NATO, politik og religion
15. april 2009
Jeg forstod ikke logikken bag, at en nyudnævnt generalsekretær for NATO står og taler (på mødet i Istanbul) om, at vi skal have dyb respekt for religiøse følelser. Det er et irrelevant emne, der ikke hører hjemme i en demokratisk funderet forsvarsalliance.
NATO kan risikere at skulle drage i krig for at forsvare landenes sekulære demokratier og frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden og religionsfriheden. En person, der står i spidsen for en sådan organisation, skal ikke stå og tale om respekt for religiøse følelser.
NATO skal slet ikke forsvare eller have et forhold til religiøse følelser. Og man skal ikke tilstræbe en balance, sådan som Fogh talte om i sin tale, mellem ytringsfriheden og religiøse følelser. Det første er en vigtig vestlig frihedsrettighed, det andet er en religiøs størrelse, som ikke kan beskyttes, uden man begrænser ytringsfriheden i forhold til og efter et omfang defineret ved, hvor og hvornår, de særligt religiøse påberåber sig krænkede, hvorved de tildeles en magt, som kan udnyttes politisk. Det har vi fået at se et par gange. Når Fogh sluttede sin tale på denne misforståede måde, lagde han op til en sammenblanding mellem politik og religion. At kræve særlig beskyttelse eller respekt for religiøse følelser er ikke muligt eller ønskeligt indenfor demokratiets rammer.
Fogh burde i stedet have talt om respekt for religionsfriheden, som ikke har det så godt i Tyrkiet.
Lene Kattrup i Information 15.04.2009