De arabiske lande svigter palæstinenserne. Muren er en ulykkelig, men nødvendig løsning
11. juli 2012
ISRAEL HAR BYGGET betonmure og hegn, der gør det vanskeligt for palæstinenserne – og for israelske jøder – at færdes frit. For jøderne var det ikke noget nyt.
For dem var det også sådan før muren. De har i mange år ikke kunnet færdes frit og uden risiko i de omgivende arabiske lande, hvilket vi efterhånden finder så naturligt, at vi ikke omtaler det.
Det er både tankevækkende og skræmmende. Personer med jødisk baggrund har fundet et fristed i Israel, hvor de kan leve i fred, mens de i stor stil har måttet udvandre fra alle de arabiske lande. Ofte fik de ikke deres værdier med sig.
Folkekirkens Nødhjælp har på Roskilde Festivalen i år ønsket at protestere mod muren, som gør det vanskeligt for palæstinenserne, der var vant til at komme i Israel. For i modsætning til det, jeg lige beskrev, så kan palæstinenserne godt være i Israel uden at være i fare. Det siger en del om konflikten.
Når palæstinenserne på Vestbredden og andre steder har så hårdt brug for at komme til Israel, skyldes det, at de arabiske lande har svigtet dem totalt.
De har ikke villet give palæstinensere borgerrettigheder, men fastholder dem i stort tal i flygtningelejre. I modsætning til det meget mindre land Israel, der har givet de arabere, der blev i Israel trods krigene, meget bedre muligheder.
Mange har fået israelsk statsborgerskab, hvilket de normalt ikke vil bytte for noget i verden.
De arabiske lande burde hjælpe og fordele samt optage de palæstinensere, der ønsker det som statsborgere, så de ikke skal fortsætte med at leve udsigtsløse liv i lejrene.
Herudover burde der også på sigt oprettes en selvstændig palæstinensisk stat, hvis dette kan ske, uden vi risikerer Israels fremtidige eksistens.
Jeg forstår ikke, hvorfor Folkekirkens Nødhjælp ikke protesterer over de arabiske landes svigt. Det er hegn til flygtningelejrene, der skal rives ned! Palæstinenserne burde gives mulighed for statsborgerskab i de arabiske lande. De er ikke kun Israels problem.
Hvis man ser på et landkort samt studerer demografien, så mener jeg, at man kommer frem til, at det lille bitte land Israel simpelthen ikke kan optage flere arabere og/ eller palæstinensere som statsborgere. Det er de arabiske landes tur til at træde til.
Den forhadte mur omtaler den palæstinensiske Antoniette Sedin i avisen som en slags berlinmur, der straks bør fjernes. Det er forkert at foretage denne sammenligning. Ingen bør være i tvivl om, at Israel følte sig nødsaget til at opføre den for at beskytte sig mod terrorisme og selvmordsaktioner. At fjerne den ville indebære ofring af menneskeliv. Palæstinensernes had og ønske om at dræbe civile israelere er jo stadig til stede.
Det forekommer mig på grænsen til det kyniske at plædere for en fjernelse af muren uden samtidig at fremkomme med andre forslag, der kan hindre en genopblussen af volden. I Berlin var det en befolkning, der blev forenet.
Vi har to folk, der længe har været i en permanent latent krigstilstand, adskilt af en mur. At anbefale at rive denne ned vil ikke som i Berlin føre til glæde, men derimod til yderligere lidelse og blodsudgydelse.
Det har chokeret mig, at Folkekirkens Nødhjælp ser så snævert og ensidigt på problematikken.
Personligt vil jeg ikke kunne støtte denne organisation, førend de fuldstændig sadler om og anerkender, at også Israel har krav på at leve i sikkerhed og fred.
Israel er truet, dets fremtid er usikker. Muren er en sørgelig, men helt nødvendig løsning, som situationen er nu.
Som et p. s. til sidst vil jeg lige nævne, at jeg her ikke har omtalt bosættelserne, det er en helt anden sag. Dem har jeg – som en erklæret Israelven – svært ved at forsvare.