Lighed for individer – ikke for argumenter
18. august 2007
Iben Thranholm skriver den 10. august, at jeg modsiger mig selv, når jeg den 4. august siger, at lovene i et demokrati skal være menneskeskabte, vedtaget efter en fri debat i samfundet, hvor alle kan deltage, og jeg så samtidig ønsker religiøse argumenter væk fra den politiske debat.Men for at alle kan deltage på lige vilkår i den politiske debat, må disse personer undlade at bruge religiøse argumenter, der afskaffer de lige vilkår. Det er individer, der skal sikres lige muligheder – ikke argumenter. Jeg ønsker netop ikke en lighed mellem rationelle argumenter og religiøse argumenter.
Jeg finder, det er Thranholm, der har et problem, hvis hun ønsker politisk ligeværdighed for borgere og samtidig ønsker en politisk accept af religiøse argumenter, der blandt andet udelukker eller begrænser anderledes troende og ateister i debatten, og ophøjer religiøse personer og giver dem et fortrin.
Et argument kan godt i visse tilfælde både begrundes religiøst og rationelt, men det er kun den sidste begrundelse, der bør bruges politisk i et sekulært demokrati. I samfund, hvor det primært er religiøst begrundede love, der gælder, har frihedsrettighederne og borgernes lighed for loven ringe vilkår.
Professor Mehdi Mozaffari fra Århus Universitet har sagt: ”Religion skal holde fingrene væk fra statens vitale sfærer såsom lovgivning, domstole, uddannelsesvæsen og administration. Hvis religion får politisk magt, bliver demokratiet sat ud af kraft.” Jeg er enig. Men religion vil blande sig, hvis vi i den politiske debat som basis for den lovgivning, der vedtages i Folketinget, bredt accepterer religiøse argumenter, som jo er selve værktøjet til at indføre religiøs lovgivning.
IBEN THRANHOLM og min uenighed består i, at vi har en forskellig opfattelse af demokratiet og dets forudsætninger. Centralt for spørgsmålet om demokrati og en eventuel accept af religiøse argumenter i politik som grundlag for lovgivningen er, om man finder, demokratiet implicerer, at vi skal sikre dets fortsatte opretholdelse. Samt om man finder, at demokratiet er en relativ sårbar konstruktion. Flere steder i vores lovgivning har man tænkt på, at demokratiet og retsstaten har brug for værn mod farer.
Religiøse argumenter i den politiske debat udgør efter min vurdering en alvorlig fare. De bør afvises eller ties ihjel, og blandt andre pressen bør ikke være så ivrig efter at spørge imamer og biskopper i spørgsmål, der er klart politiske. Vi ville ikke have haft det relativt frie og velfungerende land, vi har i dag, hvis ikke de fleste beslutninger var truffet på et rationelt begrundet grundlag.
Politiske beslutninger bliver af højere kvalitet og giver mere dynamik, fremgang, velfærd, frihed og rigdom i samfundet, når de er baseret på et rationelt gennemtænkt grundlag efter en fri debat i et samfund, som består af frie, selvstændige, politisk ligeværdige, oplyste og kritisk tænkende individer. De beslutninger og de valg, man træffer, bliver ikke bedre end det grundlag, de hviler på.
Demokratiet har det for eksempel dårligt, hvor indbyggernes skolegang er præget af, at viden og selvstændig tænkning delvist er erstattet med Koranens indhold, som de har fået hovedet fyldt af. Vi har haft dette problem mindre i den vestlige og kristne verden, fordi indholdet i Det Nye Testamente er så svært at bruge til at begrunde politiske spørgsmål med. Kristendommen nægter at forholde sig direkte til politik, men giver selvfølgelig et grundlag for de troendes værdisæt, der igen har stor betydning for politiske beslutninger.
Det understøtter demokratiet. Jeg finder, man mistolker kristendommen og går galt, hvis man mener, kristendommen giver klare politiske anbefalinger eller svar på politiske spørgsmål; man misforstår da – efter min mening – helt kristendommens hovedbudskab.
RATIONELT SET og historisk bekræftet truer man vores frie, rige samfund og demokrati, hvis man, som det er ved at ske, begynder at åbne mere op for en religiøs argumentation i dansk politik. Naturligvis kan teologer blande sig, men i politiske spørgsmål skal de stige ned fra prædikestolen og være lige med os andre i deres argumentation.
I kristendommen er der en rød tråd om, at mennesker er skabt lige. Som en forudsætning for demokratiets fortsatte beståen er der et klart krav om politisk ligeværdighed og lighed for loven. Dette konflikter ikke med kristendommen, men hvis det gjorde, så ville jeg blot sige, at demokratiet må komme før troen. En tro er og bør kun være en tro, altså den enkeltes verdensanskuelse, som ikke kan begrundes rationelt.
En tro bør aldrig være anmassende over for andre frie individer i et demokrati, men kan være det i et teokrati. At mennesker etisk set bør anses for at være ligeværdige, kan begrundes rationelt (uden kristendommen). Hvis man argumenterer religiøst i politik, så argumenterer man ikke med sin medborger (medmenneske) i øjenhøjde, så accepterer man ikke ligeværdigheden.
Sat på spidsen kan det tænkes, at en imam forsvarer stening af kvinder. Det vil være mig modbydeligt at skulle drøfte et sådant emne med ham, men hvis han henviser til Koranen, hadith eller Allah i sin argumentation, vil jeg i stedet bede om et rationelt argument for, at en sådan straf skal vedtages i Danmark og for, hvorfor personen mener, at for eksempel utroskab overhovedet skal udløse en straf, hvorfor denne skal være stening og for, hvorfor der skal gøres forskel på kvinder og mænd. Jeg kan ikke bruge en religiøs begrundelse til noget, når vi taler om straffeloven, voldsmonopolet og retsstaten eller andre vigtige politiske spørgsmål. Dette uanset om det er Bibelen, Det Nye Testamente eller Koranen.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 18.07.2007
RELIGION OG POLITIK: Teologer kan godt blande sig i den offentlige debat, men i politiske spørgsmål skal de stige ned fra prædikestolen og være lige med andre i deres argumentation