Kirken bør være mere aktiv i islamdebatten. Men fri os fra Thranholms teokrati
2. oktober 2012
IBEN THRANHOLM opfordrer os i avisen den 28. september til at droppe den destruktive hån af islam og overlade islamkritikken til kirken. Hun skriver, at den religionsdialog, der føres imellem de enkelte trossamfunds repræsentanter, alt for ofte måles på, om man har formået at styre uden om teologiske konfrontationer.Der er noget rigtigt i dette.
Jeg finder dog, at hun overser nogle vigtige mellemregninger.
For det første er det vanskeligt at skelne mellem det, Iben Thranholm kalder en perfid, grov eller rå kritik, i modsætning til en mere pæn, men direkte og saglig kritik.
Her bør vi overveje de ubehagelige konsekvenser af, hvis vi i samfundet anerkender eller institutionaliserer et organ, der skal overvåge og dømme om, hvornår en religions dogmer, profeter eller læresætninger fornærmes og krænkes sagligt og berettiget, eller hvornår og under hvilke former det sker uforsvarligt eller perfidt.
Det ville jo nødvendigvis indebære, at det var religiøse overhoveder, der skulle afgøre dette spørgsmål. I mange tilfælde vil det være de krænkede selv. Det er og bliver uholdbart i et demokrati. En sådan instans hører hjemme i et teokrati.
Som sådan er vores blasfemiparagraf også en fremmed fugl i vores samfund, uanset den for tiden ikke gør den store skade, da vores tradition og retspraksis gør, at den ikke bruges. Jeg frygter, dette kunne ændre sig, og ønsker den derfor fjernet.
Kirkernes Verdensråd vil have FN til at fordømme Pakistans misbrug af landets blasfemiparagraf, men der er vel næppe tale om misbrug.
Der er snarere tale om, at de desværre faktisk bruger den, samt at man i et samfund slet ikke bør have den slags paragraffer, der beskytter guder eller religioner mod kritik.
Det er mennesker, der skal beskyttes.
Jeg finder også, at Thranholm bør medtænke, at en kirkelig eller teologisk baseret religionskritik lige så let kan blive betragtet som dybt krænkende eller fornærmelig.
Jeg behøver blot at pege på pave Benedikt XVI’s tale i Regensburg i 2006 og modtagelsen af denne.
Derfor mener jeg, at Thranholm har ret i at kritisere, at kirken er for tavs, men ikke i, at vi skal ” overlade kritikken af islam til kirken”, som i øvrigt i min optik som protestantisk kristen jo ikke har én, men talrige stemmer. Heldigvis, synes jeg.
Ytringsfriheden bør på det religiøse område have vide rammer i samfundet, helt som det er tilfældet med kritik af ideologier og politiske idéer med mere. For den enkelte finder jeg imidlertid, at det er det rigtige, hvis man angående religionskritik iagttager krav til saglighed, til at være præcis og overvejer, om kritikken er nødvendig.
Vi er bare meget uenige om disse rammer, og denne uenighed skal efter min vurdering aldrig afgøres af en domstol, men af en fri debat i samfundet. Her vil en utilstedelig, overdreven for eksempel stigmatiserende kritik af de troende på et usagligt grundlag i øvrigt også bedst og mest effektivt blive sat på plads og klædt af.
Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd , Parkhøjvej 60, Ganløse, Stenløse