KRONIK: Man bliver ikke dansk af at vokse op her
19. oktober 2016
Hvis man er dansk, må man kunne give sin ubetingede tilslutning til det sekulære demokrati og retsstaten, ligesom man ønsker, at Danmark må bestå som et frit, suverænt og selvstændigt land.
Der er kommet det gode ud af DR2 programmet “Debatten” (23/ 9), at vi nu diskuterer, hvad det vil sige at være dansk. Det skal ikke forveksles med at være dansk statsborger.
I tv blev debatten tilspidset, da de diskuterede dette. Der lå en skjult anklage om racisme eller en forkert retorik, hvis man har den holdning, at en person født her i landet ikke automatisk er dansk.Elevrådsformanden fra Langkær Gymnasium, Jens Philip Puriya Yazdani, der medvirkede, har efterfølgende sagt, at han var målløs over, at nogen kunne anfægte hans danskhed. Han sagde til Jyllands-Posten 23/ 9: »Når man er født og opvokset i Danmark, så deltager man automatisk i alle mulige danske traditioner, og man får automatisk et kendskab til dansk kulturarv, når man går i den danske skole.« Jeg er ikke enig i, at man automatisk er eller bliver dansk ved at være født her. Desværre er der en del borgere, der fødes og vokser op i en ghetto, hvor de oplever og opdrages til en arabisk og islamisk kultur. Det ved vi jo. Vores integration virker netop ikke. Så man bliver ikke dansk blot ved at være født i Danmark og vokse op her.
For mig har danskhed noget at gøre med kærlighed til Danmark, som, man ønsker, skal bestå som et frit, suverænt og selvstændigt land inkl. landets kristne baggrund og kultur. Også kærlighed til Danmarks historie og sprog.
Hvis man er dansk, må man også kunne give sin ubetingede tilslutning til det sekulære demokrati og retsstaten (hvis man er muslim, må man åbent kunne frasige sig sharialoven som lov), til kønnenes ligestilling og til individets frihed herunder seksuel frihed.
Man mener, at frihedsrettighederne skal gælde for alle borgere i landet uanset deres baggrund. Aktivt medborgerskab skal nok også med.
Anklager om racisme, hadsk retorik eller et forkert menneskesyn bruges alt for hyppigt. Det fungerer som en stopklods for den frie debat. Fokus flyttes fra det saglige til personen. Tilhørerne vil ikke kunne lade være med at tænke på, om personen virkelig er racist eller fyldt med had.
Der er desværre gået inflation i fænomenet.
Hvis man udtaler, at man ønsker Danmark bevaret, som landet var før på en del områder, vil nogle mene, der er tale om en form for racisme. Især multikulturtilhængere vil ikke sjældent have den holdning
Islamkritik opfattes af og til som racisme, eller man beskyldes for at opildne til had eller at have en hadsk retorik. Hvis man er fortaler for en stram indvandringspolitik, kan man alene på det grundlag risikere at blive beskyldt for racisme eller xenofobi. Hvis man er mod det islamiske tørklæde, halalslagtning eller omskæring af drenge, kan man også risikere disse anklager.
Anklagerne udtrykkes ofte direkte, men kan også bare blive antydet.
Effekten er, at debatten begrænses eller lukkes helt ned. Hvis den fortsættes, så bliver den mere perifer, skinger og præget af gensidig mistillid. I stedet kunne man have haft en fri, saglig, direkte og konfronterende debat.
Vores justitsminister, Søren Pind, har i den senere tid udtrykt ønske om at begrænse eller ændre den frie debat på visse områder.
Jeg mener, at han til en vis grad har ret, når han f. eks. siger, at hvis vi udtrykker os mere forsigtigt, når vi f. eks. kritiserer islam, vil der nok (midlertidigt) være mere fred og ro i samfundet. Han er med rette blevet bekymret. Men vi skal ikke kun stræbe efter fred. Vi skal have fred og frihed. Det drejer sig om at bevare demokratiet, landet, folket og vores frihed.
Hvis islam/ islamismen skal fredes for en del af den nærgående debat og kritik, fordi den i sig selv kan fremme risikoen for sammenstød i samfundet, vil islamismens magt jo til gengæld styrkes. Det er logik.
