Bidrag til bogen/antologien Maskeret Tvang – Sharialoven
21. december 2018
Sharialoven
Af Lene Kattrup
I et demokrati må mennesker være politisk ligeværdige, alle love skal være menneskeskabte og bygge på rationelle argumenter. Lovene kan derfor ikke være religiøst begrundede, og love, der ikke er vedtaget af den demokratisk valgte lovgivende forsamling efter en fri debat i samfundet, udgør en trussel for det sekulære demokrati. Et forsvar for demokratiet må medføre, at sharialoven trænges tilbage fra det offentlige rum.
Sharialoven fremgår af Koranen og Muhammeds eksempel, som er samlet i de såkaldte hadith-samlinger. Af muslimer betragtes sharialoven sædvanligvis som selve rygraden i islam. Foruden uforeneligheden med demokratiet er der også problemer i forhold til frihedsrettighederne. Lidt forenklet sat op må man tale om et valg, der for den enkelte muslim vil bestå i:
- enten at opgive sharia som led i den offentlige lovgivning også angående kvinder og ikke-muslimer (Det er disse to gruppers frihedsrettigheder, der især er problemer med) samt en fortolkning eller undsigelse af sharialoven, således der indrømmes en ubetinget accept af, at ethvert menneske når som helst frit skal kunne vælge at blive ateist eller skifte tro
- eller at indføre sharialoven fuldt ud i den historiske form, som mange islamister gør sig til fortalere for
Kun hvis det første vælges, kan frihedsrettighederne bevares, fordi sharialoven fratager kvinder og ikke-muslimer de fundamentale menneskerettigheder, som vi kalder frihedsrettighederne. Rettigheder som et vestligt demokrati med en retsstat ikke kan give køb på.
På den anden side påberåber islamisterne sig deres ret til at tilsidesætte disse gruppers rettigheder af hensyn til deres eget ønske om, at kunne dyrke og følge deres religions bud fuldt ud. De påberåber sig altså en trosfrihed, der hvis den skal gennemføres, krænker kvinder og ikke-muslimers fundamentale frihedsrettigheder. Dette er dilemmaet. Der er en selvmodsigelse mellem islams love og frihedsrettighederne.
Sharialoven går værst ud over kvinderne
Mon ikke de fleste ved, at der bl.a. er tale om, at mænd har ret til at tage fire koner, som de frit kan udstøde, at mænd har ret til at slå eller afstraffe kvinder, at kvinder i ægteskabet ikke kan sige nej til samleje, at kvinder har begrænset ejendomsret og arveret, at kvinders vidneudsagn tæller mindre end mænds, og at piger og kvinder hele livet er underlagt mænd. I følge islam ses kvinder som mænds ejendom, sharialoven kræver, at kvindens vogter, der fortrinsvis er mændene i familien, vælger, hvem hun skal giftes med, og det skal hun adlyde. Hun skal være tildækket udenfor hjemmet for ikke at distrahere eller friste mænd.
Nogle muslimer går ind for hele ”pakken”, andre kun visse dele, og der er uenighed om, præcist hvordan sharialoven defineres. Uanset dette, så er der dog relativt stor enighed om kernen og hovedelementerne i loven og reglerne. Sura 4, 34 fra Koranen siger: ”Mænd står over kvinderne på grund af det fortrin, Gud har givet nogle over andre og på grund af det, de giver ud af deres formue; derfor er fromme kvinder ydmyge og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. Og dem, som I frygter opsætsighed fra, skal I advare og hold jer fra dem i sengen og slå dem! Og hvis de adlyder jer, så foretag jer intet imod dem. Gud er visselig ophøjet og stor.”
Kvinder er andenrangs
Sharialoven hersker naturligvis ikke altid fuldt ud i selv meget religiøse muslimske miljøer, men vi ser sikre tegn på, at store dele af den gør, også her i landet. Det giver alvorlige problemer for pigerne og kvinderne, og det ses tydeligt, at en del muslimske piger og kvinder nu er underlagt mænd, og det er skræmmende samt skadeligt for samfundet. Kvindekønnet udgør 50 % af befolkningen. Hvis denne ulighed breder sig, således at efterhånden en mærkbar del af kvinderne i Danmark er andenrangs og underlagt andre mennesker, som er førsterangs, mændene, så er konsekvenserne for demokratiet og landets udvikling på sigt ret alvorlige. Endnu er det en mindre del af de kvindelige borgere, der herhjemme og i Europa er underlagt sharialovens snærende bånd som ikke ligeværdige og underlagt mænd, men udviklingen tyder på en stigning som det mest sandsynlige scenarium.
