Sorte skyer over Vestens ytringsfrihed
10. marts 2009
De goder, man har i hverdagen, vænner man sig hurtigt til som en selvfølge, så man først bemærker det, hvis de forsvinder. Vi kender vel alle professor Higgins’ smukke sang i musicalen » My Fair Lady « (der sættes på plakaten på Det. Kgl. i 2010) om den dejlige, men uforudsigelige og selvstændige blomsterpige Eliza, som han havde vænnet sig til, var der, som en naturlig del. Først da hun er væk, indser han, at det er et tab, der får hans hverdag til at blive kedelig og farveløs. Det, der giver os ansvar, besvær og udfordringer her i livet, er også det, der giver os farver, meningsfuldhed og glæder.Ytringsfriheden er som Eliza en besværlig størrelse, der tit giver problemer, men begrænses den meget f. eks. ved censur, vil samfundene blive mere grå og glædesløse. Den ret vidtrækkende ytringsfrihed, som vi tager for givet her i Europa, har vi faktisk ikke haft så længe. Og vi bør nok ikke tage for givet, at den vil bestå.
Den livskloge Hans Magnus Enzensberger, der bl.a. skrev bogen » Åh Europa «, sagde forleden i et interview (Berlingske 17/ 2): » Ytringsfriheden har altid været et stridspunkt, den har aldrig været global. « Det er noget, vi europæere har fundet på og fundet frem til under store vanskeligheder. Vi har kæmpet mod blasfemiparagraffer og majestætsfornærmelser, og hvad ved jeg, og der er ingen grund til at give op nu «.
Han præciserede, at han også vil forsvare det taktløse inkl. de danske Muhammed-tegninger, at han på dette punkt var urokkelig, fordi alt andet ville være et selvmord.
Kritik = racisme
En række islamistiske lande forsøger for tiden at få FN’s Menneskerettighedsråd til at ligestille kritik af religion med racisme ved den såkaldte Durban2 konference, hvilket reelt set vil være at indføre censur. EU vedtog 28/ 11-08 et rammedirektiv, der opfordrer medlemslandene til at bekæmpe ytringer, der har karakter af racisme og fremmedhad, hvilket jo falder sammen med den udbredte tendens, der er i tiden til at forveksle religionskritik med fremmedhad og racisme, hvilket er helt forkert og misforstået.
Racisme og fremmedhad er begreber, der kun giver mening i forhold til individer. Og det er individbeskyttende, at man i samfund sikrer retten til at underkaste religioner/ religionsideologier og religiøse dogmer kritik og debat.
Vi bør ikke beskytte ideologier og religioner, men individer.
Mennesker bliver ikke mere frie eller mindre stigmatiserede af, at man forbyder debat, kritik inkl.
Kritisk satire af deres religion eller religiøse ideologier. Tværtimod.
Og racisme skal bekæmpes ved hjælp af ytringsfriheden, ikke ved at indskrænke den.
Som ung nød jeg at se Dave Allens satireshows på tv, hvor nogle katolikker sikkert følte sig ramt. Men disse shows kan også have hjulpet andre, der ønskede det, til at frigøre sig fra katolicismens dogmer. Alle kunne jo blot slukke, hvis de ikke ville se det. Og nogle muslimer kunne måske have haft udbytte af at se grundigt på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og bruge dem til at frigøre sig fra nogle af islams love -eller de kunne bare have ladet være med at købe og læse avisen. I flere lande i Europa overvejer man at indføre nye love mod hadefuld tale, eller man vil måske aktivere gamle blasfemilove for at tilpasse landene de nye islamistiske krav, der er opstået i de multikulturelle lande for at undgå kultursammenstød.
I England og i Norge var man tæt på at få flertal for love, der ville have ulovliggjort religionskritik som bl.a. den satire, der var i de nævnte Dave Allen shows.
Loven i Holland er lige blevet strammet, og man prøver nu at lukke munden på parlamentarikeren og islamkritikeren Geert Wilders og på tegneren Gregorius Neckshot. Nye love vil få endnu flere kunstnere og forfattere til at føle sig usikre og holde sig tilbage.
Et kritisk essay, en bog eller en film kan jo hurtigt blive udråbt til kriminel » hate speech «, hvis et følsomt religiøst mindretal siger, de føler sig ramt. De får et stærkt våben. Især islamister vil bruge det, mens sekulære og demokratiske muslimer anerkender, at demokratiet og frihedens pris er, at man må tåle kritisk debat, uenighed og satire også i forhold til religion. Man kan faktisk ikke have fuld religionsfrihed uden individets ret til at kritisere, nedgøre, forlade, skifte og/ eller forkaste enhver religion. Bagsiden af religionsfriheden er religionskritik.
Hvis vi indskrænker retten til religionskritik, så vil især islamisternes magt styrkes.
Religioner er ikke ens
Religionerne er ikke ens. Det undrer mig, at så mange tilsyneladende tror det. At tro, at andre religioner er nogenlunde som f. eks. kristendommen, som mange af os kender, har jeg altid syntes, var en mærkelig og overfladisk antagelse.
Som hvis man mener, at ideologier er ens. Lovreligioner er meget anderledes, og især islam er meget anderledes og speciel.
Jeg ønsker ikke, at mine børn og børnebørn vokser op i et Europa med islam, hvor religionskritik begrænses. Islam bliver til islamisme, hvis kritik af islam begrænses. Efterhånden vil musikken, farverne og friheden forsvinde.
Det sker naturligvis ikke på kort tid, men jeg finder udviklingen skræmmende, og tingene kan gå hurtigere, end vi tror. Det er nu, vi skal til at sætte hælene i og sige, at visse ting ikke er til debat. I denne uge skal Per Stig Møller afgøre, om Danmark skal boykotte Durban2-konferencen som bl.a. USA og Canada. Jeg mener ikke, vi har andet valg, så længe det er en indskrænkning af retten til religionskritik, der er på dagsordenen.
Lene Kattrup i Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 10.3.2009