Kløfter og valg
14. oktober 2006
Kan man have dialog med totalitære ideologiers onde kræfter? På årsdagen for det, som udlandet døbte Danmarks nineeleven eller wake up call, kom avisernes ledere med så forskellige bud som: ”Vi tror, at det onde kan besejres med det gode”, mens en anden avis advarede: ”Det åbne samfund kan ikke forsvares, hvis man i misforstået tolerance giver intolerancen frit spil” med citat af filosoffen Karl Popper. Andre citerede Edmund Burkes ord, om at det ondes sejr blot kræver, at gode mennesker ingenting gør. Hvad skal vi mene? Vi må hver især søge at finde hvad, vi mener, er sandheden og den rigtige strategi, og her bør vi begynde at forholde os til vores egne problemer.På årsdagen havde medierne fokus på Muhammed¬-krisen. På Christiansborg holdt foreningen Demokratiske Muslimer et internationalt debatmøde med fire fremtrædende muslimske islamkritikere. En del skillelinier er blevet mere synlige både blandt ikke-muslimer og blandt muslimerne. Der er en afgrundsdyb kløft mellem islamisterne og de sekulære, frihedsorienterede, demokratiske muslimer. Her har vi i virkeligheden Europas og Danmarks væsentligste værdi- og kulturkamp. Den udkæmpes blandt muslimerne. Vi andre står udenfor, men kan og bør påvirke denne kamp. Udfaldet af den afgør vores fælles fremtid.
Det er sørgeligt, og det siger en del, at muslimer, som tillader sig i offentlighed at vise, at de går ind for det vestlige demokrati, og som derfor tillader sig at bortfortolke de dele af islam, der er i strid med demokratiet, ikke bare frit og sikkert kan mødes hvor som helst i byen. Når sekulære muslimer mødes, kræves en omfattende sikkerhedsprocedure som i lufthavnen eller som, når man i Israel skal ind i et supermarked. Det er ikke helt ufarligt for muslimer at vælge det danske samfund, det er en provokation at være demokrat, at gå ind for kønnenes politiske ligeværd og, at lovene skal vedtages i Folketinget. Det betragtes som frafald, fordi de så enten har forladt islam eller fortolker islam anderledes end de ortodokses muslimer, islamisterne, som de må beskyttes imod. På arabisk TV bad Abu Laban under krisen for et år siden indtrængende om hjælp fra Mellemøsten, fordi muslimerne i Danmark var fanget i det han kaldte et ateistisk sekulært land. Vores demokrati omtalt som et fængsel! Islamisterne ønsker det ikke. Og de vil gå langt for at bekæmpe de muslimer, der har en anden mening.
Til mødet i ”Demokratiske Muslimer” var der flest ikke-muslimer fra støtteforeningen og kun ret få muslimer. De løber en risiko ved at møde op her. Eller ved blot at være medlem. Når Islamisk Trossamfund og Muslimer i Dialog etc. forsamles, behøver de ikke at frygte noget, fordi de ikke tydeligt har bekendt sig til vestlige normer og demokrati. Naser Khader udtalte til pressen, at mødet blev holdt på Christiansborg, fordi det her er muligt at gennemføre sikkerheds- proceduren, men der var ikke nok pladser, og især mange muslimer, der havde ønsket at deltage, måtte afvises. De gik glip af at høre de gode foredragsholdere. I mens kan de andre mere yderliggående muslimske foreninger holde større møder i store haller og konferencelokaler og få mange nye medlemmer samt vind i sejlene. Sikkerhedsforanstaltningerne er et meget synligt ydre tegn på den afgrundsdybe kløft, der er mellem demokratisk-sindede muslimer, der vælger demokratiet og det frie samfund og så dem, der mener sharialoven skal have indflydelse i samfundet. Det er ikke muligt at skræve over denne kløft. Enhver muslim i Danmark og Europa står overfor et valg. Vi kan tale nok så meget om dialog og Co-existence, men islam som samfundssystem kan ikke forenes med demokratiet. Der kan ikke bygges nogen bro. Hvordan kan vi andre ikke-muslimer påvirke dette valg?
En af muslimerne i panelet, Wafa Sultan, sagde: ”Vi muslimer har været fanger i et islamfængsel i 1400 år og vi behøver hjælp udefra, hvis vi skal bryde ud af det”. Det budskab gik igen blandt de andre foredragsholdere, og jeg genkender det fra andre muslimer, der bekender sig til det moderne samfund. De siger, at vi bedst hjælper dem i denne frihedskamp ved at udfordre alle deres religiøse autoriter og dogmer i stedet for konstant at tilpasse vores samfund og bøje nakken for religiøse krav. Men vi er ofte ikke modige, og vil undgå sammenstød. Vi svigter så hellere de moderate og støtter fundamentalisterne.
De oprindelige danskere, ikke-muslimerne, kan i relation til vores emne puttes i tre grupper:
Gruppe A. Er dybt bekymrede for udviklingen. De mener, at der skal handles nu, og finder, at politikerne svigter katastrofalt. Der er ønsker om lovgivningsinitiativer centralt fra, der skal startes med skolen (stop for alle særkrav i forbindelse med lejrskoler, gymnastik, svømning og badning, forbud mod tørklæder her), meget mere håndfaste krav til sprogundervisning og ud på arbejdsmarkedet, også med de isolerede kvinder, alle de vrede unge mænd fra Vollsmose er der brug for i Postvæsenet, DSB, bankverdenen og andre steder, nul tolerance overfor indvandrekriminalitet overalt, forbud mod kønsapartheid i det offentlige rum, bedre beskyttelse af muslimske kvinder, kun børnecheck til to evt. tre børn, krav om selv oprydning og orden i ghettoerne, væk med sharialovens snigende håndtryk mange steder, en ny ånd med krav til og inddragelse af muslimerne i samfundet dvs. en hel masse konkrete initiativer.
