Med høje hæle og slør
20. september 2007
Ensidigheden, den mere skjulte manipulation og skævvridningen eller vinklingen, der rummer det bevidste forsøg på at påvirke seerne eller lytteren i en bestemt retning, er desværre ikke usædvanligt forekommende i DR’s programmer. I forgangne uge blev tv-journalisten Jeppe Nybroe fældet for at give os forkerte lydsignaler og billeder. Det kunne ikke være anderledes. Men ensidigheden, den mere skjulte manipulation og skævvridningen eller vinklingen, der rummer det bevidste forsøg på at påvirke seerne eller lytteren i en bestemt retning, er sværere at påvise og bevise, men desværre ikke usædvanligt forekommende i DR’s programmer. Det er træls, for vi har ikke så meget andet at vælge imellem i vores lille land. En del seere og lyttere opdager det formentlig ikke, for det gøres med en vis diskretion, og desuden er der muligvis mange, der er blevet så vant til det, at de ikke bemærker det. Jeg ærgres over den påvirkning, som jeg tit fanger DR i at udsætte mig for. Som en offentlig public service kanal bør DR levere den vare, kanalen bliver betalt for og ikke en anden.
Hvis jeg skal påvirkes politisk, så skal det ske, når jeg selv har valgt det, eller når jeg ved, at jeg kan forvente det, og det bør ikke være, når jeg ser et almindeligt dokumentarprogram. Disse forsøg på at opdrage eller påvirke os til f.eks. øget religiøs eller multikulturel tolerance, som jeg synes er et typisk emne for DR i disse år, findes i en del af programmerne. Det er tit indlagt som en baggrundsmusik eller »muzak« som en del af DR’s koncept eller måske nærmere et projekt, hvor DR forsøger at opdrage borgerne til at være mere åbne og rummelige. Som sagt er det ofte lidt halvskjult. Det kan være ved brug af eufemismer, de kritiske spørgsmål, der ikke bliver stillet, hvor de burde stilles, det at én gæst bliver fremstillet i et sympatisk lys, mens en anden ikke får lov at tale ud men stresses, én gæst smiles og nikkes der til, mens studieværten ser bister og alvorlig ud, hver gang, den anden gæst siger noget. Ofte kan det også bare være ledsage- og/eller præsentationsteksten. Lad mig give et eksempel.
Bange anelser
Allerede ved præsentationen af DR 1’s TV-serie, »Med slør og høje hæle«, fik jeg lidt bange anelser. Der stod, at serien ville give et billede af Mellemøstens unge samt, at seerne ville blive hjulpet over på den anden side af deres fordomme om Mellemøsten. Ordet fordomme blev nævnt to gange. Men hvad ved DR om vores/seernes fordomme, som måske slet ikke er fordomme? Og skal DR overhovedet forholde sig til disse fordomme, som om de er en del af et sygdomskompleks, som kanalen kan tilbyde en helbredelse for. I præsentationen nævnes det, at de fleste danskere nok forbinder Iran med præstevælde og kvindeundertrykkelse, men at danskerne sikkert ikke ved, at de unge i Iran er veluddannede og progressive. Det kan DR have ret i. Men jeg synes så blot – åbenbart i modsætning til DR – at det er fakta og ikke en fordom, at Iran lider under et særdeles frihedsbegrænsende og magtfuldt præstevælde. Og jeg mener, den iranske ungdoms uddannelsesniveau har alvorlige mangler, fordi bl.a. den skrappe censur går ud over kvaliteten og bredden af det, der indlæres, samtidig med de unge jo ikke må bruge den frie, kritiske og videnskabelige metode, som vi f.eks. bruger herhjemme. Det fik DR ikke lige med.
Egentlig tror jeg slet ikke, at danskerne har så mange fordomme overfor Mellemøsten. De har nok mere en naturlig skepsis overfor tørklæder, lovreligion og multikulturalisme, som DR ikke skal forsøge at fjerne. DR-vinklingen og tonen har karakter af et opdragelsesprojekt, hvor seerne forsøges påvirket. Og som nævnt mener jeg, at DR i stedet bør koncentrere sig om sin naturlige opgave, som er at oplyse og formidle alsidigt, sagligt og sobert.
I det tredje afsnit, der blev sendt den 29. august, var vi i Libanon, men blev dog i Beirut; det kan jo give jord på de høje hæle, hvis man bevæger sig ud til de unge på landet. Vi fulgte længe nogle rige unge og deres tjekkede liv i storbyen. Herefter kom en brat overgang til de fattige forhold i den del af Beirut, hvor det er Hizbollah, der suverænt styrer og bestemmer alt, hvilket også blev oplyst. Flere gange blev det nævnt, at bydelens sørgelige tilstand skyldtes, at Israel havde angrebet og bombet bydelen i det, der kaldes for »Israels bombeangreb mod Hizbollah«. Efter DR’s mening stod det åbenbart klart, at det var Israel, der var aggressoren eller angriberen, og Hizbollah og sympatisørerne i bydelen, der var den angrebne part. Det var en sort hvid fremstilling, som der jo ikke er bred enighed om. Om Hizbollah blev det blot sagt, at det er en shiamuslimsk organisation, der blev stiftet for at bekæmpe Israels tilstedeværelse i Libanon, men som i Vesten betragtes som en terrororganisation. Her Antydede DR tilsyneladende at, det var Vestens fordom, at Hizbollah er en terrororganisation, sådan virkede det.
Støtte til Hizbollah
Der blev ikke i udsendelsen også formidlet et billede af, at indbyggerne selv i en del tilfælde har truffet et valg ved at vælge at støtte Hizbollah. Det har jo visse konsekvenser for levestandarden og udviklingen i et område, når familierne vælger at leve under en islamistisk ideologi, hvor viden, uddannelse og kritisk videnskabelig tænkning er nedprioriteret, hvor kvinderne i den fødedygtige alder helst skal føde et barn hvert år, ikke må deltage ligeligt i samfundet og ikke må arbejde udenfor hjemmet. FN-rapporter har påvist, at dette giver stagnation og fattigdom. Det blev fortiet. I stedet blev skurken entydigt og udelukkende udpeget som Israels bomber.
Det ensidige billede skyldtes ikke så meget studieværten, Anja AL-Erhayem, der egentlig gjorde det ret godt, selvom hendes spørgsmål kunne have været mere modige, men mere DR”s ledsagende tekster og selve vinklingen på udsendelsen. Den var så skæv og ensidig, at jeg egentlig ikke finder, DR kan forsvare at kalde sådan en udsendelse for en dokumentar.
Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 20. september 2007