Mellemøsten: En skillevej – et valg vi må træffe hver især
31. juli 2006
Vi kan ikke lukke øjnene og tro, at det, vi ikke ønsker at se, er gået væk, når vi åbner dem igen.
I enhver konflikt eller krig, hvor dialog og mægling har måttet opgives, er der tale om, at man ikke i længden kommer uden om at tage stilling til mindst tre spørgsmål:
1. Hvem har ansvaret?
2. Hvem holder jeg med, når jeg bliver nødt til at vælge?
3. Hvor er selve fronten? Mange afskyr den slags spørgsmål, og det skal man egentlig ikke tænke ilde om. For det bedste er jo, hvis konflikten kan afblæses og parterne kan forliges. Eller hvis fronten og hermed problemerne i det mindste kan forblive langt væk fra en selv, så man ikke behøver at forholde sig til konflikten. Verden og virkeligheden er desværre ikke altid sådan. Til børn kan man sige, gå udenfor og slås, så flyttes »fronten«, men det er ikke en særlig holdbar og ansvarlig løsning. Ved en konfliktfyldt skilsmisse deler omgangskredsen sig ofte i to, den ene halvdel tager stilling til de tre spørgsmål, og forholder sig samt handler derefter, imens den anden halvdel bliver ved med at ønsketænke og insistere på, at »de to finder snart sammen igen, og vi kan da sagtens invitere dem sammen stadig. Det vil da ikke ødelægge stemningen, fronten er jo ikke her« – osv. Med tiden plejer dette, at mislykkes.
Ad 1. Ansvaret. Vedrørende krisen i Mellemøsten må man nødvendigvis indrømme, at det var rimeligt, om man frigav de to kidnappede israelske soldater, der blev taget til fange, ikke som led i en krigshandling, men da de bevogtede grænsen. Resolution 1559 fra FN}s Sikkerhedsråd kræver, at Hizbollah, som der vel må være enighed om udgør en konkret og stor trussel mod Israels eksistens, bliver afvæbnet, hvilket end ikke er blevet forsøgt gennemført.
Det må være svært at undgå at indse, at Libanon, Syrien og Iran har et stort ansvar her. De to sidste har leveret våben, og Libanon har helt uansvarligt huset Hizbollah og accepteret, at terrororganisationen her fik næring, voksede, trænede og oprustede efter Israel rømmede Sydlibanon. Flere medlemmer af Libanons regering støtter aktivt organisationen, hvis formål er islamismens udbredelse og Israels tilintetgørelse. Libanon har selv et stort ansvar.
Ad 2. Valg. Hvad er det for et valg, vi her i Danmark skal træffe. Kan vi ikke herhjemme lade være med at tage stilling til, hvem vi holder med? De burde jo bare finde ud af det dernede i Mellemøsten og lade være med at slås. Hizbollah, som betyder Guds parti, erkender helt åbent, at de ønsker det islamiske kalifat indført. Her er det væsentligt at bemærke, at deres helt og leder, Hassan Nasrallah, siger, at Hizbollah – også i den aktuelle konflikt- ikke kun kæmper for sig selv og for Libanon men for hele den islamiske verden. Her har vi vel egentlig svaret, som springer lige i øjnene. Vi kommer ikke udenom at gøre op, om vi holder med islamistiske kræfter og organisationer eller med USA og Israel. Det er valget, for det er konfliktens parter, uanset om vi kan lide det eller ej. Vi kan ikke her og nu ændre på dette valg. Man kan godt komme med saglig og konstruktiv kritik til den part, man holder med, men man må gøre op, hvem man holder med.
Ad 3. Fronten. Fronten går også i Europa og i Danmark, det forekommer mig naivt ikke at tro dette. Krigen foregår ganske vist på afstand af Europa og USA, Herbert Pundik kalder det en stedfortræderkrig, hvilket jeg synes er indlysende rigtig. Selve den frygtelige slagmark er i Libanon og i Israel, hvor mange mennesker oplever daglig rædsel og ødelæggelser samt må befinde sig i beskyttelsesrum mange af døgnets timer. Fronten går også i Europa, man slås bare ikke her. De demografiske kendsgerninger for Europa og det faktum, at vi også huser islamistiske terroristceller, som vokser, gør, at vi må være klar over, at krigen dernede foreløbig bare er det sted, hvor ufreden og krigen kan beskues lige nu. Vi har et ansvar og nogle valg, vi skal træffe. Konflikten består. Fronten bliver mere og mere synlig.
Det er en krig i mellem det demokratiske frie Europa/USA på den ene side og islamistiske stater og militser, hvis mål er politisk islam, på den anden side. Vi kan ikke lukke øjnene og tro, at det, vi ikke ønsker at se, er gået væk, når vi åbner dem igen. Vi forsøger lige nu at balancere ved at ride på to heste, og blot ønske freden. Det plejer ikke at gå i længden, men ender næsten altid galt. Det viser historien os. Hvis vi åbner øjnene og vælger side, forholder os mere konkret til virkeligheden samt handler derefter, hvis vi da tør at beslutte os, så kan der være en chance.
Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde 31 juli 2006