Vi svømmer ind i apartheid
10. maj 2006
INTEGRATION: Det er et knæfald for islam, hvis danskerne accepterer, at der kræves kønsopdeling, for at kvinder må deltage i svømning. I Kristelig Dagblad var der den 3. maj en meget glad historie med overskriften: “Indvandrerkvinder svømmer sig danske”. Det oplyses, at indvandrerkvinder står i kø for at lære at svømme eller bare komme i svømmehallen og røre sig i vandet, og at der nu i en lang række byer er sat en time eller to af om ugen, hvor der kun er adgang for kvinder, og hvor livreddere og bademestre udelukkende er kvinder. Det synes jeg ikke er glædeligt eller en god nyhed. Jeg synes snarere, der er tale om en snigende kønsapartheid, som er ved at brede sig. Det er ubehageligt, at man skal fjerne mænd, for at kvinderne må og kan svømme. Jeg tror, det er et skråplan. Vi begynder at indføre et system og en orden, der gælder i det kønsopdelte samfund, der ses i de lande, hvor islam breder sig i det offentlige rum og fylder for meget, hvor islam er mere end en privat religion.
Vi skal tværtimod hurtigst muligt til at kræve, at alle piger i den danske folkeskole igen kan dyrke gymnastik, gå til sport og svømning uhæmmet og på lige fod og sammen med drenge igennem hele deres skoleforløb. Hvorfor nu det. Jamen det er fordi, det er en grundpille i et velfungerende folkestyre med demokrati, at køn ikke skal adskille borgerne, ligesom race og etnicitet heller ikke skal det. Folkestyret er afhængigt af, at borgerne er ligeværdige og har lige adgang til at deltage overalt.
En form for racisme begrundet i køn er afskyelig. At kvinder nu skal være andenrangs, så mænd skal udelukkes, for at kvinder må få lov til at svømme, er helt forkert.
Jeg var selv i Sydafrika, lige inden apartheiden blev ophævet på grund af den vestlige verdens boykot og protester. Her havde man adskillelse imellem sorte og hvide overalt. Det var modbydeligt og deprimerende. Efterhånden vil en sådan adskillelse imellem kønnene opstå og brede sig mere og mere her i Danmark, hvis vi ikke stopper nu.
Forleden talte jeg med nogle muslimske piger i Danmark, der fortalte mig, at de selvfølgelig slet ikke må have med danske drenge at gøre, fordi de er urene. De må ikke drikke en sodavand med dem, de må ikke lave lektier med dem, og de må aldrig nogensinde blive kærester med dem. Det var pigerne rasende over. Vi ved også, at disse piger ikke må komme i klubber og på caféer eller diskoteker, der ikke er kønsopdelte, men det må drengene gerne.
Mener man virkelig, at det er en farbar vej og øvrigt etisk muligt at forsvare, hvis vi lader denne forskelsbehandling og kønsopdeling brede sig overalt, hvor de stakkels muslimske piger og kvinder burde kunne komme uden en sådan opdeling? Hvis vi accepterer denne kønsopdeling som en forudsætning for, at pigerne må komme hjemmefra og deltage i forskellige aktiviteter i samfundet, så giver vi en accept af en udemokratisk indskrænkelse af piger og kvinders frihedsrettigheder. Vi gør knæfald for det ved at give vores accept af, at der kræves kønsopdeling, for at kvinder må deltage. Hvis dette skridt blot kunne åbne op, men det lukker tværtimod og blåstempler apartheid.
Det haster også med at forbyde det islamiske tørklæde i de danske skoler, så pigerne her kan deltage i sport og fritidsaktiviteter på lige fod med drengene. Det manglede da bare, og vi skal simpelthen forlange fra børnehaveklassen, hvor børnene er seks år, at også alle pigerne kan deltage i badning. Det fængsel og den indskrænkethed, som religionen og familierne putter ned over disse stakkels piger, skal det danske samfund gå op imod. Vi skal ikke velsigne pigernes undertrykkelse.
Jeg er sådan set ligeglad med, om det er en religion, en ideologi eller en faders ønske at begrænse og styre en kvinde eller en pige. Under alle omstændigheder er det samfundets opgave at gå imod dette og tilsikre individernes ligeværd og frihed.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 10. maj 2006