Kønsapartheid i Danmark
Til demonstrationer og i større forsamlinger i den islamiske kulturkreds går eller står kvinderne næsten altid for sig selv bagved mændene. I 2004 var flere tusinde muslimer samlet på Rådhuspladsen til fredagsbøn. I en reportage skrev en journalist i Berlingske, at det var smukt og ”der var højt til himlen”. Jeg overvejede, om det var fordi, det var en mand, han havde denne mening? Jeg syntes, det var rædselsfuldt. Som kvinde bliver jeg bange og får kvalme, når jeg ser denne kønsopdeling, som er ved at brede sig. Journalisten glemte at tænke på, at kvinder, der deltager under disse betingelser, ikke kan udfolde sig og ytre sig helt frit, de kan ikke befinde sig, lige hvor de vil og klæde sig, som de vil. Mange journalister skøjter hen over dette, og synes bare, det er smukt, når kvinderne står tildækkede bagved mændene for ikke at forstyrre og distrahere dem, når de har travlt med f.eks. at bede eller tænke.
Grupperne består ofte kun af det ene køn eller er kønsopdelt. Vi ser en opdeling og/eller forvisning af kvinder fra det offentlige rum. Andenrangs-systemet gør, at valget ofte bliver, at det rent praktisk er lettere, hvis kvinder og unge piger holder sig hjemme, hvor de kan færdes relativt frit, så længe der ikke er fremmede mænd. Det er tydeligt i ortodoks islamtro områder, at kvinder mangler i gadebilledet. Hvis man prøver at se på de mange billeder, vi ser i aviser eller TV hver dag fra muslimske områder fra udlandet eller herhjemme, så mangler det ene køn ofte. I omtalen tales om muslimer – aldrig om muslimske mænd eller drenge. Det bemærkes ikke engang, at der mangler et køn. Det er blevet accepteres af vores vestlige presse. Det er kommet snigende. Det er en apartheid, der ikke mere bemærkes, men som blot stiltiende accepteres som naturlig. Jeg finder det unaturligt. Journalisterne ulejliger sig sjældent hen i kvindeområder for at foretage et interview, hvorfor det overvejende er muslimske mænds meninger, vi hører.
Kønsapartheid i svømmehallen
I vores kommuner sørger man nu for, at muslimske kvinder kan få lov (af deres mænd) til at svømme, ved at man i svømmehaller sætter nogle timer af hver uge, hvor der kun er adgang for kvinder, og hvor livreddere og bademestre udelukkende er kvinder. Hermed velsigner og fremmer vi en kønsapartheid, som stilfærdigt er ved at brede sig. Når dette sker, begynder vi at indføre et system, der gælder i de kønsopdelte muslimske samfund, hvor islam har bredt sig i det offentlige rum og fylder for meget, hvor islam er mere end en privat religion. I skoler og ungdomsklubber over hele landet er kønsapartheid ved at vinde frem, det samme ser vi til møder, i klubber, ved konferencer og aftenskoletilbud osv.
En kønsopdeling i det offentlige rum, i offentlige institutioner m.v. er udemokratisk og berøver kvinderne deres frihedsrettigheder. Det var det, der fik mange i Vesten til at reagere kraftigt over den apartheid, der var i Sydafrika, hvor sorte ikke måtte ytre sig eller bevæge sig frit imellem de hvide. Det er ikke bedre, når det er kvinder, der ikke må ytre sig, bevæge sig helt frit, blande sig frit med andre mennesker og mænd eller klæde sig helt frit.
Vores folkestyre beror på, at borgerne er ligeværdige og har lige adgang til at deltage overalt. Vi skal stoppe enhver kønsapartheid i det offentlige rum, fordi det er en grundpille i et velfungerende folkestyre med demokrati, at køn ikke skal adskille borgerne, ligesom race og etnicitet heller ikke skal det. En form for racisme begrundet i køn er rædselsfuld, uetisk, udemokratisk og simpelthen ikke er farbar vej.
Nogle mener desuden, at den manglende tilstedeværelse af piger og kvinder i grupper med unge mænd er med til at fremme tendensen til, at unge mænd kan blive uharmoniske og voldelige.
Resignation og afmagt
De unge muslimske piger, der ønsker at forlade islam for at få frihed, for at få en højere uddannelse, have mulighed for en kæreste, evt. kunne vælge en ikke muslimsk mand, eller vælge ikke at få børn eller først at få disse, når karrieren er sikret, må resignere og indse, at det i de fleste tilfælde er umuligt. Piger her i Danmark har fortalt mig, at muligheden simpelthen ikke er der. Som en pige, der var skuffet og vred, sagde til mig: ”Danmark kan slet ikke hjælpe mig, om jeg så skifter navn og flytter til Skagen, vil jeg ikke være i sikkerhed, de vil altid kunne finde mig. Hvis jeg bliver gift og får børn, vil jeg altid hele mit liv vide, at jeg også udsætter mine børn for en fare, for hvis min familie en dag finder os – og de vil altid lede – så dræber de mig, og de dræber eller bortfører børnene. Kun hvis jeg både skifter navn og flytter til USA, kan det være, jeg vil være i sikkerhed.”
Det er hvad en muslimsk skolepige kan fortælle, når hun tør. Disse historier findes, og det er mit indtryk, at de ikke er ualmindelige. Det rummer for pigen en stor fare at være så ærlig omkring det, og som i dette tilfælde at betro sig til mig. Derfor hører vi ikke så ofte om det. Havde jeg nu fortalt brudstykker af denne samtale til blot ét medlem af hendes store familie eller netværket i hendes by, så kunne konsekvensen for hende have været særdeles alvorlig.
Stening til døde
I Koranen (sura 24, 2) står, at sex uden for ægteskabet skal straffes med 100 piskeslag, en straf, som senere i islamisk lov blev skærpet til stening til døde. Det fremgår af sharialoven, at det er brudens familie, der skal vælge, hvem hun skal giftes med, samt at kvinden skal adlyde det. Det anses for helligbrøde at have sex uden for ægteskabet, og kvinder er generelt underordnet mænd.
Det er de unge piger, der er mest vrede over det, de føler sig ret fastlåste, selv det at lufte vreden er farligt. Kun nogle få modige tør at fortælle om det, hvis de kan finde nogle, de stoler på, eller hvis de kan gøre det anonymt f.eks. i bogform. Bogen ”Forbandede ære” af Nadije Osmani, forlaget CDR 2000, fortæller godt om dette. Ældre kvinder med flere børn har ofte lært at resignere. Børn har alle dage virket særdeles afvæbnende på kvinder, og i den islamiske kulturkreds har kvinden tit ikke engang den frihed, at hun kan vælge børn fra.
Pigerne er ofte i perioder rasende over deres ”fængsel”, men ret magtesløse. Det fremgår også, at de er uhyre jaloux på deres brødre og fætre, der har en højere status, kan bestemme mere over sig selv, kan bevæge sig frit, gå til sport, besøge de venner de vil, og som normalt ikke har ret mange huslige pligter. Pigerne er meget ofte overvåget permanent, det må føles ulideligt. De kan ikke gå til sport, hvor der er drenge, de må ikke lave lektier med både piger og drenge, de må ikke have kærester, de kan ikke gå i seng med drenge, og de kan ikke gå ud og danse som deres brødre. De må ikke engang holde en dreng i hånden og da slet ikke en kristen eller en ateist. De vil ofte ikke være i sikkerhed, hvis de gør det. Der er så godt som ingen muslimske piger på de danske diskoteker, men der er masser af muslimske drenge og mænd. De muslimske piger, der vokser op i Danmark, og som ønsker at forlade islam for at kunne blive frie, løber normalt en meget stor risiko i hvert eneste tilfælde.
Vi ser med andre sekter eller fællesskaber, f.eks. Jehovas Vidner, at (unge) mennesker der vil bryde ud, straffes med total udstødning. Men for muslimer er straffen værre. Den lov, der gælder i islam, og som også i Danmark i mange tilfælde kræves overholdt, er anderledes for piger, end for drenge og mænd. Denne lov foreskriver et liv i ufrihed, en fængselslignende tilværelse for disse kvinder og piger. Både de love, der kræves overholdt og de straffe, der er tale om, hvis pigen eller kvinden vil bryde ud, er normalt langt alvorligere end for mænd og drenge, der i øvrigt ikke har samme incitament til at ønske at bryde ud, da lovene ofte er til deres gunst.
En undersøgelse fra Stockholms Universitet har for nylig vist, at op imod 100.000 unge piger lever under fangelignende vilkår i deres familier. Hvor er deres borgerrettigheder? Hvor er deres frihed? Og hvor en den politiske interesse for dem?
Herhjemme står det næppe bedre til. I Århus viste en screening af de tosprogede børn, som skulle starte i folkeskolen i 2006, at 366 ud af 581 testede ikke kunne tale et alderssvarende dansk. Der var hovedsageligt tale om børn med muslimsk baggrund. Hvis forældre forhindrer børn bl.a. ved tørklædetvangen i at kunne/måtte lege og omgås andre ikke muslimske børn, så forhindres de i at kunne lære det danske sprog og den danske kultur. Fængslet starter tidligt. Det er overgreb mod børnene, der kalder på politisk handling.
Sharialoven og skilsmisse
I praksis lever mange muslimske kvinder i uopløselige ægteskaber, hvor manden ikke vil give slip på hende. Hvis kvinden ikke har ønsket at indordne sig manden, ses det ikke sjældent, at hun af denne grund bliver udsat for vold. Også kvinder med ikke muslimsk baggrund udsættes for vold, men der er den forskel, at volden accepteres mere i det muslimske miljø, hvor det ikke sjældent opfattes som mandens ret at slå sin kone og sine børn. Det står i Koranen, og det betyder, at kvinden måske ikke får opbakning i sit miljø, og det gør det sværere for hende at frigøre sig. Også børnene betragtes normalt som tilhørende faderen og den øvrige familie. I følge sharialoven anerkendes hendes skilsmisse ikke, hvis ikke den var ønsket af manden. Hun vil stadig blive betragtet som hans ejendom, og det samme gælder børnene.
Det er virkeligheden for mange af de muslimske kvinder, der lander på landets krisecentre, hvor de er markant overrepræsenterede i forhold til andre kvinder. Også kvinder, der ikke lander her, oplever store problemer med en manglende anerkendelse i det muslimske miljø af en gyldig, dansk juridisk skilsmisse.
Sharialoven foreskriver, at manden kan blive skilt ved overfor vidner tre gange at erklære, at han vil skilles, men kvinden skal indhente mandens accept. Det betyder, at mange kvinder lever i uopløselige ægteskaber, der kan ligne fængsler. Især de voldelige mænd ønsker ikke at give slip på kvinden. Der gives mange eksempler på kvinder, der presses, trues, chikaneres og forfølges efter at have forsøgt at forlade deres mand. Det er sædvanligt, at en stor del af både hendes og hans familie deltager i det. Derfor opgiver mange. Prisen for den kvinde, der trods alle odds får gennemført en skilsmisse mod mandens vilje, vil ofte være total isolation og evt. et liv med angst, hvis hun stadig forfølges. Måske må hun give afkald på sine børn. Det er en høj pris.
Det er kun toppen af isbjerget, vi ser, det er kun en meget lille del af de kvinder, der er utilfredse, der kan mobilisere kræfter og mod til at bryde ud. Mange af kvinderne vil i deres ægteskaber have levet ret isoleret i forhold til andre borgere, og det gør det endnu vanskeligere for dem at bryde ud, og så klare en isolation og udelukkelse fra familien bagefter. Selv sprogundervisning har en del af kvinderne været holdt væk fra, fordi deres mænd foretrak, at de var hjemme og mente, at de ikke behøvede at kunne dansk for at passe børn og købe ind.
Sharialoven kan ikke forenes med dansk lov
Den herboende pakistanske sharialov-ekspert Rubya Mehdi siger, at muslimer i Danmark i udpræget grad følger hjemlandets retsregler, og at: ”Der i dagens Danmark findes et muslimsk retssystem parallelt med det officielle danske”. Her har kvinderne ikke eller næsten ikke adgang til skilsmisse, børnene følger faderen ved skilsmisse, indbo og økonomiske værdier tilfalder ham, manden må slå sin kone etc.
Hun gør opmærksom på, at muslimer i Danmark ofte reelt bliver gift, skilt og deler børn og formue efter islamiske principper, og hun siger: “Hvis vi lukker øjnene og siger, at her gælder kun dansk lov, kan vi ikke påvirke det, når folk alligevel praktiserer noget, de selv anser for islamisk lovgivning, men som reelt er blandet med hjemmestrikkede og lokale skikke fra egne lande og provinser,” (Information 29.4.2006). Det er godt, hun gør opmærksom på det. Men desværre foreslår hun senere i artiklen, at islamisk familieret også her i landet bør kunne anvendes legalt, hvis én af parterne ønsker det, når reglerne ikke direkte strider mod frihedsrettighederne.
Det vil være katastrofalt, for som jeg tidligere anførte, skal lovene i et demokrati være menneskeskabte og ikke baseret på et indhold i Koranen eller hadith-samlingerne. Samtidig vil hendes forslag stride mod borgernes ret til religionsfrihed, så det vil jo pr. automatik være i strid med en af frihedsrettighederne. Ydermere er der tale om det problem, at en muslim, der evt. vil ønske at forlade islam og konvertere for at komme ud af sharialoven, jo ofte ikke kan gøre dette uden en løbe en stor personlig risiko, da sharialoven i sig selv foreskriver en alvorlig straf for at forlade islam (Sura 4.89 : ”Hvis de vender sig bort fra troen, så grib og dræb dem…”). Det vil sige, man er trælbundet. Af de anførte grunde, demokratiets forudsætning – samt retten til at blive fri for religion og til at kunne konvertere – er hendes forslag antidemokratisk.
Da sharialoven diskriminerer kvinder og gør forskel på muslimer og ikke muslimer, vil den afskaffe det politiske ligeværd for mennesker, som er demokratiets forudsætning. Det ses af og til, at personer foreslår islamisk lov i et demokratisk land som Danmark, men hvis man kan foreslå love, der er baseret på en religion og ikke på et flertal i Folketinget, så mener jeg ikke, man har forstået kernen i et sekulært demokrati, eller man er simpelthen ikke demokrat.
Et parallelt lovsystem – med imamen som omdrejningspunkt
Sharialoven bliver i et vist omfang anvendt i praksis herhjemme bl.a. i moskeerne på det familieretslige område, så domstole, statsamterne, kommuner, rådgivningscentre etc. respekteres i virkeligheden ikke eller optræder måske blot som supplerende retslige og/eller administrative instanser. Dvs. det danske retssystem og de sociale myndigheder bliver kun brugt som et supplerende system til det virkelige retssystem, der er sharialoven, som den fortolkes af de religiøse overhoveder og imamerne.
De danske myndigheder ved ikke altid, hvad de skal stille op. Når der er tale om regulære trusler, er kvinderne ofte for bange til at anmelde eller informere myndighederne om det, og hvis de gør, vil det ofte være påstand mod påstand. Det er svært i det danske system at håndtere sharialoven eller rettere eftervirkninger af sharialoven, for det er klart, man fra dansk side ikke ønsker at indføre eller acceptere sharialoven. Mange sagsbehandlere og eksperter i det danske system er for tavse og lukker øjnene for realiteterne, skønt der er tale om et parallelt og alternativt sharia lovgivnings og forvaltningssystem af et ikke ubetydeligt omfang, som truer hele samfundet og vores egne offentlige instanser. Det er en farlig udvikling. Der forvaltes i den muslimske kulturkreds et alternativt juridisk rådgivningssystem. Folketinget bør snarest indføre forskellige love, der kan bremse dette.
Kvinderne kender ofte sharialoven bedre end de danske love og deres rettigheder samt pligter her i landet. Og der er store menneskelige omkostninger for de kvinder og børn, der kommer i klemme. Som det er nu, ”rydder vi kun lidt op”, så godt vi kan og hjælper de få kvinder, der som sharialovens ofre, når frem til krisecentrene. Pigerne og børnene hjælpes som oftest slet ikke. Vi må tage fat på det, der skaber problemerne, og der må forebygges. Skolen bør undervise børn og unge om disse emner, om kønnenes ligeværd, om det ulovlige i vold overfor familiemedlemmer, at det er ulovligt at true og nægte en kvinde skilsmisse, at tvangsægteskab er forbudt, at det er ulovligt, at omgå den danske lovgivning på det familieretslige område, at det er forbudt at true eller tvinge kvinder til at overholde sharialovens regler i det hele taget, og at det i det hele taget er ulovligt at true familiemedlemmer til at overholde religiøse regler. Der bør gribes effektivt ind overfor bl.a. imamerne. Det danske samfund har hidtil ageret med slaphed.
