Udgangsforbud vil gavne Gellerup
28. december 2006
Et udgangsforbud kan bidrage til at bremse ballademagerne blandt indvandrerdrengene. Deres forældre skal stille flere krav til dem og sørge for, at de får en bedre skolegang. Samtidig kan flere rettigheder til de undertrykte indvandrerpiger også bidrage til at skabe ro i det urohærgede GellerupTOM BEHNKE HAVDE 15/12 nogle betragtninger omkring situationen i Gellerup, hvor problemerne tårner sig op, og man nu overvejer udgangsforbud om aftenen indenfor nogle regler og tidspunkter, jeg fandt ret fornuftige.
Han skrev, at vi skal huske, at det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn og opfordrede til, at forældrene går en tur i området efter aftensmaden og derefter går hjem og sørger for, at børnene kommer i seng i ordentlig tid. Det kan være rigtigt.
Imidlertid slutter Tom Behnke: »Så altså ingen udgangsforbud. Det vil kun øge problemerne. Det er det modsatte, der skal til.« Her er jeg uenig. Hvis balladen ikke holder op, må vi handle og forlange ro og orden. Men jeg vil gerne pege på nogle andre forhold, som jeg tror er med til at skabe problemerne, og som jeg synes, der fokuseres alt for lidt på. En del af drengene i disse miljøer opdrages til at “prinse den”.
Det har bl.a. Lise Egholm (skoleinspektør på Rådmandsgades skole på Nørrebro) peget på: »Grundlæggende er det drengene, der giver de store problemer, ikke kun på skolerne, men også ude i samfundet, og det handler langt hen ad vejen om opdragelse, og især mangel på samme«.
Åben tale
Vi når ikke langt, hvis vi ikke begynder her. Vi skal til at tale om og sige disse ting ligeud. Drengenes resultater i skolen er overraskende dårlige, og det på næsten alle fagområder. Egholm har også forklaret, at hun i næsten alle grupperne af de typiske indvandrerfamilier ser, at man nærmest ikke opdrager drengene før pubertetsalderen, men i stedet forguder dem og undlader at stille krav til dem.
Herved opstår det såkaldte prinsefænomen hos drengene. Deres opfattelse af sig selv som ophøjede væsener betyder, at modgang gør dem frustrerede og i en del tilfælde rådvilde og ret vrede. Hertil kommer, at meget tyder på, at der i hjemmet sjældent stilles krav om lektielæsning eller sørges for ro og mulighed for drengene til dette.
Min og nok også andre forældres erfaring er, at det vigtigste og det bedste, vi har kunnet gøre for vores drenge, var at vise dem bestemt hen til deres skrivebord og insistere på og sørge for, at der hver dag virkelig blev ydet et stykke grundigt og ordentligt hjemmearbejde. Og sørget for at drengene bidrog til huslige pligter på samme måde som pigerne. Først derefter kunne der være tid til venner og sport osv.
Når barnet og det unge menneske finder ud af, at man lærer faktisk ved surt slid, ved at sidde på sin flade og selv tage et ansvar og kæmpe for at forstå og tilegne sig stoffet, så er meget nået.
Lære ansvar
Jeg er så træt af kun at høre, at vi skal oprette flere lektiecafeer, at det er skolens skyld osv. Problemet er snarere, at der skal siges helt ligeud til disse forældre, at børn og unge skal lave lektier og tage ansvar for egen indlæring (lære at tage ansvar), og at der er krav, som hjemmet skal opfylde hver dag.
Forældrene skal af skolen kaldes til samtale tidligt og jævnligt, hvis der er problemer for at gøre dette klart for dem. Hjælper det ikke, må kommunen på banen. Jeg tror, at den fremgangsmåde ville betyde, at færre drenge ville opleve så mange nederlag i skolen, som det er tilfældet i dag.
Håbløst bagefter
Et typisk forløb er, at drengen møder glad op i 1. klasse, men allerede i 3. klasse er forløbet reelt afgjort, og han er håbløst bagefter, endda i modsætning til de piger, som, han ofte har fået at vide, skulle være lidt mindre begavede end ham som dreng.
Man hører også mange forklarende undskyldninger om, at forældrene måske ikke kan hjælpe med lektierne.
Det er ikke forældrene, der har lektier for, forældrenes opgave er at skaffe ro til indlæring, et godt skrivebord samt forlange og kontrollere (vise interesse og spørge skolen) om hjemmearbejdet er ok, og om eleven er godt nok forberedt. Hvis dette skete, ville drengene ikke opleve disse nederlag i skolen, og de ville heller ikke have så megen tid til at lave ballade på gaden.
Færre lommepenge og en forældreopfordring til at tage et fritidsjob, uden at det gik ud over skolegangen, kunne bidrage til at modne drengene. Lise Egholm nævner eksempler på indvandrerdrenge, der får 4.000 kr. om måneden af deres far, fordi han ønsker, at de skal gå fri af kriminalitet.
De skulle hellere have max. 400 kr. – et mere normalt niveau – ledsaget af krav om at passe skolen samt eventuelt få det fritidsjob, der kan virke både modnende og integrerende. Men i en del indvandrermiljøer er fritidsjob for drenge ikke velanset, medmindre det er indenfor familiens skød, og så virker det ikke nødvendigvis integrerende.
Pigerne lever som oftest et helt andet liv. De er generelt mere flittige og må normalt ikke færdes så frit som drengene og slet ikke på gaden. Efter pubertetens indtræden holdes de hyppigt næsten isoleret, så det er ikke så underligt, at de klarer skolekravene og ikke får de nederlag her, som drengene får.
Ufri tilværelse
Til gengæld lever de ofte et kedeligt ufrit og undertrykt liv. Mens pigerne opfordres til at være flittige i skolen, sendes drengene nærmest på gaden fra de ofte overfyldte og støjende lejligheder.
Her er det svært for en dreng at få et sted med fred og ro til lektier, noget der i indvandrerkredse ofte kun regnes for et være ok for en pige, mens drengene skal være mere fysisk orienterede.
Generelt tales der alt for lidt om den kønsapartheid, der er i mange af indvandrermiljøerne. Fik pigerne mulighed for at blande sig i flokkene med drenge og unge mænd, havde disse grupper måske en mindre aggressiv adfærd.
Uacceptabel adfærd
Vi ved bl.a. fra undersøgelser, at en del piger mod deres vilje holdes isolerede og er meget frustrerede og ulykkelige over det. For det første finder jeg denne gøren forskel på kønnene utiltalende og uacceptabel, for det andet tror jeg også, at diskrimineringen er med til at skabe en del af den vrede og de store frustrationer, vi ser i ghettoerne. Rene mande- og drengemiljøer er ofte meget hårdere.
Lad os få undersøgt disse pigefængsler og lad os prøve at finde ud af, hvordan man kunne få dette mønster brudt op. I vores kultur har vi ikke i nyere tid været vant til, at piger skal holdes isolerede fra samfundet og isoleres fra det andet køn i deres ungdomsår.
Jeg finder, det er et væsentligt såvel menneskeligt som integrationshæmmende problem, som slet ikke har fået nok opmærksomhed. På vores “aftentur” bør vi åbne øjnene og bemærke kønsapartheiden. Der mangler indvandrerpiger og -kvinder i sportsklubberne, i fritidslivet og i gadebilledet. Sådanne tiltag kan måske bidrage til at mindske den megen ballade i Gellerup, hvor vi må forlange ro og orden. Om nødvendigt med udgangsforbud.
Jeg er så træt af kun at høre, at vi skal oprette flere lektiecafeer, at det er skolens skyld osv. Problemet er snarere, at der skal siges helt ligeud til disse forældre, at børn og unge skal lave lektier og tage ansvar for egen indlæring (lære at tage ansvar), og at der er krav, som hjemmet skal opfylde hver dag.
Når barnet og det unge menneske finder ud af, at man lærer faktisk ved surt slid, ved at sidde på sin flade og selv tage et ansvar og kæmpe for at forstå og tilegne sig stoffet, så er meget nået.