Mange lande burde opkræve mere i skat
25. juli 2015
Ole Olsen og Andreas Hansen, begge medlemmer af FN-forbundet bestyrelse, skrev i Kristeligt Dagblad den 17. juli, at det er velkendt, at Grækenlands statsunderskud i høj grad er skabt af dårlig evne til at opkræve skat.
Jeg vil nu mere sige, at problemet og katastrofen, som nu rammer hele Europa, vel især blev voldsomt accelereret og skabt af, at EU-systemet helt ulogisk samt stik mod al økonomisk viden gav Grækenland en høj kreditværdighed.
Grækenlands manglende evne til at opkræve skat var jo netop velkendt og bestemt ikke af ny dato.Olsen og Hansens øvrige klare opfordring i indlægget til, at vi bør prioritere en øget indsats mod skattely og ineffektiv skatteopkrævning i udviklingslandene, er vigtig og blev i indlægget begrundet rigtig godt.
De enkelte lande kunne i højere grad bringes til at klare sig selv, hvis skatteopkrævningen i forhold til skatteborgerne samt de større virksomheder, herunder de multinationale virksomheder, blev gjort mere effektiv.
Uden det øges behovet for international bistand udefra endnu mere.
Der burde være meget mere fokus på dette, når vi tilrettelægger vores bistandsprojekter og udviklingshjælp i det hele taget.
LENE KATTRUP i Kristeligt Dagblad 25. 07.2015