Fingrene væk. EU’s overdrevne centralisering hæmmer Europa
15. oktober 2009
HØJESTERET SKAL behandle en sag om to polakker, der har stjålet fra ældre damer på Frederiksberg og nu er blevet udvist. Men i andre lignende sager gav flere tyverier ikke udvisning. Landsretten har haft en lidt slingrende kurs. Afgørelserne baseres på et EU-direktiv, der er ret upræcist, hvorfor Højesteret nu må se på det. Det kan synes ulogisk, at EU regulerer vores ret til at udvise udlændinge, men sådan er det.
Eksemplet er illustrativt og i øvrigt typisk for det juridiske kludetæppelandskab, vi befinder os i, som også findes på mange andre lovområder. Et andet eksempel kan være de mange sager mod landmænd og transportører for ulovlig transport af slagtedyr. Sagerne var vel klare overtrædelser af paragraf 1-3 i den danske dyreværnslov, som dog trumfes eller sættes ud af kraft af EU’s regler. De er uklare, men søger at fremme transport af levende landbrugsdyr for at realisere det indre marked – også på dette område. Ifølge EU-lovgivningen var transporterne ikke ulovlige, viste det sig, og sagerne faldt på stribe og udløste kæmpe erstatningsudgifter fra den danske stat.
En lovgivning bør være præcis, men det er EU-lovgivning sjældent, hvorfor domstolene ofte må arbejde slingrende og i nogle tilfælde falder for fristelsen til at tolke dynamisk og/eller ligefrem politisere. Vi lever i en tid, hvor det på mange områder er svævende, hvad der er gældende lov, og det er uheldigt, bureaukratiserende og dyrt.
CIRKA 80 PROCENT af vores lovgivning stammer fra EU. Det kunne vi måske leve med, hvis det i det mindste var sådan, at borgerne og de juridiske eksperter kunne finde ud af, hvad der er gældende lov. Men ofte er der sammenstød mellem national lov og EU-lov, og der er desuden tit usikkerhed om, hvordan især EU-reglerne fortolkes.
Det er ikke godt for borgernes retsfølelse og slet ikke for retsstatens effektivitet. Det koster oceaner af ressourcer, at sager gang på gang skal igennem flere instanser. EU-lovgivningen er ofte upræcis, fordi det i så stort et system er svært at nå til enighed om meget andet end laveste fællesnævner, som EU-systemet så bagefter søger at overfortolke eller opgradere på forskellig vis.
Man kunne bedre leve med en central EU-lovgivning, hvis man vidste, at Europas befolkning ønskede denne. Men som medredaktør Michael Ehrenreich skrev i Udlandskommentar i Kristeligt Dagblad den 9. oktober, så vil resultatet af en folkeafstemning om Lissabon-traktaten i England være givet på forhånd: et dundrende nederlag. Det gælder måske også andre lande, hvis de fik lov at stemme.
Det, jeg bare ikke forstår, er, hvorfor han og mange andre er så tilsyneladende sikre på, at folket tager fejl og ikke bør spørges. Hvorfor er det, at man vedrørende EU pludselig mener, at eliten er klogere end folket, der ikke bør spørges? Historisk set har vi netop erfaret, at folket i større afgørende sager, som dette vel må være, vidste bedre. Sagen er vedrørende eller meget tæt på selve det forfatningsmæssige. Demokratisk set burde folket høres.
JEG MENER, AT EU’s overdrevne centralisering nu er begyndt at hæmme Europa. Der er brug for et mere velsmurt og effektivt mellemstatsligt samarbejde baseret på selvstændige demokratier. Der er ikke nogen modsætning mellem at gå ind for stærke nationer og samtidig have et internationalt udsyn og være meget pro internationalt samarbejde.
Det giver i længden mere frihed, mere dynamik, bedre konkurrenceevne og økonomi samt mere demokrati og trivsel. Europas styrke var landenes manøvredygtighed baseret blandt andet på deres suverænitet og forskellighed. En overdreven centralisering og ensrettethed gør Europa mindre charmerende og fattigere.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 15.10.2009