Nej tak til imamernes tilbud. Sharia svækker demokratiet
28. september 2011
Imamer efterlyser hjælp til fraskilte kvinder. Sådan stod der på forsiden af Kristeligt Dagblad den 22. september
Det fremgik af artiklen, at der er tale om, at kvinderne skal ”hjælpes” efter sharialoven ved hjælp af små lokale råd, domstole eller lignende.Imamer efterlyser hjælp til fraskilte kvinder. Sådan stod der på forsiden af Kristeligt Dagblad den 22. septemberImamerne udtaler, at de ikke har lagt sig fast på nogen bestemt løsning. Men hvis man mener, at kvinderne trods skilsmisse efter dansk lov ikke er rigtigt skilt, førend denne skilsmisse også er anerkendt i forhold til islams love, så respekterer man efter min mening ikke fuldt ud det demokrati, vi har i Danmark.
Jeg finder det beklageligt, at en dansk politiker som den radikale Manu Sa-reen udtaler sig positivt over for imamernes ønske om at oprette disse enheder eller shariaråd, som repræsenterer en indskrænkning af demokratiet. Han burde efter min mening som parlamentariker i et sekulært land være direkte imod dette, som jo er en sammenblanding af religion og politik, af verdslig og religiøs lov. (red LK : han har senere ændret og forklaret, at han må være blevet misforstået – se andet KD indlæg 1.11.2011 her på siden)
Problemet er, at det ligger i islams natur at blande politik og religion sammen, hvilket er i modstrid med vores demokrati her i landet. Der er mange demokratisk sindede muslimer, der kommer fint uden om det, ved at de frasiger sig eller tager afstand fra denne del af deres religion. Men de danske politikere, der måske ikke helt er opmærksomme på problemet, indser ikke konsekvenserne af at imødekomme imamerne, der desværre, som vi ser her, ikke accepterer de krav, der må være til dem om, at de ikke må bruge sharialoven her i landet som lov.
Som professor Sami Zubaida (der regnes for ekspert på området og har udgivet den meget læseværdige bog om sharialoven ”Ret og magt i den islamiske verden”) forklarer det, er valget svært, hvis man som muslim er meget religiøs, fordi selve shariaen er rygraden i islams civilisationsproces, så islam kan blive til en blød, vattet vestlig udgave, hvis man undsiger shariaen som en del af lovgivningen eller juraen.
I et interview i Kristeligt Dagblad den 16.juni 2006 forklarede Sami Zubaida om sharialoven, at den strider mod menneskerettighederne, samt at den ”aldrig er ønskværdig, og den går altid værst ud over kvinderne.” Dette er jeg enig i. Inden for den islamiske skilsmisselovgivning gælder, at kvinderne har meget svært ved at opnå skilsmisse og ofte ikke får børnene. Mændene er stillet bedre.
Men i et vestligt demokrati skal der være lighed for loven for alle borgerne i landet. De love, der gælder, må ikke være religiøst begrundede, men skal være menneskeskabte, rationelt begrundede og vedtaget i et folkevalgt parlament. Og der må kun være én lov i landet, for der kan ikke være et parallelt religiøst lovsystem på samme tid, uden at den demokratiske samfundsorden indskrænkes ved det.
Vi, der går ind for demokratiet (og det ved jeg, Manu Sareen gør), bør gøre det for alles skyld – også for vores demokratiske muslimske medborgeres skyld inklusive kvinderne. Vi må være vågne og opdage disse forsøg på at snige shariaen ind som lovgrundlag. Vi bør straks slå hælene i. Det skylder vi vores land og vores demokrati.
Sådan værner vi også bedst om kvindernes interesser og rettigheder. De bør ses som ligeværdige borgere i et vestligt sekulært demokrati. Det hele bliver endnu mere alvorligt, når man påtænker, at en del af disse kvinder måske foruden en eventuel skilsmisse også ønsker at forlade islam, hvilket de meget ofte ikke kan.
Jeg har mødt en del af disse kvinder, hvis vilkår er uhyre vanskelige. Vi hjælper dem bestemt ikke ved at indføre shariadomstole, som i starten blot kaldes shariaråd, der svækker både kvindernes rettigheder og vores demokrati.
Lene Kattrup 28. september 2011 i Kristeligt Dagblad