Gruppe B. Er en pragmatisk midtergruppe. En af paneldeltagerne talte om de mange danskere, der har alt for lave forventninger til muslimerne generelt. De opgiver på forhånd at stille krav til muslimerne og tænker, at sådan er muslimer bare, at det er deres kultur, og at vi skal lade dem være. Dette medfører udstødning. Hun beskyldte især venstrefløjen for at være sådan overfor muslimerne, og hun kaldte denne adfærd racistisk. Personerne i denne gruppe har en særlig berøringsangst overfor kultur og religion, og ja man kan vel kalde det en form for racisme, når man svigter mennesker alene pga. deres religiøse, kulturelle tilhørsforhold. Vi ser dette svigt hos mange af de personer, der for samfundet på mange forskellige poster er ansat til at varetage individuelle menneskers behov; de svigter deres opgave og de krav, som de burde honorere ved i praksis at udføre en forskelsbehandling begrundet i kultur eller religion.
Gruppe C. Den franske venstreorienterede journalist Caroline Fourest har gjort opmærksom på den alliance, som dele af venstrefløjen i flere europæiske lande har indgået med islamisterne, fuldstændig som da marxisterne støttede islamisterne under revolutionen i Iran. Hun mener, at alliancen er opstået pga. fælles fjender, Bush, USA og Israel. Og hun fortæller, at denne gruppe angriber feminister, der hjælper indvandrerkvinder, samt sekulære grupper og personer, der ønsker at udfordre de religiøse dogmer, med beskyldninger om, at de er islamofobe eller racister. Det er grotesk, men kendes også herhjemme fra.
Den første gruppe (A) af bekymrede borgere er ret uhomogen. Der er flest fra de borgerlige rækker, men der er pt. en stor tilgang fra venstrefløjen, både nuværende og forhenværende. Disse mennesker er værdifulde for gruppen som skarpe og dygtige iagttagere, fordi de pga. deres fortid kan genkende og gennemskue de farlige destruktive totalitære kræfter i islamismen. Tidligere skel mellem borgerlige og venstreorienterede udviskes. Naivisterne befinder sig nok mest i gruppe B, der især består af folk, der vil betegne sig selv som kulturpersoner, radikale/kulturradikale og humanister. Der er mange intellektuelle. Overgangen til gruppe C er flydende. Men i gruppe C kan man ikke forblive, hvis man kun er landet her pga. naivitet. Vi lever i en tid, hvor vi alle bliver nødt til efterhånden at tage stilling pga. den tilspidsede situation. Problemerne bliver mere og mere synlige, og velfærdstaten er under pres både pga. værdi og kulturkampen, men også pga. de mange udgifter, som man forsøger at gemme lidt væk på forskellig vis. De skel, der har været i dansk politik, er ved at blive afløst af nye skel. Medierne hører desværre mest til i gruppe C, de favoriserer i hvert tilfælde ofte de meget ortodokse muslimer og imamerne, som de næsten pr automatik søger til for en kommentar, dette sker på bekostning af de moderne vestligt orienterede moderate muslimer, hvis mening de sjældent ønsker at høre.
Hvis vi skal lytte til de kloge erfarne muslimer, der befinder sig midt i det muslimske opgør, så hører jeg dem sige, at gruppe A faktisk bedst baner vejen for, at især den muslimske ungdom vil vælge demokratiet. De siger, at der skal krav og udfordringer til, krav til muslimerne, og frihed til kritik at islamfængslet med udfordring af de religiøse dogmer og autoriteterne. Som det er nu, spænder vi ben for dette opgør. Jeg mener landets fremtid afhænger af, hvor mange i ”Danmarks støttegruppe af gammeldanskere”, der tør at bekende kulør og tage kampen op. Det kræver mod, fordi man får kritik og kan risikere beskyldninger for at være racistisk, islamofob, xenofobisk og fremmedfjendsk. Men sagen er, at man skubber muslimerne bedst i retning af demokratiet ved at støtte dem i deres opgør med den del af islam, der de facto forhindrer dem i at tage del i det demokratiske samfund på fuldt niveau. Her er gruppe A det bedste bud.
Der var blandt de muslimske paneldeltagere en klar opfordring til at lægge fløjlshandskerne og tage fat. En af dem sagde lige ud, at vi som ikke muslimer endelig ikke måtte lade os stoppe af at blive kaldt højreorienterede eller racister, når vi begynder på dette opgør, og at vi også altid skal huske, at en kritik af islam ikke er en kritik af muslimer. Tværtimod er det en hjælp til at hjælpe muslimer ud af et dogmatisk religiøst fængsel og frem i samfundet. Hirsi Ali sagde samme aften i TV, at hvis sharialoven skal trænges tilbage, så skal Muhammed og islam kunne kritiseres.
Lene Kattrup Lørdagskronikken i Frederiksborg Amts Avis den 14.10.2006