Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Mangfoldighed

26. maj 2011

Jesper Beinov skrev i Berlingske 17/ 5, at vi skal opmuntre mangfoldigheden, for vi har brug for langt flere mennesker, der kommer udefra.

Der er et økonomisk regnestykke, som Beinov bør tage med, især i dag, hvor riget fattes penge. Nationalbanken har påvist, at kun, hvis vi forestiller os en indvandrer, der efter endt uddannelse går ind på det danske arbejdsmarked med en erhvervsfrekvens på 100, betaler samme skat som en dansker, undlader at tage sin familie hertil samt forlader landet igen inden pensionsalderen, er der tale om et overskud. En sådan indvandring er der etiske problemer med.

Det er ikke rimeligt at satse på personer, der skal adskilles fra deres familie. Flere konventioner forhindrer også dette.  I de sidste 30 år har vi haft en stor nettoindvandring til landet, de sidste ti år ca. 147.000. I dag kommer flere for at studere eller arbejde, men også de personer, vi tager ind efter Green Card-ordningen, bliver i dag hyppigt arbejdsløse eller tager ufaglært arbejde.
Rambøll fandt, at kun 22 procent varetager et arbejde inden for deres uddannelsesområde.
Nyuddannede fra de danske universiteter går i stigende grad ud i ledighed. Mange dimittender fra 2008 og 2009 er i dag langtidsledige.
AC har netop udtalt, at det er en katastrofe for samfundsøkonomien, hvis vi ikke får nytte af de dyre uddannelser.
Og det er en menneskelig katastrofe. Også for de lavere eller mellemlangt uddannede er der store problemer med arbejdsløshed.
Alt dette bør få os til at konkludere, at vi ikke har brug for øget indvandring.
Folketallet 1. april 2011 er 5.564.219. På relativt få år er vi altså, ikke mindst pga. øget indvandring, blevet en halv million flere. Fra medierne kan man få det indtryk, at vi affolkes, hvilket slet ikke er tilfældet.
Jeg finder, det var bedre, hvis vi var max. fire en halv til fem millioner.
Lene Kattrup i Berlingske 26. maj 2011

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver