Slots- og Kulturstyrelsen skal bremses i sin smålighed
2. juni 2016
Lokalhistoriker Finn Holm-Jørgensen beskylder mig næsten for historieforfalskning, fordi jeg i et tidligere indlæg har beskrevet, hvordan min familie gennem tre generationer har brugt Bernstorffsparken til dejlige spadsereture med familiens forskellige hunde uden snor på. Han mener, det ikke kan passe, da haven først blev åbnet i 1945.Jeg har nu dokumentation for, at det er sandt. Der er lige udgivet en bog om min far, Johannes Stefan Jørgensen, som var sabotør i Holger Danske, død 1973, og min farfar Stefan Jørgensen, begge læger i Gentofte Kommune. Min farfar blev dræbt af tyskerne ved et clearingmord i 1944 i sin praksis på Vældegårdsvej. Som sagt kan jeg dokumentere, at de kom i denne smukke og dejlige park. Min far skriver om, at han ofte kom der som dreng. Han blev født i 1921. Det kan vores historiker muligvis finde en forklaring på, måske kunne borgerne bruge parken også inden 1945.
Men alt det ændrer ikke ved, at jeg synes, det er dybt kritisabelt og helt forkert, at Slots – og Kulturstyrelsen nu vil indskrænke den adgang, borgere i Gentofte Kommune i det mindste siden 1945 (måske før) har haft, til at kunne gå hele parken rundt og lufte deres hund uden snor. Det gør Gentofte Kommune mindre attraktiv for mange mennesker, hvis det forbydes. Der er i dag så utroligt mange steder, man ikke må tage snoren af hunden. Især i København og omegn har bredt sig en tendens til at man ændrer reglerne, så hunde skal være i snor i mange parker. Jeg finder det sørgeligt. Hunde uden snor er mere rolige og omgængelige, og de elsker at få snoren af. Jeg vil mene, at det i Bernstorffsparken etisk set har vundet hævd, at man må lufte hund uden snor. Slots- og Kulturstyrelsen bør ikke lykkes med deres hundefjendtlige tiltag.