Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Dyrlæge til Ejrnæs: Indhegnet designernatur vil efterlade sultende dyr i mennesketomme naturarealer

8. august 2022

Rasmus Ejrnæs og miljøminister Lea Wermelins rewildingdrømme med flere indhegnede dyrehaver vil både koste os op mod halvdelen af vores statsejede skove og mange borgeres adgang til naturarealer.

Rasmus Ejrnæs tænker for forenklet, firkantet og i kasser på naturområdet, hvilket tydeligt kom frem i hans indlæg den 16. juli, som er en genudgivelse af indlægget fra den 16. maj.

Rasmus Ejrnæs tænker for forenklet, firkantet og i kasser på naturområdet, hvilket tydeligt kom frem i hans indlæg den 16. juli, som er en genudgivelse af indlægget fra den 16. maj.

Ejrnæs deler bare landet op i tre zoner: Byzonen, Produktionszonen og så Naturzonen, som han definerer som urørt natur eller urørt skov med rewilding, hvor der også skal fældes træer og skabes oversvømmelse. Og han tror fejlagtigt, at det er det eneste, der kan give øget biodiversitet. Hvilket han ikke kan bevise, da vi ikke har nogen evidens for det.

Han ønsker blot en helt speciel designernatur indført i nogle særlige reservater, som han og de andre biologer skal stå for driften af (i nogle vellønnede jobs). Og landet skal så inddeles i zoner.

Ønsker dyr, der sulter

Men vi er nogle stykker, der også gerne vil have god natur og meget gerne også bedre biodiversitet, men på en helt anden måde end den rigide og fastlåste måde, Ejrnæs ønsker med rewilding og urørthed.

Ret vildledende overser han værdien af den naturnære skovdrift, foruden de mange store udyrkede forskellige naturområder, vi har. Det er bestemt ikke rigtigt, at der ikke er gamle træer, dødt ved, vand og buske, urter og lys samt sommerfugle, som han påstår, alle disse steder.

Han glemmer desuden en del andre relevante hensyn såsom borgernes adgang til en fri natur uden hegn og uden at skulle se på den nød, som de udsatte dyr ifølge hans designernatur vil blive udsat for i vinterhalvåret. Han vil have indhegnede dyrehaver med dyr, der skal sultes lidt, meget eller rigtigt meget.

Vi har i Danmark meget god natur og fantastiske naturområder flere steder, som bare er forvaltet på andre måder end Ejrnæs’ fastlåste urørte rewildingformat. Han virker ensidig og næsten manipulerende i dette debatindlæg.

Mon borgerne i Danmark virkelig er parate til at bytte vores skove med Ejrnæs’ nye indhegnede designernatur, som er dyreparker med stor risiko for dyr, der sulter? Det er jo nærmest (og sagligt ubegrundet) blevet en religion for rewilderne, at dyrene ikke må vinterfodres. Desuden skal hydrologien genskabes, som de kalder det, hvilket vil give oversvømmelser, og rigtigt mange træer skal fældes eller veteraniseres.

Nogle af kritikerne kalder det ligefrem for skovødelæggelse.

Ufremkommelig, indhegnet natur er ikke vejen frem

Vi har mange skønne skove og pragtfulde naturområder, hvor der hersker gode forhold. Men naturen skal generelt have mere plads, og pesticidforbruget bør begrænses meget mere end nu, og så ville det være bedre, hvis vi havde langt mere økologi. Personligt mener jeg, at en meget stor del af og måske endda hele det danske landbrug burde omlægges til økologi. Med lang og gradvis omstilling og fuld kompensation til landbruget.

Og så mener jeg, at man skulle – uanset hvor upopulært det er at sige det – forsøge at gøre noget ved den voldsomme overbefolkning, vi har. Også i Danmark.  

Jeg elsker den danske natur, men jeg synes bestemt ikke om Ejrnæs og Lea Wermelins planer om urørt skov og rewilding med de nye indhegnede naturnationalparker, der jo indeholder begge dele, som tilsammen efter planerne vil omfatte over halvdelen af det statsejede skovareal. Det er voldsomt, for det drejer sig om 35 til 60 procent af de statslige skove.

En stor del af de skove, som mange af os vil betegne som vores skove, skal ændres til en form for dyrehaver, som bestemt ikke vil blive så veldrevne som Jægersborg Dyrehave, hvor der aldrig er dyr, der sulter, uden der gribes ind. Dyrene vinterfodres, og biodiversiteten har det meget fint.

I forhold til Danmarks samlede areal er det måske ikke mange hektar, de vil ændre, modsat hvad Ejrnæs og andre ofte fremfører. Men i forhold til vores skovareal er det voldsomt. Og det drejer sig om eksperimenter, hvor man ikke engang ved, om vi reelt får mere biodiversitet, men hvor vi ved, at borgernes adgang begrænses eller ødelægges, og nogle af de udsatte dyr kommer til at sulte.

Herudover ved vi, at den natur, mange af os elsker, forandres til ufremkommelige og delvist oversvømmede indhegnede områder.

Er denne designernatur – urørt skov, mange steder også med hegn og udsatte dyr, der ikke må fodres, med træødelæggelser og genskabt hydrologi – hvad et flertal af befolkningen ønsker?

Der er vist noget, der ikke er blevet oplyst og sagt helt ligeud til befolkningen.

https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/dyrlaege-til-ejrnaes-indhegnet-designernatur-vil-efterlade-sultende-dyr-i-mennesketomme-naturarealer

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver