Den barmhjertige samaritaner. Skal ikke bruges politisk
27. december 2010
KNUD ERIK LÆGSGAARD havde en længere replik til mig her i bladet den 20. december, og tak for den. Jeg bryder mig stadig ikke om den sammenblanding mellem kristendom og politik, som jeg også fandt i dette indlæg. Vi er fortsat uenige.
Lægsgaard nåede vidt omkring fra familiesammenføring, hvaler, ligheden mellem kærlighed og økonomi, kristendommens næstebegreb (igen) og til forholdet mellem etik og politik.
Jeg går ind for og holder meget af det sekulære demokrati, som vi er så heldige at have i dette land (hvilket er noget ganske andet end sekularisme).
Det betyder, at jeg er en modstander af religiøse argumenter i politik, som jeg finder udgør en trussel mod demokratiets opretholdelse og vores frihedsrettigheder.
Nu er vi så heldige, at kristendommen, som har præget Danmark og den største del af befolkningen, såvel ateister, kulturkristne som de bekendende lutheransk kristne, i sit indre selv sekulariserer det politiske.
Det går som en rød tråd igennem Det Nye Testamente.
Man kan ikke påberåbe sig at have Gud på sin side, medmindre man voldtager ordene i Det Nye Testamente.
Som kristen står man helt alene politisk set. Der er ikke i Jesu forkyndelse et entydigt politisk budskab.
Ingen har vel sagt det bedre end teolog og religionsfilosof K. E. Løgstrup: ” Det menneske, for hvem det kristne budskab er den afgørende sandhed om hans eksistens, kan ikke i det budskab hente nogle specifikke kristelige argumenter for det ene eller det andet syn på ægteskab, børneopdragelse, politik og så videre, men han må argumentere for sin opfattelse på det ene og det andet område som enhver anden – og med argumenter, der må kunne godtages af ikke-kristne såvel som kristne”.
Næstebudskabet er en fordring til det enkelte menneske, der må afgøre med sin samvittighed og sin Gud, hvad der i den pågældende situation kræves af ham eller hende – ikke af næsten. For det er en sag mellem næsten og næstens Gud. Man skal være varsom med at definere næsten og pligten for andre.
Når det drejer sig om, at man mener, andre skal yde ofre, og om fordelingspolitik, må man komme med andre argumenter end dem, man henter ud fra sin personlige religionsfortolkning.
Hvis man bruger religiøse argumenter her, så afskaffer man den politiske ligeværdighed, som demokratiet kræver for, at man kan indgå i ligelig debat og argumentere i øjenhøjde med andre borgere i den samfundsdiskussion, der skal danne baggrund for vedtagelsen af landets love.
For mange af os er det i høj grad vores religion, der giver os vores værdier, men når vi i politisk sammenhæng skal argumentere for et synspunkt, bliver vi nødt til at søge at fremføre rationelle, diskuterbare argumenter, så vi kan drøfte med mennesker, der har en anden religion eller måske er ateister. I et sekulært demokrati skal alle kunne være med uanset religion, og derfor skal lovene i samfundet skal være menneskeskabte og rationelt begrundede.
Vi skal ikke have religiøst begrundede love.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad den 27.12.2010