Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Dyr er ikke en vare

16. august 2007

JEG forstod Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelkes replik til undertegnede og til Kristen Touborg, JP 4/8, således, at han mener, de gældende regler på dyretransportområdet ikke er gode nok.

Hvis det er rigtigt, så er vi enige. Jeg har netop peget på, at EU-systemet har fejlet på dette område ved at indplacere dyr som en vare, der skal kunne udveksles frit over grænserne. Veterinærdirektør Preben Willeberg sagde 12/7 – 2007 til JP, at EU ikke ønsker at stille hindringer i vejen for transport af levende dyr, samt at problemet består i, at EU’s regler bevidst er lavet »yderst moderate«, som han udtrykte det.
Jeg er helt enig. Det er kød, der som en vare skal kunne udveksles frit, og det er stærkt kritisabelt, at EU-systemet i stedet favoriserer og fremmer transport af levende dyr.
Peter Gæmelke kritiserer så, at myndighedernes kontrol med reglerne svigter. Journalist Lars Attrup har i JP afdækket en del alvorlige fejl og svagheder i kontrolapparatet, som jeg ved, at mange inden for systemet i virkeligheden har kendt til i årevis.

Utilstrækkelige regler
Men et kontrolsystem efter de nuværende regler kan aldrig komme til at fungere blot rimeligt, og en kontrol med regler, der er utilstrækkelige, kan desuden ikke blive bedre, end de dårlige og utilstrækkelige regler giver basis for.
EU bør gøre det nødvendige, få fastsat en maksimal transporttid for slagtedyr på fire timer for søer og køer og otte timer for andre dyr fra stald til slagteri.
Ellers må de enkelte nationalstater have lov til dette. Det er urimeligt, at EU forbyder og forhindrer dette og tvinger landene til at se stort på dyreetik og dyrevelfærd.
Men det at EU-systemet fejler og har regler, der er utilstrækkelige, samt at myndighedernes kontrol fejler, forhindrer jo ikke landbruget og dets organisationer i at påtage sig et selvstændigt brancheansvar for at søge at optimere og sikre en dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig behandling af dyr og samtidig støtte et krav om, at reglerne strammes og forbedres, så der bl.a. vedtages acceptable transporttider for slagtedyr.
Jeg mener derfor fortsat, at Landbrugsraadet og Dansk Landbrug burde have en sortliste, så personer, der gentagne gange har transporteret dyr på en ulovlig og uacceptabel måde, bliver ekskluderet af de frivillige landbrugsorganisationer, der ikke burde ønske at beholde den slags mennesker som medlemmer.
Gæmelke peger sidst i sit indlæg på, at også dyrlæger, der groft tilsidesætter deres pligter ved kontrollen, bør sortlistes. Det har jeg ingen indvendinger mod.

Lene kattrup i Jyllands-Posten 16. august 2007


 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver