heller ikke rigtigt, at Tariq Ramadan gav mig svar på mit spørgsmål om sharialoven og/eller tog af stand fra den som et grundlag for vores lands lovgivning. Jeg mener i det hele taget ikke, hans svar på mødet gav indtryk af, at han ønsker det vestlige, sekulære demokrati bevaret. Det er blandt inviterede foredragsholdere og paneldeltagere, højskolen bør sørge for en større alsidighed, så der kan komme en kritisk debat.

Der nævnes personer, som højskolen har tænkt sig at invitere i 2008. Det er godt, hvis der er tale om mere end fem minutter på Grundlovsdagen. Som jeg skrev, mener jeg, at højskolen har en forpligtigelse til at sørge for, at personer, der er islamister, og/eller som ikke har meldt klart ud, at sharialoven ikke kan bruges som basis for lovgivningen, altid bliver inviteret sammen med sekulære demokrater, der har en viden om islam og som samtidig tør at være kritiske overfor islamismen. Er det ikke et helt rimeligt krav til en højskole som  Krogerup?

Som svar til Arne Lund fra Enhedslisten, som i sit indlæg (25.10.) nævnte en del andre personer, må jeg bede ham om at henvende sig direkte til dem. Jeg repræsenterede i kronikken kun mig selv og min egne synspunkter. Jeg vil anbefale Lund at læse Koranen (især sura 9), Ayaan Hirsi Alis mesterværk af en bog »Opbrud og Oprør« (især 2. del »Min frihed«) samt Sam Harris »Troens fallit«. Som Hirsi Ali siger på side 323 kan man jo heller ikke forstå marxismen uden at sætte sig ind i Karl Marx” værker. Enhedslistens nuværende situation kunne måske have været undgået, hvis partiet havde søgt mere viden om islam/islamismen. Boel og Lerche burde læse hvad Paul Berman *, Sylvain Besson og Caroline Fourest skriver om Tariq Ramadan. Lerche og Boel nævner en helt ok udtalelse til Politiken, men i andre sammenhænge har Ramadan jo sagt noget ganske andet.

Dobbelttale
Det er det, der er problemet, som af nogle kaldes cirkeltale, dobbelttale eller taqiyya**. Af grunde jeg ikke forstår, undgår Boel og Lerche at orientere sig alsidigt om emnet og inkludere læsning af værker, der forholder sig kritisk og analyserende, hvor man også har inddraget de mange bånd og prædikener på arabisk til muslimerne i EU samt Ramadans tilknytning til forskellige organisationer. Jeg har selv hørt ham komme med udtalelser, der gav anledning til bekymring ***.

Der er grunde til, at han har fået indrejseforbud i flere lande, og at han på det sidste har valgt at drosle sine aktiviteter i Frankrig ned, efter nogle ting er kommet frem her via tv, artikler og bøger er udgivet om ham. Tilsyneladende har han nu har rettet søgelyset mod England og Skandinavien.

Alt taget i betragtning mener jeg stadig, der mangler alsidighed, kritisk information og dybde i Krogerups tilgang til islam som religion, civilisation og politisk samfundssystem.

* Se bl.a. Weekendavisen 29.06.2007 essay af Paul Berman, der bl.a. rummer uddrag fra en TV-debat mellem Ramadan og Nicolas Sarkozy, som blev set af seks millioner franskmænd og vakte opsigt. Ramadan ville ikke tage klar afstand fra sharialovens krav om stening af kvinder, der har begået ægteskabsbrud. Sarkozy var oprørt og overrasket.

** Se bl.a. www.dci.dk/?artikel=878, Jyllands-Posten Tina Magaard, 30.12.2005: Tretunget europæisk muslim., Information Børge Visby, 21.01.2005: Den slebne Prædikant, http://www.religion.dk/artikel/103532:Synspunkt–Myten-om-euroislam

*** Jyllands-Posten kronik af undertegnede 22.11.2005

Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 01 november 2007

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver