Religionshad og religionskritik. Hvem bestemmer, hvad der er hvad?
23. april 2013
TAK FOR SVAR fra imam Naveed Baig til undertegnede her i avisen den 22. april. Baig skriver her tydeligt, at han mener, det er o.k. at debattere samt kritisere religion, og det vil jeg gerne kvittere for. Det var jeg i tvivl om efter læsning af hans tidligere indlæg den 21. marts.
Men han slutter så sit indlæg med at skrive, at han ikke kan se, hvilket formål kritikken skal tjene. Det mener jeg ikke er afgørende på nogen måde. De, der udøver kritikken, har selv øje for formålet.Islam har efter min vurdering en tendens til at ville bestemme over det politiske, mens en religion som kristendommen i sin kerne er modsat. Det kan for eksempel begrunde behovet for at måtte kritisere islam som lovreligion for i et demokratisk sekulært samfund at modvirke tendensen til, at love og regler begrundes religiøst, hvilket er mod demokratiets fundament.
Desuden, som jeg tidligere har nævnt, bliver islam ved en ortodoks og ordret fortolkning til islamisme. Uden en adgang til at udøve kritik af nogle af islams læresætninger er dette svært at imødegå. Jeg finder i modsætning til Baig, at islamismen er en totalitær ideologi, der udgør en alvorlig fare for det frie samfund.
Vi skal i alt dette huske, at der er forskel på en tros læresætninger, det vil sige en religions kerne, og den troende selv. Den troende er altid et medmenneske, mens en religion kan defineres som en verdensopfattelse, der ikke kan begrundes rationelt. Man kan også definere religion som et tankesystem.
Naveed Baig skriver, at han skelner mellem religionskritik og religionshad. Et drilsk spørgsmål kan her være, hvem han mener, der skal kunne skelne og afgøre dette. De troende selv kan være meget følsomme og nærtagende. Og tanken om et decideret religionspoliti får mine nakkehår til at rejse sig.
Mener Baig med sine ord, at religionskritik skal være tilladt, mens religionshad faktisk ikke skal være det? Hvornår er noget had, og hvornår er noget kritik? Og hvordan skelne mellem had eller frygt for en religion? I øvrigt mener nogle jo i dag i ramme alvor, at også frygt for en religion (blandt andet islamofobi) skal fordømmes og/eller ulovliggøres. Jeg mener, man i et frit samfund skal have lov til at tage så meget afstand fra en religion, at man selv eller andre kan opfatte det som had til denne religion. Som nævnt hadede Georg Brandes kristendommen, men han hadede jo ikke de kristne.
Jeg har truffet personer, der nærede en så stor modvilje mod den snærende opdragelse, de havde fået i Indre Mission, som vi mere så før i tiden, at jeg vil karakterisere det som had til Indre Missions lære, men de hadede ikke deres familie af denne grund.
Det må være legalt i vores land med tanke- og trosfrihed. Det indebærer, at man gerne må frygte eller hade en religion.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd
I Kristeligt Dagblad den 23.4.2013