Er vi lidt tungnemme?
18. september 2007
Imam Abdul Wahid Pedersen siger til Kristeligt Dagblad den 5. september, at terrorhandlinger er politisk motiverede, og derfor er det et misbrug af islam, hvis man henviser hertil, da islam er en religion. Han tilføjer dernæst, at ‘terrorhandlinger – angreb mod uskyldige, civile mennesker – kan aldrig og vil aldrig blive en del af islam’. Det er befriende at høre en imam, der så klart tager afstand. Men – for der er desværre et stort men – Wahid Pedersen kender jo de vers i Koranen, der opfordrer til vold, som de voldelige islamister og deres sympatisører bruger.
Terroristerne citerer dem og råber ‘Allah Akbar’, når de frigiver deres sprængladninger. De henviser til hellig jihad og til et krav om, at sharialoven og kalifatet skal indføres overalt – også i de sekulære, vestlige lande. Lederen af den islamiske gruppe i den netop befriede flygtningelejr I Libanon, hvor mange uskyldige civile mennesker døde som resultat af gidseltagningen, henviste også til hellig jihad. Mon ikke vi skal til at høre efter, hvad de siger. Sådan tolker de islam, og alt tyder på, at de faktisk selv tror på, at de kommer lige i paradis, når de har dræbt de uskyldige, som de sikkert ikke opfatter som uskyldige. Hvorfor vil vi ikke tage deres tro alvorligt? Hvorfor kan vi ikke fatte, at de simpelthen tror på, at det er deres hellige pligt?
KORANEN FORTOLKES af de fleste muslimer som Allahs åbenbarede ord, der ikke er op til det enkelte menneske at fortolke. Det lærer de ofte fra barnsben af blandt andet fra imamerne. Dette er anderledes end den måde, hvorpå for eksempel et flertal af de protestantiske kristne opfatter deres tro, og hvor der heller ikke i Det Nye Testamente findes et indhold, der kan legitimere vold eller drab. Bevares, der er indhold i Det Gamle Testamente, der kan tolkes sådan, men når dette, som netop kaldes det ‘gamle’, ses eller forstås igennem Det Nye Testamente, falder det tydeligt til jorden.
Tager vi den terrorisme, som er blevet begået de sidste 10 år, har de personer, der har taget ansvaret, i næsten alle tilfælde selv nævnt islam eller islams bud som årsag. Også opgørelser over afværgede forsøg på terrorisme viser, at gerningspersonernes baggrund i næsten samtlige tilfælde er islamistisk. Det er desværre en kendsgerning, vi alle må se i øjnene.
Overalt holder politiet skarpt øje med de radikale islamistmiljøer. Vi så tidligere terrororganisationer uden forbindelse til islam. Men de tåler ikke sammenligning med, hvad vi i disse år ser begået i islams navn af islamiske terrororganisationer.
KAN EN religions indhold indtage personers hjerner, således at de handler irrationelt? Jeg mener ikke, man behøver tænke længe over dette for at komme til det resultat, at det er muligt. Og det er i øvrigt empirisk set bekræftet. Som Rushdie med flere skrev lige ud i deres meget velformulerede manifest under Muhammed-krisen i 2006 er islamismen vor tids største trussel på linje med andre store totalitære ideologier som stalinismen, nazismen og fascismen. Det nye er blot at den ideologi, som i øjeblikket er til fare for Europa og resten af verden, har sit udspring fra en religion. Vi er ikke kloge, hvis vi af denne grund og i en måske umiddelbar forståelig men uansvarlig berøringsangst ikke tør at se faren klart i øjnene.
Der er to løsninger.
1). Islam må trænges noget tilbage. I Europa har vi været vant til, at religion var den enkeltes private anliggende og frie valg, den enkeltes trosbaserede opfattelse af verden, som ikke kan rationelt begrundes, ikke må anmases over for andre og derfor ikke må bruges som argument for lovene i samfundet.
2). Islam reformeres, så alle de passager, der legitimerer vold samt det, der konflikter med demokratiet, kan bortfortolkes af den enkelte muslim.
Det er således ikke godt nok, at Abdul Wahid Pedersen siger, vold og angreb mod uskyldige aldrig kan og vil blive en del af islam. Vold er i dag en del af islam.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 18. september 2007