Realiteterne skærer venstrefolk i øjnene
4. juli 2006
Anders Fogh Rasmussen mener, at »vi skal nedtone religionenes rolle og betydning«, og kritiserer derfor Berlingske Tidende for at kæde religiøs baggrund sammen med integration. Jeg har stor forståelse for Foghs udmelding, men det er ønsketænkning, da vi overalt kan se, at mange muslimer ikke vil nedtone denne rolle, desværre ikke. Uffe Ellemann-Jensen og Birthe Rønn Hornbech kan her tage hinanden i hånden. De står på en anden fløj i forhold til Fogh, men holder heller ikke af virkelighedens klare lys. De mener bare og i klar modsætning til Fogh, at vi i visse tilfælde ikke engang bør fremstille og tale om virkeligheden og sandheden, hvis den kan opildne følsomme religiøse fundamentalistiske sjæle.
I en kommentar til Theo van Goghs film sagde Rønn Hornbech, at hun fandt det »meget krænkende for muslimer at se en nøgen kvinde med koranpåskrift«. I sin afstandtagen til filmen glemte hun at afveje dette hensyn mod den krænkelse, det var og er for kvinderne, der er udsat for de alvorlige overgreb, der foregår skjult med Koranen som legitimerende faktor. Det var blot det, filmen så præcist fremstillede.
2. juli er Ellemann-Jensen fortaler for, at ytringsfriheden skal træde varsomt og undgå at krænke (vanhellige) religiøse symboler, fordi en sådan krænkelse kan ophidse og udfordre ekstremister og yderliggående kræfter. Man aner en klar parallel til Rønn Hornbech. Men begge glemmer, at sandheden ikke skal forties i de tilfælde, hvor religion anvendes til at legitimere overgreb, vold og krænkelser af andre mennesker. Denne sandhed skal frem. Man skal ikke af fejhed fortie dette, for så går man disses ærinde, og man skal ikke vise særlige hensyn, blot fordi disse kræfter er farlige, og fordi de selv mener, at en religiøs tekst giver dem legitimiteten. Særligt Muhammed-tegningen af en islamist med en bombe i turbanen synes jeg var stærk, fordi den fremstillede det forhold, at voldsmænd sprænger sig selv og andre i luften i islams navn, islam symboliseret ved Muhammed.
Det var en virkelighed, en sandhed, som en tegner fremstillede. Skal modtagere, som i visse tilfælde er islamofanatikere og voldsmænd, forhindre os i at måtte fremstille sandheden?
Vi skal leve med denne virkelighed, må vi så ikke tegne den, tale om den, lave film om den, fordi det kan krænke religiøse følelser hos de personer, der i deres fanatisme blander politik sammen med religion? De muslimer, der er demokrater i deres hjerter og hjerner, vil måske nok ikke ønske at se tegningerne, der jo var inden for almindelig dansk satiretradition, men de vil aldrig reagere voldeligt, og de vil ikke ønske tegningerne forbudt ved lov. Rønn Hornbech og Ellemann-Jensen vægter hensynet til fundamentalister over hensynet til sandheden, og de glemmer, at den krænkende virkelighed ikke forsvinder, når vi nægter at se den i øjnene.
Af Lene Kattrup Medlem af Trykkefrihedsselskabet Ytringsfrihed II Berlingske Tidende 04 juli 2006