Venstrefløjen og islamismen
30. oktober 2007
Workshop i Danmarks Sociale Forum 29. september 2007 med emnet islamisme og venstrefløj – forenelige størrelser?
Allerede på vej op ad trappen kunne man fornemme en dyster stemning. Noget tungt eller ubehageligt lå i luften. Man kan sige meget om venstrefløjen, men der plejer at være en god positiv stemning, når de mødes, præget af indbyrdes fællesskab, højt til loftet og rummelighed, når de er sammen med vennerne, og der ikke er for mange højreorienterede til stede. Det var nu ikke det, der var problemet. Det er i egne rækker, der er en dyb splittelse. En em af islamisme lå hen over mødet. Denne em var som en tyk, klæbende olie, der var svær at få af. Nogle af de unge mente, at det kun er de gamle venstreorienterede, der ikke har forstået de nye tider. Det er også sandt, at det mest er dem, der ”brokker” sig over den ny linie. Til mødet var der også flere kritiske røster fra erfarne personer med indvandrerbaggrund, der lå på linie med hvad f.eks. Bizhan Alankesh har sagt: ”Især vi flygtninge og indvandrere i Enhedslisten forstår ikke Asmaa. Vi er jo flygtet fra islamisterne” (Berl.23.9.2007).
Tre gange forsøgte repræsentanter fra Enhedslisten (Pelle Dragsted og Hans Jørgen Vad) at berolige de fremmødte ved tydeligt at erklære, at Enhedslisten tager helt skarpt afstand fra islamismen samt, at socialisme og islamisme ikke kan forenes. Det løste ikke op for stemningen. Det var tydeligt, at en del i forsamlingen ikke lod sig berolige så let. Nok fordi det forekom uhyggeligt og sigende i sig selv, at disse ord fra Enhedslistens top i et lokale propfyldt med Enhedslistefolk overhovedet var nødvendige. Det virkede i sig selv ildevarslende og lidt uhyggeligt. Nogle vil sige, at når vi overhovedet er kommet dertil, at det er nødvendigt for Enhedslisten at komme med den slags forsikringer, så viser det jo, at noget er ravruskende galt. De Konservative har netop holdt landrådsmøde i samme weekend. Her hørte man ikke, at partitoppen måtte forsikre sine medlemmer om, at De Konservative tager af stand fra gammeltestamentlige fundamentalister eller fra fascismen, eller at man stadig er tilhænger af kønnenes ligeværd, at ateisme er ok osv. Det er ikke nødvendigt.
Sagen er, at Enhedslisten er kommet til at flirte med en person, som nogle mener, er islamist og har for tætte forbindelser til Islamisk Trossamfund og dets internationale storebror, Det Muslimske Broderskab, samt Tariq Ramadan. Dette kom gentagne gange frem ved workshoppen, selv om også en del forsøgte at undertrykke den debat. Fra partiets side blev det klart erklæret, at man tog afstand fra Det Muslimske Broderskab, som man regner for et klart antidemokratisk og islamistisk foretagende, men Islamisk Trossamfund kendte man ikke så godt desværre, så her kunne man ikke udtale sig. Når partiet har opstillet en person til Folketinget, så virker det ikke så gennemtænkt, at man ikke kender til Islamisk Trossamfund, som denne person bl.a. repræsenterende i en sag, hvor hun ønskede en dansk avis dømt i henhold til blasfemiparagraffen. Som i øvrigt er en paragraf, dette parti altid har tordnet imod og ønsket afskaffet.
Det er ikke mærkeligt, at de gamle venstreorienterede har svært ved at følge med. Deres fløj og deres parti/partier plejede at gå ind for individers frihed og for kønnenes ligestilling. Nu har de en spidskandidat, der har fortalt, at hun holdt op med at dyrke sport, da hun kom i puberteten for at bære islamtørklædet, som hun selv siger ikke har noget med tradition at gøre, men er et religiøst, islamisk valg. Religion eller ej, det er et symbol, som islamisterne bruger i mange lande, som rigtig mange piger og kvinder må bære pga. tvang, og som klart markerer en meget stor forskel på kønnene. Hun måtte holde op med at gå til håndbold, fordi hun skulle gå med det, fordi hun tilhører kvindekønnet. Helt ærligt, dette passer jo ikke ret godt med Enhedslistens idealer om ligestilling mellem kønnene.
Det var mit indtryk, at man blandt spørgerne fandt mange, der var ret blanke, hvad angår konkret viden om islam og/eller islamismens indhold, og det påvirkede debatten.
De to oplægsholdere var Tina Magaard fra Aarhus Universitet, der fortalte en del om islamismen og gav sin vurdering om Asmaa Abdol-Hamids forbindelse hertil, og så Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten. Sidstnævnte sagde, at han har en klar grænse, der siger, at politik og love aldrig må begrundes på religion. Men da han blev spurgt, om det så ikke gjorde ham lidt nervøs, at folketingskandidaten om sin tilslutning til Danmarks love har sagt, at: ”Islam er sharia og sharia er islam. I utroligt mange elementer i dansk lovgivning finder man sharia og omvendt. Der står i Koranen, at man skal følge lovgivningen i det land, man bor, og det gør jeg”. (Fyens Stiftstidende 15/1 2006), så svarede han benægtende. Jeg synes, han var ude i en modsigelse, for Asmaa begrunder jo her sin tilslutning til vores love på Koranens indhold. Det kan næppe være til debat, begrundelsen fremstår ret tydeligt.
Spørgsmålet er, om ikke Enhedslisten havde været meget bedre tjent med at vælge en demokratisk, moderat, sekulær muslim med socialistisk sindelag.