Når Gud steger pandekager
1. november 2012
Den unge mand, jeg vil fortælle om, var dengang en dreng på tre år. I dag er han netop blevet færdig som revisor. Han var en klog, sjov, livsglad og meget videbegærlig samt eftertænksom lille dreng.
Ja, det er han stadig, det er faktisk kun størrelsen, der har ændret sig – heldigvis. Frits havde om aftenen set sit yndlingsprogram med Bamse i tv, men stillede sig meget skeptisk over for den tåge, der var temaet den aften.
Og selvom hans mor og hans storesøster forklarede, at det var helt rigtigt, at tågen skam fandtes her i verden, det ville han snart få at se, så mente han nu, at det ikke rigtigt kunne passe. For han havde nemlig aldrig selv endnu set tågen i sit relativt korte liv. Nu ville skæbnen, at næste morgen, da han vågnede, lå der en meget tæt tåge over landskabet i Gadevang, hvor han boede. Han var i modsætning til sædvanligt ret tavs og grublede en del over fænomenet,mens han spiste sin havregrød.
Omtrent som Peter i ”Flugten til Amerika” af Christian Winther fandt sin ro på bunden af sagosuppen, fandt Frits den morgen løsningen på gåden, da han nåede til bunden af sin havregrød. For her udbrød han pludselig både lettet og afklaret: ”Når nemlig det er tåge, er det, fordi Gud steger pandekager.”
Hans storesøster og hans mor (som er undertegnede) havde ingen indvendinger.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 1. november 2012, læser anekdote