Tag ungdommen alvorligt
17. oktober 2006
DET HØRER ungdommen til at kritisere, afprøve grænser og angribe autoriteter. Det er et sundhedstegn, og det giver en uundværlig næring til samfundet. Det er ikke altid, at det gøres smukt og stilfuldt, det hører også ungdommen til. Som forældre til teenagere vil man sandsynligvis have oplevet perioder, hvor de giver så meget kritik, at man er ved at segne. Man bliver “skudt på”, så man føler, at man aldrig tidligere i sit liv har måttet stå for så barsk og direkte en kritik; alt er til debat.Der er kun en opskrift, der virker, og det er at gå ind i substansen af sagen med saglighed, svare, forsvare, drøfte og argumentere. Det er sundt, og det skylder man hinanden. Som samfund er det også det, man skylder de unge. Alle autoriteter, symboler, helligheder og dogmer står normalt for skud.
På trods af, at stilen og måden kan virke ubegavet eller af og til tilfældig eller meningsløs, så er der næsten altid et dybt seriøst oprør, en protest og en slags grænseafprøvning bag.
Helt naturligt
Vi bør tage disse unge mennesker alvorligt og prøve at se på, hvad der lå bag, og jeg er her bedøvende ligeglad med, hvilket partis unge vi taler om.
Det er unge mennesker, der vokser op her i landet, og de er vore medmennesker. Det, som Dansk Folkepartis unge eller Radikal Ungdom m. fl. gjorde, var helt naturligt for, hvad en sund ungdom kan og må finde på.
Det er derimod tankevækkende og ikke naturligt, at de unge mennesker i et frit sekulært demokratisk land forankret i en kristen historisk baggrund åbenbart opfatter Muhammed, en islamisk religiøs figur, som en autoritet, de kun turde lave satire- og/eller vittighedstegninger af, fordi de var i et lukket selskab (troede de), og fordi de var fulde.
Jeg kan ikke lide at tænke på, at de nok bedre havde turdet at lave religionssatire og eller dristige tegninger af Jesus eller Buddha, ja, det havde de formentlig vovet mere åbenlyst og uden at være fulde.
Jeg skammer mig egentlig ved at overlade et land til dem, hvor de nok allerede er mindre frie, end jeg var som ung. Jeg voksede op i en tid, da Dave Allen havde sine pragtfulde tv-programmer, og hvor vi blev enige om, at Thorsens Jesus-figur ikke hørte hjemme midt på Birkerød station, hvor de, der evt. blev krænkede, ikke kunne se den anden vej, men der var intet farligt at frygte i den forbindelse.
Hvad er det egentligt for et land, vi giver videre, hvis vi beskærer ungdommens ret til at kritisere og gøre grin med religiøse symboler, hvor vi ikke blot går i en saglig og pæn dialog med dem, men hvor vi kritiserer dem så meget sønder og sammen for, hvad de har gjort, at de kun kan forstå det sådan, at også for os her i Danmark betragtes profeten Muhammed nu med en så speciel hellig status, at han slet ikke må tegnes eller gøres grin med.
Præcision og stil
Vi burde hellere støtte de unge mennesker i deres ret til at kritisere en religions dogmer og symboler, men så tilføje, at stilen og måden var usmuk.
Den burde i det mindste have været velformuleret og præcis, sådan som gode satiretegninger er. Og man bør ikke gøre sådan noget i fuldskab.
Jeg taler ikke om respekt, men om præcision og stil, så der er et forståeligt relevant budskab i deres kritik, så det er symbolerne og religionens indhold, der evt. skydes på, for en generel forhånelse af de troende er naturligvis ikke acceptabel.
At kritisere religion bl.a. gennem religionssatire er en del af demokratiets vilkår. Men vi kan ikke på forhånd forlange, at unge mennesker kan tegne så dygtigt og præcist, som de 12 erfarne satiretegnere gjorde i JP.
Lene Kattrup i Jyllands-Posten 17. oktober 2006