Vi venter på politikerne
Politikerne må handle og sørge for, at det er de love, der er vedtaget i Folketinget, der gælder overalt i Danmark. En rapport fra England har vist, at der var tale om en betragtelig islamisering af samfundet med parallelle ”domstole”, hvor der i områder med mange muslimer dømmes efter shariaen i sager vedr. ægteskaber (Berlingske 12.8.2006). Udbredelsen må også antages at være betydelig i Danmark, hvor bl.a. holdningsundersøgelser for nylig har vist et ønske om, at sharialoven skal dominere. Det viste sig (Rambøl for JP 20.5.2006) at 28 % af danske muslimer finder, sharialoven skal gælde i Danmark, de 21 % mente som en del af lovgivningen, mens 7 % mente, at sharialoven skulle gælde alene. 62 % mente, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Samme undersøgelse viste, at de unge herhjemme vender sig endnu mere mod islam end forældrene. Kun 42 % mente, at den enkelte muslim selv må tolke Koranen individuelt. 11 % svarede ved ikke, 47 % at det kan eller må man ikke. I England har en undersøgelse vist, at 40 % ønsker sharialoven indført for alle borgere i de områder af landet, hvor der er muslimsk flertal.
Nogle muslimer kalder ofte den islamisk religiøse vejledning, retledning eller afgørelse for ”juridisk”. Retten til at bruge ordet juridisk, til at yde juridisk rådgivning og kunne træffe juridiske afgørelser, mener jeg bør beskyttes, så denne ret kun kan bruges af reelt juridisk uddannede personer. Og det må sikres, at det kun er dansk lov, der er vedtaget i Folketinget, der må forvaltes af en jurist, ikke sharialoven, når man bruger juridiske betegnelser.
Den vejledning og rådgivning, som islamisk skriftkloge og imamerne giver, bør det være ulovligt at omtale som juridisk, da det af forbrugeren (den muslimske kvinde og mand), ofte opfattes som mere end en religiøs rådgivning. Der skal sættes ind med folkeoplysning om, at det er frivilligt, hvorvidt man vil følge et religiøst krav eller en religiøs forordning, at man kan frasige sig det, og at en religiøs rådgivning ikke er bindende. Det forekommer ofte, at muslimske kommentatorer i medierne angående islams love henviser til de muslimske ”jurister”. Jeg ved ikke, hvad journalisterne tænker, men de plejer ofte at forlade emnet. Det virker afvæbnende på dem. Det bør ikke være lovligt, at bruge ordene jurist og juridisk således, disse ord kan misforstås som værende relateret til dansk gældende lov, når der i stedet er tale om en lov eller vejledning, der er religiøs, som der ikke kan være en pligt til at overholde, fordi det kun er politisk vedtaget verdslig lov, der gælder i vores land, og fordi der endvidere er (eller bør være) religionsfrihed.
Nøleri
Der har kun været små forsøg på at stoppe sharialoven i Danmark fra politisk side. Man har forsøgt at stoppe tvangsægteskaberne med den såkaldte 24 års regel, som har været et gavnligt initiativ. Ellers er der ikke gjort meget. Der har været visse initiativer for at mindske omfanget af opdragelsesrejser til hjemlandet. Mange, herunder ansatte i kommunerne og i skolesystemet, har efterlyst central politisk handlekraft. Folketinget bør nedsætte et udvalg af personer, der kender lidt til sharialoven og islam, men som vel og mærke forstår og holder mere af demokratiet og af børn, kvinder og vestlige frihedsrettigheder end af sharialoven, til at gennemgå hele området grundigt, og så se på hvilken konkret lovgivning, der bør gennemføres. Der bør sættes ind mange steder, og det haster.
Litteratur:
Vedrørende sharialoven kan bl.a. henvises til Sami Zubaida: ”Ret og magt i den islamiske verden”, Carsten Niebuhr Biblioteket 2006
Billedtekst i bogen:
Hvis man prøver at se på de mange billeder, vi ser i aviser eller TV hver dag fra muslimske områder fra udlandet eller herhjemme, så mangler det ene køn ofte. I omtalen tales om muslimer – aldrig om muslimske mænd eller drenge. Det bemærkes ikke engang, at der mangler et køn.
Bogen kan købes her:
https://www.plusbog.dk/maskeret-tvang-9788799160006/
(Bogen er fra 2006 men problemerne omtalt er lige så aktuelle. Og sharialoven har jo bestemt ikke ændret sig, så stadig læseværdig, skulle jeg mene)