Religionsfriheden kan ikke gradbøjes
24. marts 2012
Kristeligt Dagblad har længe haft fokus på manglende religionsfrihed og forfølgelse af kristne rundt om i verden herunder i de muslimske lande. Det fortjener avisen kun ros for. Lederartiklen den 20. marts berettede om den sørgelige forfølgelse af kopterne i Egypten, der tilsyneladende er taget til efter Mubaraks fald.
Kan man tænke sig et demokrati uden religionsfrihed? Det mener jeg ikke, og derfor synes jeg, lederens slutning var lidt uheldig. Der stod, at ”som professor Ole Wæver har sagt, skal vi forvente os nogle meget anderledes demokratier i det kommende århundrede. Og de vil ikke nødvendigvis alle betone frihed, som vi har vænnet os til her i Europa”.
Jeg ved godt, at Ole Wæver blandt andet har forsvaret brugen af religiøse argumenter i demokratiet. Men med ”anderledes demokratier” uden frihed og især religionsfrihed, som det jo handler om her, er der reelt ikke tale om demokrati. Det virkede desuden som en eufemisme, at der her blev brugt ordet ”betone” om friheden.
Vi kan ikke graduere eller have en forståelse for manglende religionsfrihed. Og vi bør ikke sløre budskabet over for de lande, der undertrykker anderledes troende, men derimod sige helt tydeligt (som avisen tidligere har gjort det i lederartikler), at religionsfriheden er en grundlæggende og ufravigelig frihedsrettighed, som ikke kan gradbøjes eller nedtones.
LENE KATTRUP dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd i Kristeligt Dagblad 24.3.2012