Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Assimilation: Hvad nu, hvis det slet ikke er muligt?

27. september 2017

Vi bør ikke forveksle idealer og ønsker med kendsgerninger. Idealet ville være delvis kulturel assimilation og fuld integration til vores demokrati. Men det er ikke muligt med de fleste personer med muslimsk baggrund, skriver tidligere medlem af Det Etiske Råd

PROFESSOR Uffe Østergaard har nu som for eksempel flere ledende politikere fra Socialdemokratiet indrømmet, at han har taget fejl i forhold til indvandringen.

Det er både godt og prisværdigt. Men desværre har de så i flere år bidraget til en udvikling, der har haft alvorlige konsekvenser for Danmark. Uffe Østergaard har erklæret, at han ikke længere er multikulturalist, og han mener i dag ikke, at det er nok, at vi stiller krav om integration.Til Morgenavisen Jyllands- Posten har han udtalt:

”Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften.”

Hans ord viser, at han formoder, assimilation er mulig. Hvad nu, hvis integration ikke engang er det?

JEG MENER FAKTISK IKKE, at vi kan kræve fuld assimilation. Det er for vidtgående at kræve, at personer, der kommer hertil, skal blive som personer, der er barnefødt her og har fået danskheden og de danske værdier ind med modermælken. Men som et minimum må vi kræve integration til det danske samfund og det danske demokrati – et vestligt demokrati – med accept af fuld ligeværdighed mellem kønnene samt ytringsfrihed, religionsfrihed (inklusive retten til at forlade sin religion) og seksuel frihed herunder frihed til at være homoseksuel med mere. Og man skal ikke arbejde på at afskaffe demokratiet ved at arbejde for islamisk begrundede regler og love i samfundet.

En ret stor del af vores indvandrere og efterkommere med islamisk (og arabisk, afrikansk eller mellemøstlig) baggrund kan ikke integreres, uanset hvad vi gør. Vores bestræbelser og de mange penge anvendt til dette formål er spildt. Det forekommer mig omsonst at tale om assimilation, når vi taler om denne gruppe. Vi kan ikke engang opnå integration. Der er individuelle gode lysende undtagelser, men det er – netop – undtagelser.

Vi bør ikke forveksle idealer og ønsker med kendsgerninger. Idealet ville være delvis kulturel assimilation og fuld integration til vores demokrati. Men det er ikke muligt med de fleste personer med muslimsk baggrund. Det fejler også i de kommende generationer, kan vi se.

Når de, der har taget fejl, indser dette, så tror jeg, de endnu mere vil beklage, at de tog fejl. Det er den fulde erkendelse.

Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 27.9.2017

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/assimilation.-hvad-nu-hvis-det-slet-ikke-er-muligt


 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver