Paragraffen kan tryne religionskritik, BLASFEMI
8. januar 2007
Ann-Claire Olsen mente 2. januar, at blasfemiparagraffen er en styrke i et demokrati. Samtidig forsvarer hun religionsfriheden. Der er en konflikt. Religionsfriheden medfører en »håneret« for andre. Hun taler om tolerance, men det er de religiøse, der skal være tolerante. Ikke kunstnerne, de satireudøvende og ateisterne. Satire defineres ved hån, spot og latterliggørelse. Hvis samfundet skal definere en grænse for, hvornår der er tale om blasfemi, er det de religiøse selv, man må spørge, for de kender og definerer religionens indhold og dogmer. Andre og især ateister kan ikke kende religionens indhold, og kan let komme til at begå blasfemi.
Når religionens indhold ikke kendes i detaljer af religionskritikerne og de satireudøvende, så giver det de religiøse et fortrin og en ret til at definere, hvornår de føler sig krænkede, og hvornår, der er tale om blasfemi. Vi lever på særdeles usikker grund, og det går kun godt, fordi vores domstole faktisk ikke tager denne paragraf for pålydende og ikke lægger sig tæt op af de religiøses definition af blasfemi. Det kunne ændre sig. Domstolene i et land afspejler med en vis træghed trends i befolkningen, og med islams udbredelse og særlige blasfemiopfattelse kan det ske.
Vi har forudsat den normale definition på religion som den enkeltes verdensanskuelse, der ikke rationelt kan begrundes. Men for en del muslimer er deres tro ikke en tro, men en absolut størrelse. Blasfemiparagraffen er en risiko for vort demokrati, fordi den kan bruges til at mane religionskritik i jorden, så religionerne kan få mere magt. I sin yderste konsekvens kan blasfemiparagraffen en dag blive brugt til at bane vejen for sharialoven. Som Hirsi Ali har sagt, bør religionskritik ikke udøves med det formål at krænke de troende, man bør føle sig moralsk forpligtet til, at der skal være et sagligt relevant budskab. Grænsen skal sættes af den offentlige debat, der vil dømme de røster, der er for indholdsløse og for krænkende.
Grænsen skal aldrig sættes af de religiøse, eller af en domstol, der må definere blasfemi i forhold til, hvad de religiøse oplyser om religionens indhold. Det vil altid indebære en stor risiko for, at især gerningsreligioner med mange regler og dogmer, kan tiltage sig en politisk magt.
Statsministeren sagde i sin nytårstale: »Vi har et ansvar for ikke at føje alverdens autoritære i deres krav til, hvad vi må tegne og tale om«. Det må også gælde de religiøse autoritære. Derfor må vi af og til overskride den grænse for blasfemi, som kun få efterhånden tør nærme sig, og som vi heller ikke kan vide, hvor er. Paragraffen hører ikke hjemme i et sekulært demokrati.
Lene Kattrup i Berlingske Tidende 08 januar 2007