Islamisterne kan blive opildnede og vrede, når vi kritiserer islam, og det kan desværre også give en og anden yderliggående formørket og forvirret muslimhader blod på tanden. Begge dele skyldes den førte politik fra politikernes side.
Det er den, der skal ændres, ikke den frie debat.
Ærligt talt: Konsekvenserne af, at vi ikke skulle kunne drøfte årsagerne til problemerne frit med henblik på at kunne forsøge at genvinde en del af den fred og frihed, som vi allerede har mistet, er meget værre. For så går vi netop direkte mod et ufrit samfund, hvor demokratiet er indskrænket, og hvor vejen banes endnu mere for lige det, islamisterne ønsker. Et samfund hvor deres islamlove og islamiske levevis og tradition kan vinde indpas.
Det, der bl. a. er blevet kritiseret af Søren Pind, er:
1. Personer, der siger, at islam ikke kan reformeres. Han siger, det er i modstrid med alt, hvad han står for politisk, hvis man mener sådan.
2. Når debattører siger, vi er i krig med islam. Han mener, at disse personer ligefrem opildner til ufred.
3. Generelt virker det som om, han er imod meget direkte kritik af religionen islam.
I forhold til disse tre punkter mener jeg:
1. Kan islam reformeres? Det er vel primært en teologisk debat, om islam kan reformeres.
Man kan godt som jeg være “fan” af og i høj grad støtte Naser Khader og andre gode kræfter og demokratisk orienterede muslimer alt det, man kan, mens man på samme tid vurderer, at det næppe er realistisk og muligt at reformere islam. Slet ikke i vor tid som det ser ud. I øvrigt skulle det jo være en omvendt reformation, det er vigtigt, man er klar over dette og over hvorfor. Søger vi tilbage til teksterne, som Luther gjorde med Det Nye Testamente, vil vi med islam få det modsatte resultat. Med islam får vi med en bogstavelig fortolkning islamismen frem.
Som politiker kan man på grund af den alvorlige situation bestemt ikke tillade sig at afvente en reformation af islam, så vi får en mere demokratiforenelig model. Det ville være pragtfuldt, men det er kun en drøm foreløbig. Vi skal ikke forveksle drømme med virkeligheden.
En politiker må handle, situationen er alvorlig.
2. Er vi i krig med islam? Jeg mener ikke, at vi ikke er i krig med islam.
Vi er i krig med islamismen og islamisterne.
At de islamiske terrorister og islamister misbruger islam, kan jeg ikke forstå, man kan mene. Islamister tolker islam bogstaveligt og er jo på sin vis blot bogstaveligt rettroende.
Det vil sige, at de er ortodoks fortolkende. Det er helt o. k., hvis man mener og også giver udtryk for den mening, at vi er i krig med islam. Det burde der aldrig kunne rejses tvivl om. Men jeg mener, at det er islamismen – den ideologi der er i islam – vi er i krig med. Vi bør sætte markant ind for at bekæmpe islamismen og islamisterne, som udgør en kæmpe trussel.
Også her i Danmark.
Hvor mange af muslimerne der er islamister, og hvor mange der er demokratisk orienterede, er et vigtigt spørgsmål.
Vi har nogle holdningsundersøgelser, der viser bekymrende resultater.
Men demokratiske muslimer er på vores side mod islamismen, det er klart. Dem skal vi støtte. Jeg forstår egentlig ikke, at de ikke forlader deres religion, men det er en anden sag, der formentlig handler om, at man ifølge islam ikke må forlade islam.
3. Religionskritik og det, at enhver borger har ret til at fremsætte kritik af et trosgrundlag eller et tankesystem, er noget, der ikke kan undværes i et velfungerende vestligt demokrati.
Hvis Søren Pind ikke kan se det, og hvis han ønsker at indskrænke eller nedgøre denne ret, er det ham, der begynder at skade demokratiet.
Men det, har jeg nu ikke indtryk af, er Søren Pinds position.
LENE KATTRUP dyrlæge, tidligere medlem af Det Etiske Råd Slangerup i Jyllands-Posten, 19. oktober 2016