Dyrlæge: Lad os kalde rewilding, hvad det er
27. september 2022
Jeg læste med interesse Bengt Holst’s (tidl. videnskabelig direktør for Zoo i Kbh. og formand for bestyrelsen for Den Danske Naturfond) indlæg i avisen den 5. september ”Er naturen for barsk for dyrene?”, som handlede om rewilding, selvom han ikke brugte dette ord. I medierne har han også opfordret til, at vi skal undgå ordet for ikke at puste til den folkelige modstand mod de nye naturnationalparker. Rewilding er blevet et kontroversielt emne på grund af den planlagte sult for heste og kvæg og de fotos og videoer, der er dukket op af magre dyr.
Det er centralt for rewilding af heste og kvæg, at de skal forvildes på naturområder, og at der ikke vinterfodres, medmindre de har sultet i så lang tid og er kommet så meget under deres normalvægt, at det på afstand kan ses på trods af vinterpels, eller hvis de skønnes at være i risiko for at dø af sult og fødemangel. Man vil dog i disse tilfælde normalt altid hellere udtage eller aflive dem. Fodring er meget uønsket. Der er nemlig tale om selektion, man vil have fremavlet stærke dyr, der kan undvære supplerende foder om vinteren, selvom udgangspunktet er husdyr.
Jeg mener, at naturbiologerne og tilhængerne af rewilding delvist har misforstået Darwin. Det vil slet ikke gå så hurtigt at forvilde dyr naturligt, som de antager. Og desuden vil rigtig mange dyr skulle lide på vejen til målet. Ikke helt få tilhængere af projektet synes, at målet helliger midlet. Og nogle af dem mener ikke, at en hest eller et kreatur, der sulter og går ude om vinteren i underernæret tilstand, lider.
Kvæg og heste i naturen er hver dag afhængige af mange kilo græs og bundvegetation. I Danmark stopper græsset sin vækst i mange måneder i vinterhalvåret. Men hjortene kan i stort omfang skifte til eller supplere med blade, buske, grene, bark og så videre. Det kan kvæg og heste ikke, de kan slet ikke fordøje og udnytte denne føde i samme omfang. En anden vigtig forskel er, at heste og kvæg, også de hårdføre racer, ikke er skabt til at tilpasse sig vinteren ved at sænke deres stofskifte, nedsætte deres mave-tarm-aktivitet, tære på eventuelle reserver eller ”sommerfedt” og hvile sig mere, som eksempelvis hjorte gør. Som de husdyr, de er, kan de ikke dette fysiologisk.
Den veterinærfagligt baserede holdning, der er meget anderledes end den naturbiologiske, som jo har sit hovedfokus på den naturopgave, dyrene skal udføre, udtrykkes fint af Det Veterinære Sundhedsråd, der om vinterudegående husdyr som heste og kvæg har sagt:
”Alle dyr, der er udegående hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, skal sikres mod vejr og vind ved at være forberedt på at skulle være udegående. Dyrene skal således være tilvænnet til at gå ude, skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag, og de skal være ved godt huld, og de skal tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes.”
Rådet mener også, at ”tilførsel af supplerende foder kan lejlighedsvis – altså i kortere perioder – undlades i de tilfælde, hvor det under de daglige tilsyn konstateres, at alle dyrene er ved godt huld, og deres fysiologiske behov i øvrigt er tilgodeset ved, at der er let tilgængeligt og rigeligt med føde på arealerne, således de ikke har behov for supplerende foder”.
Der er et tydeligt clash mellem rewildings-ideologien og en mere veterinærfaglig holdning baseret på pligtetik med fokus på dyret som individ og et husdyr, der har krav på god dyrevelfærd, når det er anbragt i naturen bag hegn. Rådet slår fast, at det ikke går an at undlade supplerende fodring hele vinteren igennem, hvis god dyrevelfærd skal prioriteres. Det er også, hvad vi kan se i virkeligheden. Lene Kattrup er dyrlæge og tidligere medlem af Det Etiske Råd
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/dyrlaege-lad-os-kalde-rewilding-hvad-det-er
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 27.9.2022