Vi skal ikke støde muslimerne ud af demokratiet
13. februar 2008
Englands ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, foreslår, at man tillader muslimerne retten til at indføre sharialoven på det familieretslige område, da han mener, en del af muslimerne ønsker det og ellers føler sig ekskluderet af det britiske samfund. Et sådant forslag er en giftpil med retning mod solar plexus i demokratiet. Med sit forslag vil han opnå at ekskludere muslimerne fra demokratiet og samfundet, da deres muligheder for at være ligeværdige og deltagende borgere begrænses, og især vil man opnå at indskrænke kvindernes frihed og ligeværd samt lighed for loven.
På det strafferetslige område er sharialoven totalt middelalderlig, så det er trods alt et lyspunkt, at ærkebiskoppen har holdt dette område uden for sit forslag. Men uanset forskelle i forvaltningspraksis rundt om i verden har man hidtil kun set, at sharialoven på det familieretslige område diskriminerer og undertrykker kvinder. Professor i politik og sociologi Sami Zubaida, der betragtes som meget vidende på området, sagde til Kristeligt Dagblad i et interview den 16. juni 2006: ”Religiøs lov er aldrig ønskværdig, og den går altid værst ud over kvinderne.” I sin bog ”Ret og magt i den islamiske verden” fra 2006 forklarer han, at ”sharialoven er rygraden i det islamiske civilisationsprojekt”, og uddyber, hvorfor der foruden de generelle problemer med sharialovens forenelighed med demokratiet også er en dyb konflikt i forhold til menneskerettighederne, samt at det især er kvinder (og ikke-muslimer), der får frataget deres fundamentale rettigheder.
Rundt om i Europa er ortodokse muslimer begyndt at påberåbe sig deres ret til at få sharialoven respekteret og tilsidesætte kvindernes ligeret og frihedsrettigheder af hensyn til deres eget ønske om at kunne dyrke og følge deres religions bud fuldt ud. Det vil sige, at de mener, deres menneskeret, religionsfriheden, giver dem en ret til at krænke kvindernes fundamentale frihedsrettigheder. Dette er dilemmaet. Jeg synes, professor Sami Zubaida har ret i sine ord i samme interview, om at der er en ”selvmodsigelse mellem islams love og menneskerettighederne”.
Når ærkebiskop Williams taler om sharialoven som en valgmulighed, så den enkelte muslim skal kunne vælge mellem en retlig afgørelse efter almindelig engelsk lov eller sharialoven, vil det være en illusion. Den frihed vil ikke være en realitet for individet i disse miljøer, hvis først sharialoven har vundet indpas og er blevet statslegitimeret og forstærket af staten.
Shariaen som lov findes i et vist omfang uautoriseret og uofficielt i en del af de muslimske miljøer allerede. Hvis en muslim ønsker at træde ud af sharialoven, og tænker på at gøre det ved simpelthen at forlade islam, vil det være så godt som umuligt. Det er svært, også her i landet, at finde en muslim, der giver udtryk for, at han eller hun kan forlade islam, i fald dette skulle være et ønske, uden problemer.
Sharialoven foreskriver, at en muslim, der forlader islam, skal dræbes. Som nævnt i disse spalter, viste en Policy Exchange-undersøgelse fra 2007, at 36 procent af de unge britiske muslimer finder, at dette bud skal tages alvorligt. Dilemmaet er, hvis ønsker og frihedsrettigheder der skal tages mest alvorligt. Vælger vi et hensyn til islams kerne, islams tekster og islamisterne krav om at skulle kunne efterleve disse love og bud fuldt ud, eller vælger vi her i Vesten at fastholde vores lighed for loven, at enhver borger uanset køn, etnicitet og tro skal høre under den samme menneskeskabte lov, som er vedtaget i et parlament, og som ikke er givet af en gud, eller skal islamisternes religionsfrihed overtrumfe dette, så vi tilgodeser deres religiøse ønske om at kunne undertrykke og indfange andre i en religiøs lov, som man fødes ind i og tit ikke kan forlade igen, så disse andre individers religionsfrihed og øvrige demokratiske frihedsrettigheder undertrykkes?
Sharialoven er som lov uforanderlig og fastlåst, den kan kvinderne ikke påvirke og ændre, selvom de måske skulle ønske det, fordi den forskelsbehandler og stiller dem ringere end mænd. I store træk er der tale om, at mænd må tage fire koner, at mænd kan udstøde deres kone, men kvinder har ikke samme ret og kan ikke blive skilt og vælge at bo alene med deres børn, mænd har ret til at slå eller afstraffe kvinder, kvinder kan i ægteskabet ikke sige nej til samleje, kvinder har begrænset ejendomsret og arveret, og kvinders vidneudsagn tæller mindre end mænds, kvinder har ansvaret for ikke at friste mænd, de må ikke gifte sig med en ikke-muslim, og de er underlagt mænd. Nogle muslimer går ind for hele ”pakken”, andre intet af det eller kun visse dele, og der er uenighed om, præcist hvordan sharialoven defineres. Uanset dette, så er der dog relativ stor enighed om kernen og hovedelementerne i loven og reglerne, som er klart kvindeundertrykkende.
Kvindekønnet udgør 50 procent af befolkningen. Hvis en ulighed breder sig, så vil konsekvenserne for demokratiet og landenes udvikling på sigt være ret alvorlige. For mig at se kunne ærkebiskoppen lige så godt have plæderet for, at man skulle indføre dele af Sydafrikas tidligere undertrykkende apartheidsystem. Den eneste forskel er, at det her drejer sig om kvinder og ikke om sorte, og så at kravet begrundes religiøst. Undertrykkelse og apartheid er ikke bedre, hvis det er baseret på køn, end når det er baseret på hudfarve.
Herhjemme har personer som imam Abdul Wahid Pedersen, den herboende pakistanske jurist Rubya Mehdi og islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen også udtalt sig positivt om at indføre sharialoven. For de sidste tos vedkommende kun på det familieretslige område. Begge argumenterer med, at muslimerne ønsker det, men jeg mener kun, det er islamisterne, der ønsker sharialoven som lov, og jeg mener, de som ærkebiskoppen og dybt beklageligt skøjter hen over det væsentlige, at vores demokrati og retsstat skal kunne overleve og bestå.
I Jyllands-Posten den 20. maj 2006 kommenterede Jørgen Bæk Simonsen en Rambøll-undersøgelse, der viste, at 28 procent af danske muslimer ønsker Koranens indhold inddraget i dansk lov. Han forklarede, at han antog, deres ønske måtte gælde familieretten, som den største del af islamisk lov, og udtalte, at han ikke er afvisende over for den mulighed her i landet, men er fortaler for, at vi i de europæiske lande tager hensyn til minoriteterne og forholder os ”til konventionernes krav om, at minoriteters rettigheder opfyldes”. Sharialoven på dette område omtales af ham som en slags rettighed.
Rubya Mehdi sagde i Information 18. oktober 2006: ”’Man kan historisk konstatere, at islamiseringen af lovgivningen altid rammer kvinder,” men foreslog så alligevel, at vi indfører en form for statssharia i Danmark og Europa på området, fordi sharialoven allerede bruges en hel del i det skjulte. Hun mener, vi allerede har et parallelt lovsystem. Hun har nok ret i det sidste, og hun fortjener kun ros for i modsætning til mange, der går lidt stille med disse oplysninger, at fortælle åbent om det, men når hun bruger det som argument for, at vi derfor bør ”give efter” og sige o.k. til sharialoven, synes jeg, kæden hopper af. Islamister ønsker sharialov, det ønsker de sekulære, demokratiske sindede muslimer ikke, og de vil ikke i praksis kunne undvige denne lov, især ikke, hvis staten meddeler accept til den. Desuden afskaffer sharialoven menneskers ligeværd og er derfor starten til en indskrænkning og den gradvise afskaffelse af det vestlige demokrati og frihedsrettighederne.
Demokratiet er ikke en tilfældig samfundsorden, men en indretning af samfundet, som en del af vores forfædre har kæmpet for med deres liv, hvor mennesker er politisk ligeværdige, lovene er menneskeskabte og bygger på rationelle argumenter, som kræver en folkelig debat blandt borgere, der er frie og forholdsvist vidende og/eller oplyste samt rationelt tænkende og argumenterende. Demokratiet opstod, fordi fornuften sejrede. Argumentets kraft i sig selv skulle være det bærende. Ingen særlig kaste eller en særlig adel eller religion skulle have et fortrin, og loven kunne ikke være uforanderlig og fastlagt i en religiøs bog. Ethvert forsøg på at afskaffe den vidensfunderede, kritisk argumenterende metode vil stile mod at afskaffe det politiske ligeværd og på sigt give mindre rationelle og mindre intelligente og bærende svar på de problemer og udfordringer, samfundet konstant står over for. Det vil give et materielt og åndeligt set mere fattigt og usselt samfund. Ærkebiskoppen bør gå af, men Europa står ved en korsvej.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 13.02.2008