Europa skal tage ansvar for fred
5. oktober 2006
FN er et forum, hvor nationerne kan tale sammen og forsøge at træffe aftaler. Men både samtalerne og aftalerne bliver ikke bedre end arten af de lande, der deltager. Chancerne for, at en aftale overholdes, afhænger af intentionerne fra landene, der står bag aftalen. Og en del af landene er udemokratiske, undertrykkende og har korrupte og uredelige ledere.
Kofi Annan er som sekretær og talsmand for foretagendet ikke demokratisk valgt. Det har altid undret mig, at han ved sin fremtoning og sine ord virker så selvhøjtidelig, som om han repræsenterer et særligt retfærdigt eller fornemt ophøjet organ, når sagen er, at FN er svag, hæmmet af det demokratiske underskud, af de mange udemokratiske, despotiske stater og af, at FN ingen magt har overhovedet. Jeg synes, der er noget uærligt ved den iscenesættelse af FN, der får mange til at tiltro FN en rolle og en magt, som er langt fra virkelighedens verden. Når så mange tror, at FN kan løse problemer, tror man sig mere tryg, end godt er. Hvorfor siger man ikke sandheden?
Svagheden ses blandt andet i den netop vedtagne resolution 1701, hvor man henviser til tidligere resolutioner om afvæbning af Hizbollah, som man opfordrer til bør opfyldes. Når man i aftaler må henvise til tidligere aftaler, som man atter beder om må opfyldes, så er svagheden helt tydelig. Der står, at Kofi Annan i løbet af 30 dage skal komme med et forslag til, hvordan en afvæbning af Hizbollah kan tænkes at skulle ske.
Imidlertid har Kofi Annan til manges overraskelse udtalt, at formålet med indsættelsen af FN-styrken ikke er at afvæbne militsen, for det kan ikke ske med magt, mener han, men må ske ved en større politisk aftale internt i Libanon. Det virker ikke realistisk, når næsten samtlige eksperter og iagttagere har peget på, at Libanon er for svag til at kunne foretage denne afvæbning selv. Det har der været ret stor enighed om, samt at det måske også i et vist omfang kan knibe med Libanons vilje.
En ubehagelig sandhed, som ikke siges så tydeligt, er vel, at hvis der havde været vilje, både internationalt og i Libanon, til at afvæbne Hizbollah i 2004, da resolution 1559 krævede det, så ville den aktuelle krig måske slet ikke have fundet sted.
Jeg finder, at det virker ret kynisk, at både FN og landene bag resolution 1701 igen ikke vil tage ansvaret for en total afvæbning. Det ville være bedre og mere ærligt, hvis Kofi Annan og FN talte om, at det er et stort problem og udadtil indrømmede svagheden på dette punkt.
Det er kynisk, at man i sædvanlig form agerer, som om der overordnet er styr på fredsbestræbelserne, når sandheden let kan blive, at Hizbollah nu bare får et tiltrængt pusterum til at opruste og gøre sig parat til anden halvleg, som kan komme til at kræve endnu flere ofre.
Styrken på 15.000 mand, som ikke er en særlig stor styrke i dette område med de forhold og betingelser, skal også støtte det omfattende humanitære arbejde i Sydlibanon samt tage sig af egne forsyningsmæssige opgaver. Den vil næppe kunne kontrollere en oprustning og forhindre indsmuglingen af våben over den næsten 400 km lange grænse til Syrien, hvis ikke der startes med en afvæbning.
FN er et uundværligt og værdifuldt samtale- og aftaleorgan, men Europa bør vågne op og tage et ansvar selv. Iran, Syrien og Hizbollah er tættere på Europa end på USA, Rusland og Asien. Hvis Europa ikke sørger for, at der denne gang startes med en effektiv afvæbning suppleret med, at man forhindrer indsmugling af våben til Hizbollah, så elsker Europa kun fred på den korte bane – ikke på den lange bane.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 5.10.2006