Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Dyreværnsforeninger vil forbyde seksuel omgang med dyr

10. januar 2010


Seksuel omgang med dyr skal være strafbart. Det mener en lang række dyreværnsorganisationer, som de kommende måneder kører en kampagne for at få lovgivning, der forbyder sodomi. Det kan sidestilles med voldtægt, mener dyrlæge

Julenat havde en ukendt person seksuel omgang med et føl i nærheden af Køge. Ejeren fandt den halvandet år gamle hoppe bundet i stalden med en stol stillet op bagved, og en dyrlæge bekræftede senere, at dyret havde været udsat for sex med et menneske.

Selvom der ikke findes danske tal på, hvor ofte mennesker på denne måde misbruger dyr, er sagen langt fra enkeltstående, og i dag lancerer 16 dyreværnsforeninger anført af Dyrenes Venner en kampagne for at få seksuel omgang med dyr forbudt:

– Man krænker dyret og dets værdighed og integritet. Et dyr har ingen mulighed for at sige fra. Dyr er i menneskers varetægt, og derfor skal der være en lovgivning, der begrænser, hvad man må foretage sig med dem – også seksuelt, siger Peter Mollerup, formand for Dyrenes Venner. Han håber, kampagnen kan sætte gang i en folkelig modstand, som får politikerne til at indføre forbud.

I flere lande er seksuel omgang med dyr ulovligt. I England er straffen op til to års ubetinget fængsel.

Men i Danmark er det ikke ulovligt, og Det Dyreetiske Råd anbefalede for tre år siden politikerne at undlade lovgivning på området. Rådet anførte, at så længe dyret ikke lider overlast, skal seksuel omgang med dyr ikke kriminaliseres. Og daværende justitsminister Lene Espersen (K) afviste derfor et forbud – til dyreværnsforeningernes store utilfredshed:

– Vi mener, et direkte forbud mod dyresex vil sende et klart signal fra samfundet om, at det her er forkert og dermed have en præventiv effekt, siger Peter Mollerup.

 

Det er typisk større husdyr som heste, køer, får, hunde og søer, der misbruges, og undersøgelser fra blandt andet Sverige og Norge har vist, at en stor andel af dyrene får alvorlige skader, fortæller dyrlæge Lene Kattrup:

– Nogle af de mennesker, der dyrker sex med dyr, kommer uforvarende til at skade dyrene, fordi de ikke kender deres anatomi. For eksempel har mennesket seksuelle kompetencer hele livet og hele året. Men de fleste hundyr er kun i brunst i ganske få og meget korte perioder. Derfor er seksuel omgang med dyr at sidestille med voldtægt. Jeg er meget frisindet, men jeg synes ikke, dyr skal bruges som en genstand eller som seksuelt legetøj. Selv når vi spiser dem, foreskriver loven, at de bliver aflivet uden smerte og lidelse, siger Lene Kattrup.

 

Professor og formand for Det Dyreetiske Råd, Peter Sandøe, er modstander af at kriminalisere seksuel omgang med dyr, hvis dyrene ikke lider overlast:

– De mennesker, der har sex med dyr, er i forvejen dybt stigmatiserede, og jeg ser ingen pointe i at straffe dem, hvis dyrene ikke lider overlast. I mange andre sammenhænge beder vi jo heller ikke dyrene om lov – for eksempel inseminerer vi tusindvis af søer hvert år for at gøre dem drægtige, siger han.

Men undersøgelser har vist, at dyrene får alvorlige skader?

– Der er ingen, der ved, hvor stor en andel af dyrene, der får skader, – da ingen ved i hvor stort omfang, der forekommer seksuel omgang med dyr. At nogle dyr får skader er naturligvis forfærdeligt, men det er naivt at tro, at et forbud vil føre til, at færre dyr lider overlast. Tværtimod er det sværere at følge, hvad der sker blandt de pågældende mennesker, hvis det hele er kriminaliseret, siger han.

Kampagnen består af underskriftsindsamling, annoncer, pjecer og demonstrationer samt en opfordring til danskerne om at sende et – til lejligheden – fremstillet postkort til justitsminister Brian Mikkelsen (K) med overskriften: Kender du nogen, som tænder på dyr?. (Email er skjult - JavaScript skal være slået til)

Kristeligt Dagblad 11.01.2010

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver