Foghs exit. Der var tale om et kursskifte til sidst
16. april 2009
Bertel Haarder (V) syntes den 11. april, at det var forkert, at blandt andre Naser Khader (K) angreb Anders Fogh Rasmussen (V) for indholdet af Istanbul-talen den 6. april. Haarder mener, at der her blot blev sagt det samme som under Muhammed-krisen.
Men det synes jeg ikke er helt korrekt. I slutningen var der tale om et kursskifte. Her erklærede Fogh, at ytringsfriheden er essentiel, men tilføjede så, at dyb respekt for religiøse følelser også er essentiel, samt at vi her bør søge at ramme en balance.
Den nordatlantiske forsvarspagt er grundlagt på et sæt bindende demokratiske principper. Det er ikke okay, at man som generalsekretær for Nato giver udtryk for, at religiøse følelser skal respekteres og i sin tale sidestiller dem med ytringsfriheden.
I et demokrati skal man ikke respektere (acceptere/underkaste sig) religiøse følelser eller religiøsitet, sådan som vi ser det i teokratier eller i opsplittede multikulturelle samfund. (Blandt andet meget oplysende og godt beskrevet i bogen “Adskillelsens Politik” af Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen).
I et demokrati efter vestligt forbillede skal man som noget væsentligt og ufravigeligt sikre retten til, at religiøse kan dyrke og udøve deres religion frit, i det omfang det ikke strider mod demokratiet og andre borgeres frihedsrettigheder.
Der er meget stor forskel på at respektere religiøse følelser og religiøsitet eller at respektere de enkelte troendes frihed til at udøve deres religion inden for demokratiets rammer. I det første tilfælde ser man i samfundene en klar tendens til at sætte troen eller religionen før demokratiet, mens det i sidstnævnte tilfælde er modsat.
Når vi har med protestantisk kristendom at gøre, sker der på grund af denne religions specielle apolitiske indhold ikke så meget ved at sætte troen over demokratiet, men det er ikke tilfældet for mange af de andre religioner, især ikke islam. Det er ikke tilfældigt, at i lande, hvor islam på væsentlige punkter får lov at trumfe demokratiet, har demokratiet og dets væsentlige grundpiller som blandt andet ytringsfriheden og religionsfriheden væsentlige mangler.
I Tyrkiet må man for eksempel ikke diskutere, skrive om eller undervise i folkemordet på de kristne armeniere, og den dag i dag har de kristne store problemer med at få lov til at vedligeholde deres kirker, og at holde gudstjenester er tit forbundet med så stor utryghed, at det må foregå skjult.
I sekulære demokratier skal man ikke særskilt respektere religiøse følelser og religiøsitet, og det skal politikerne og embedsmændene ikke stå og love eller kræve af deres befolkninger. Og man skal ikke sidestille og respektere religiøse følelser og religiøsitet med demokratiernes væsentligste frihedsrettighed, som er ytringsfriheden, når man er chef for en demokratisk forsvarsalliance, som i tilfælde af krig netop skal forvare demokratiet.
Så er der noget, der skrider; det er helt rigtigt set af blandt andre Naser Khader.
Lene kattrup i Kristeligt Dagblad 16. apr. 2009
Det er ikke okay, at man som generalsekretær for Nato giver udtryk for, at religiøse følelser skal respekteres og i sin tale sidestiller dem med ytringsfriheden,