Religioner er ikke ens!
31. juli 2006
Efterhånden må man konstatere, at Else Skovløber (JP Kbh 26/7) og jeg nu er enige om en del vedrørende nogle af de muslimske mænds undertrykkelse af kvinder, og hun hilser da også den nye forening “Kvinder for Frihed” velkommen og har forstået, at foreningen kæmper for alle kvinder og pigers frihed, selvfølgelig også for muslimske. Men vandene skilles stadig ved, at hun tilsyneladende mener, undertrykkelsen ikke har noget med islam at gøre.Læs koranen
Her er vi uenige, for jeg mener, at en stor del af den undertrykkelse, vi ser, har med islam at gøre. Det er mit postulat, at Else Skovløber ikke kan have læst så meget om islam, og i hvert tilfælde ikke konsulteret de kilder, der åbent fortæller præcist, hvad der står i Koranen og hadithen omkring f.eks. gengældelse, frafald, kvinder, utroskab, muslimers forhold til vantro osv. Jeg ved godt, der også står nogle “upæne” budskaber, der ikke er forenelige med et vestligt moderne samfund med frihedsrettigheder for det enkelte individ, i Det Gamle Testamente, men Jesus, som udgør fundamentet for Kristendommen, gjorde selv op med Moselovens gamle bud ved f.eks. at sige, at “I har hørt, at der er sagt: Øje for øje, og tand for tand, men jeg siger, at I må ikke sætte jer imod den, der tilføjer jer ondt”, og han befaler os så, at vende den anden kind til og elske sine fjender samt gøre godt mod dem, der forbander en og hader os (Mattæus evangeliet kapitel 5). I Kristendommen loves ikke bål og brand for hedninger, tværtimod, se Paulus brev til Romerne 2, 11-16 og sammenlign med, hvad Koranen siger om frafald og ateister.
Guds ord eller ej
Kristendommen bygger først og fremmest på indholdet af Det Nye Testamente, men indholdet betragtes ikke som Guds åbenbarede ord, der ikke må fortolkes af mennesker. I modsætning hertil er den normale opfattelse hos muslimer, at Koranen er Allahs åbenbarede ord, hvor det ikke er op til mennesker at fortolke. Her har vi en afgørende forskel. Nogle religioner befordrer og giver plads til et demokratisk samfund og individuel åndelig udvikling hos den enkelte, mens andre har et potentiale for et samfund baseret på religionens egne love, et teokrati. Else skovløber siger, at der ikke i Koranen står noget om at dræbe og føre hellig krig i Allahs navn. Hvad med sura 47, 4: “Når I møder de vantro, så halshug dem, og når I har fået magt over dem, bind dem fast med bånd” og 2, 216: “Det er foreskrevet jer at kæmpe, selvom I hader det”.
Kernen ikke ligegyldig
Det er ikke ligegyldigt, hvad der er kernen i en religion, hvad der står i selve bogen, og slet ikke hvis man hævder, det er Guds åbenbarede ord, der ikke må tolkes. Når man prøver at læse i Det Nye Testamente og sammenligner med Koranen og hadithens indhold, så får man faktisk en hel åbenbaring. Man behøver bare at læse en smule, jeg kan meget anbefale det. Jeg vil anbefale Else Skovløber f.eks. at læse Rudolph Peters: Jihad i klassisk og moderne islam, forlaget Vandkunsten 2004, samt Kåre Bluitgens fremragende bog: Koranen og profeten Muhammeds liv, Høst og Søn 2006, og så sammenholde med indholdet i Det Nye Testamente.