Sharia light. Vi må væk fra al religiøs lovgivning
17. december 2008
I JOHANNESEVANGELIET (8, 3-11) fortælles om horekvinden, der blev grebet på fersk gerning og fremstillet for Jesus. Moseloven befaler, at hun skal stenes, sagde de skriftkloge. Jesus svarede: ”Den af jer, der er syndefri, lad ham være den første, der kaster sten på hende.” Det berettes, at de alle gik bort – også det at mene sig selv syndefri vil være en synd. Jesus sagde så til kvinden, at hun skulle gå bort og bestræbe sig på ikke at synde mere.Han tog klart afstand fra den steningsstraf, der på den tid var almindelig. Jesus tog i det hele taget afstand fra religiøse love og straffe, fra gerningsreligiøsitet, og han gav afkald på politisk magt. Det fik betydning i den kristne verden.
Med Muhammed var det anderledes. Og som imam N. Basharat berettede i kronikken den 6. december i Kristeligt Dagblad blev Koranens påbud om 100 piskeslag (sura 24, 2-3) tværtimod siden skærpet fra pisk til stening under den anden kalif Umar, fordi Muhammed selv skulle have deltaget i en stening. Det fik også betydning for eftertiden.
I kronikken nævnte Basharat, at han mener, det kun bør være de 100 piskeslag, ”der gælder”. Steningsstraffen er desværre stadig i brug, men det grundlæggende må være, at vi især i den kristne, vestlige del af verden har bevæget os væk fra love og straffe baseret på religiøse forskrifter.
Det har været en lang vandring, men ikke desto mindre har den fundet sted, og det skyldes blandt andet Det Nye Testamentes klare opgør med religiøs lov i det hele taget. Ud fra indholdet i kronikken fik jeg det indtryk, at Basharat tror, at protestantisk kristendom begrunder sig på Moseloven og på indholdet i Det Gamle Testamente, som de fleste nutidige kristne jo forstår og tolker igennem indholdet i Det Nye Testamente, hvis indhold han skulle sætte sig mere ind i, når han foretager en sammenligning.
Især læsning af Paulus’ breve og Bjergprædikenen, hvor det fremgår, at Jesus gjorde op med den gamle moselov og blandt andet sagde: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje, og tand for tand, men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt”, og befaler os at elske vores fjender, vende den anden kind til, ikke dømme (Matt. 5, 38-48 og 7) med videre.
Kravene er for radikale til, at man kan begrunde en politik ud fra indholdet. Kristendommen går i spænd med et demokrati, idet der ligger en sekularisering af det politiske i kristendommen selv. Og der er et gennemgående budskab om alle menneskers ligeværd, som demokratiet som samfundsorden også har.
De to ting (sekularisering og ligeværd) finder vi ikke i islam. Basharat omtalte den nylige sag fra Somalia med den 13-årige voldtagne pige, der blev stenet, men efter hans mening blandt andet på grund af sin alder skulle være gået fri. Han mener nemlig, man fejlfortolker sharia-loven, og plæderer for en mere venlig og human fortolkning af sharialoven.
Men han burde tage helt afstand fra shariaen som lov og ikke blot forsvare en mere light udgave. Han burde have skrevet, at demokratiet, frihedsrettighederne og retsstaten med alle borgeres lighed for loven er det samfundssystem, der også er det rigtige i et land som Somalia.
Dette havde jeg forventet, fordi han selv er borger i et sekulært demokrati uden religiøse love, hvor han selv og hans Ahmadiyya-bevægelse nyder beskyttelse og frihed i modsætning til i mange af de islamiske lande, hvor de desværre forfølges.
Det undrede mig, at han ikke sætter så meget pris på demokratiet, så han er en ubetinget forsvarer af dette system. Jeg var skuffet, fordi netop N. Basharat i en kronik i Berlingske 3. september 2005 lod forstå, at han var ubetinget demokrat samtidig med, han var troende muslim, hvilket jeg bemærkede og fandt glædeligt. Nu er jeg kommet i tvivl.
Måske kan imamen komme med en klar tilkendegivelse om, hvorvidt han går ind for det sekulære demokrati med universelle frihedsrettigheder, hvor vi ikke kan have nogen form for religiøse love – hverken milde eller skrappe – eller om han stræber efter en vis gradvis implementering af sharialoven. Om end godt nok i en light form på grund af hans tilhørsforhold til Ahmadiyya-bevægelsen.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 17. dec. 2008