Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Det naturlige. Rugemoderskabet tilgodeser ligestillingen mere end barnets behov

2. januar 2014

Især i etiske debatter trækkes naturlighed ofte frem som et argument.

Men er det naturlige – alt andet lige – altid at foretrække frem for det unaturlige? Det kommer an på sammenhængen og på emnet, men det naturlige kontra det unaturlige bør i de fleste tilfælde inddrages i vurderingen.

Det forudsætter, at vi kan skelne. Imidlertid tyder meget på, at vores tekniske, kunstige måde at leve på kombineret med en rettighedsbaseret livsopfattelse i stigende grad gør det vanskeligere for os.Jeg synes, Henning Hansen havde en pointe i sit indlæg i avisen den 21. december om rugemoderskab, hvor han gjorde gældende, at vi ombytter det naturlige med det unaturlige og forsøger at udjævne forskellen. På mange områder er forudsætningen for at kunne træffe kvalificerede valg, at vi netop kan skelne.

Myndighederne har for nylig bestemt, at kunstig befrugtning fremover skal hedde assisteret befrugtning. Det slører det faktum, at kunstig befrugtning faktisk er unaturlig eller kunstig. Det lyder mere positivt med assisteret befrugtning, men som jeg før har sagt det, burde vi i stedet for kun at ”reparere” også gøre meget mere for at lede efter årsagerne til, at vores evne til at få børn på naturlig vis er faldet så markant.

Henning Hansen skrev også om, at hensyn til ligestillingen synes at skygge for det nyfødte barns naturlige behov for sin mor. Primært naturligvis behovet for den mor, barnet er blevet født af, som har båret det i ni måneder, hvor der findes et naturgivent bånd, man bør anerkende betydningen af.

I forbindelse med mit eget område, det veterinære, kender jeg betydningen af det naturlige. Der ses en klar sammenhæng mellem et højt antibiotikaforbrug i den konventionelle svineavl set i forhold til økologisk svineavl, hvor dyrene mere lever i overensstemmelse med deres naturlige fysiologiske og adfærdsmæssige behov.

Og hvis man lader små og nyfødte kalve die eller i det mindste få mælk og hø, som naturen har skabt dem (det vil sige det naturlige i forhold til deres die-og suttebehov med videre) samt sørger for at tilpasse deres miljø i forhold til staldtemperatur, træk, tryghed og samvær med artsfæller, så falder sygdomsfrekvensen og behovet for medicin markant. For mig som dyrlæge er princippet alment gyldigt.

Mennesket er et specielt pattedyr, der i høj grad også har brug for identitet og for at føle ansvar samt meningsfuldhed.

De ting her i livet, der kræver noget af os, er ofte også de ting, der giver os de største og bedste glæder.

Måske er vores ulykke i dag, at vi tror, vi selv skal styre, vælge og planlægge det hele. Vi vil også gerne bestemme og vælge, hvilket barn vi vil have – ikke blot et barn – og vi vil styre, hvordan det hele skal forløbe.

Vi har glemt ydmygheden og et fokus på ansvaret for barnet samt dets behov og fremtid. I det Etiske Råds nyudgivne redegørelse om emnet har jeg en mindretalsudtalelse, hvor der blandt andet står:

Ægdonation eller salg af æg bør ikke være tilladt. Ethvert barn bør være sikret retten til at kunne stole på, at den kvinde, barnet er blevet født af, også er dets biologiske mor. I hvert tilfælde bør staten ikke medvirke til, at denne ret og den vished og tryghed, det for mange mennesker betyder at have en sikker viden om, hvor man stammer fra, og dermed en følelse af identitet og ” høren hjemme”, ikke imødekommes.

Dette medlem peger desuden på, at adoption som alternativ bør fremmes, blandt andet fordi der i verden findes et stort overskud af uønskede/ forældreløse eller nødstedte børn, der kunne sikres en god opvækst her i landet.(…) Sidst peger medlemmet på, at man burde forske meget mere i selve årsagerne til barnløsheden hos begge køn for at forsøge at kunne finde disponerende miljøfaktorer m. m., så man på denne måde måske kunne opnå at forbedre den naturlige fertilitet – i stedet for som nu fortrinsvis at satse på den mere tekniske fertilitetsassistance til par med barnløshed.”

Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 2.1.2014

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver