Nej Til Sharia. Religiøse Love Har Ingen Plads I Et Demokrati
27. august 2010
I EN KRONIK med et prima indhold i Kristeligt Dagblad den 20. august gjorde Cherif El-Ayouty rede for, hvordan han som muslim forbeholder sig ret til at tolke islam på sin egen måde. Version 58 kalder han den, hvor islam ikke står i vejen for udvikling, videnskab og vestlig livsførelse, ikke kræver særlige hensyn og ikke er i strid med demokratiet.
Han mener, der er mange versioner af islam og har beskrevet dette og sin version af islam i sin nyudkomne bog. Vi har brug for mere af det, El-Ayouty står for: En kritisk tilgang og debat af islams indhold, som han gør opmærksom på, er nødvendig, hvis vi skal have gang i den forandring og den bevægelse væk fra en fastlåst, ordret fortolkning af islams dogmer, som er nødvendig, hvis man som muslim skal være demokrat.
Han har helt ret. Her har islam særlige problemer.
Som demokrat og troende muslim bliver man nødt til at sætte demokratiet over sin tro, fordi islams kerne på adskillige områder er i direkte konflikt med demokratiets forudsætninger. Den protestantiske kristendom spænder ikke ben for demokratiet som sådan. Til alt held for vores del af verden passer kristendommen ind i den demokratiske samfundsorden og har udgjort en vigtig del af fundamentet.
Man kan kun rose Cherif El-Ayouty, der insisterer på retten til, at enhver muslim selv kan fortolke og ikke mindst omfortolke skrifterne og de udlægninger, han eller hun bliver præsenteret for af islams skriftlærde, som ofte kaldes for jurister, hvilket illustrerer, at islam er mere domineret af jura end af tro. Det er det, vi som kristne eller ateister med en kulturkristen baggrund ofte ikke rigtigt fatter, for vi bliver ved med at antage, at religion må være noget med den enkeltes personlige trosoverbevisning.
Når vi ser os om i verden og studerer de områder og lande, hvor sharia enten hersker totalt eller delvist, må vi sige, at der i virkeligheden er en relativt stor enighed om sharialovens substans. Hvor der kan være mange fortolkninger af en personlig trosoverbevisning, så er en lov jo i sagens natur ofte mere veldefineret og eksakt.
Vi kan i praksis se, at de steder, hvor loven udøves, står det fast, at eksempelvis kvinder skal arve mindre, at utroskab og homoseksualitet ikke kan tilgives, men skal straffes ofte med pisk eller stening, at man ikke må spise svinekød, at profeten ikke må kritiseres, at kvinder skal tildækkes og ikke må færdes frit, børnene ejes af faderen og så videre.
Det er det, vi må konstatere.
Det er mere graden af implementeringen af loven, der varierer. De steder i Europa, hvor denne lov så småt er ved at vinde indpas fortrinsvis på familieområdet, kan vi også se, at det er den forholdsvis veldefinerede og originale lov, der har overlevet næsten uændret igennem mange hundrede år, der er tale om.
Men det allervigtigste, som El-Ayouty ikke fik med i sin kronik, det er, at sharialoven er en religiøs lov, og derfor vil den altid – uanset indholdet – være som gift for demokratiet, hvor lovene skal være givet af mennesker og ikke af en gud. Og lovene skal være baseret på rationelle argumenter efter en fri debat i samfundet, hvor et parlament, der kan væltes, hvis befolkningen vil det, beslutter, hvilke love der skal vedtages eller forkastes.
Religiøse love kan slet ikke have en plads i et demokrati.
Kronikkens slutning var derfor ikke på højde med det øvrige indhold, for det vigtigste blev ikke præciseret, at enhver muslim, der ønsker at være en fuldgyldig demokrat, må afsværge sig shariaen som en lov i samfundet.
Shariaen kan allerhøjst være et personligt trosanliggende for den enkelte.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 27.8.2011