En krig, ikke et bageri
8. juli 2005
Det var ikke samarbejdspolitikken, der reddede Herbert Pundik. Det var snarere modstandsbevægelsen og befolkningen. EVA Truelsen skriver i WA som replik til mit tidligere indlæg om modstand kontra samarbejde under besættelsen, at hun i modsætning til mig mener, at man: »i dette spørgsmål både kan blæse og have mel i munden, uden at få det galt i halsen.« Jeg vil nu fortsat tage afstand fra denne balancegang. Der var stor forskel på en passiv samarbejdspolitik og en aktiv ditto. Som jeg anførte, opfordrede regeringen så sent som i foråret 1943 til, at man angav modstandsfolk. For den enkelte modstandsmand kunne det indebære tortur og død.
Denne uacceptable aktive linje kan vel tænkes at have medvirket til, at stikkere og stikkeri desværre var et stort problem for modstandsbevægelsen.
Man kunne måske i situationen have accepteret en vis passiv samarbejdslinje i starten som en facade, hvis man bagom facaden havde tolereret eller støttet befolkningens bestræbelser på at svække og genere nazisterne ved sabotagehandlinger, forsinkelser af tog, tyveri af våben, omdeling af illegale blade med videre. Men det gjorde man ikke. Og som jeg gjorde rede for i mit indlæg, er det især den aktive samarbejdslinje, som jeg synes er et meget alvorligt svigt.
Eva Truelsen skriver, at Herbert Pundik giver udtryk for, at det var samarbejdslinjen, der reddede hans liv. Jeg mener i modsætning hertil, at det primært var modstandsbevægelsen og befolkningen, der sørgede for redningen. Det var netop ikke regeringens kritisable samarbejdslinje. Som Anders Fogh har redegjort for, kunne samarbejdspolitikken lige så let have medført, at alle jøder var blevet taget på én gang.
Fra dansk side havde man udfærdiget lister over jøderne. Det siger sig selv, at disse lister indebar en stor fare for, at alle jøder kunne have været anholdt og fjernet på én gang. Der var her tale om en høj grad af uansvarlig og »aktiv hjælpsomhed« fra dansk side. Nu gik det godt, men det kunne lige så let være gået grueligt galt. Det er gætværk at sige, at en endnu mere markant modstand mod tyskerne ville have kostet jøderne livet.
Jøderne ville i givet fald måske have været evakueret noget før. Vi er her ude på gætteriets overdrev som sagt. Og vi kan heller ikke sagligt tillade os at påstå, at det ville være gået præcis som i Norge, hvor kun halvdelen blev reddet. Der er alt for mange ubekendte. I Ungarn blev næsten samtlige jøder ikke reddet trods en samarbejdspolitik.
Det synes som om Eva Truelsen er angrebet af den »svaghed«, der hører vores tid til, nemlig, at man viger tilbage for ansvar, for svære valg og for at indrømme konsekvenserne.
I de senere år er også politikerne veget tilbage for at tage nogle af de ubehagelige og svære beslutninger, som deres job ellers tilsiger. Der er elementer af kulturradikalisme i dette fænomen, som jeg også gjorde opmærksom på i mit første indlæg. Fay Weldon har sagt det ret godt:
»Vi har opgivet troen på arvesynden. Nu tror vi på, at alle fødes søde og rare. Det er det farlige i tiden.«
Der er ondskab i menneskene, og det er derfor, vi ikke altid kan række hånden ud og være gode venner i stedet for at træffe svære valg. Truelsen synes, man kan gå ind for modstand og samtidig ønske at samarbejde aktivt med en besættelsesmagt. Det skriver hun, og det har også andre sagt. Det synes mig som om, man da befinder sig i en pænere verden end den virkelige. Det er en krig, vi taler om.
Nej, man kan ikke her blæse og have mel i munden og holde både med fjenden og sit eget land. Det drejer sig trods alt om et land og dets befolknings skæbne og ikke om at bage kager bedst muligt. Det var en krig, ikke et bageri, og så må man træffe et valg. Det fandt først befolkningen, og senere et flertal af regeringen da også ud af. Det er ikke et bageri, men en krig vi taler om.