Vi skal til at sadle om. Bedre at hjælpe folk i deres nærområde, end at de kommer her
18. august 2014
UNDER OVERSKRIFTEN ” Hjælpeorganisationer svigter de hårdest ramte” skrev Kristeligt Dagblad den 2. august om, at Læger uden Grænser siger, den humanitære hjælp i dag i mindre omfang end tidligere når ud til de konfliktfyldte og svært tilgængelige steder, hvor der er allermest behov som for eksempel Sydsudan og Congo. Syrien og områder af Irak kunne også have været nævnt.I artiklen kommenterede Bertrand Taithe, professor og leder af Institut for Konflikt og Humanitære Anliggender ved Manchester Universitet, at Læger uden Grænser har en pointe og pegede på, at denne organisation ofte selv formår at være til stede i de farligste konfliktområder i verden. Taithe sagde, at humanitære organisationer kan udrette mere for de mest nødlidende, end de gør på nuværende tidspunkt.
Jeg synes, at målet må være at hjælpe så mange af de mest nødlidende som muligt, for de midler og ressourcer der er til rådighed.
DAGEN FØR STOD der i Kristeligt Dagblad i et telegram fra Ritzau, at det er en økonomisk gevinst for mange kommuner her i Danmark, at der nu kommer en del syriske flygtninge. Her er fokus totalt misforstået efter min mening.
I parentes vil jeg nu bemærke, at påstanden heller ikke er sand og repræsenterer en snæversynet kassetænkning.
Der er jo blot tale om, at nogle kommuner i en periode vil få nogle arbejdspladser betalt af statslige midler. I øvrigt vil flygtningene måske også sidenhen belaste de offentlige kasser, og lige så vigtigt, men tit glemt: Hvem siger, at de bliver lykkelige mennesker her? Ofte lander de på samfundets bund i dårligt betalte jobs eller på kontanthjælp og savner deres hjemland. Det har vist sig, at integrationen af personer fra ikke-vestlige lande som oftest ikke lykkes.
Tilbage til det omtalte fokus, som jeg mener etisk set bør være det overordnede på dette område – at vi skal forsøge at hjælpe så mange alvorligt nødlidende mennesker som muligt for de økonomiske midler, der nu engang er afsat på budgettet.
Her kommer jeg frem til, at hvis det er målet, så bør vi begrænse (kun begrænse – ikke stoppe) antallet af personer, vi tager ind i landet.
Og vi bør ikke øge antallet, som vi gør nu. Dette fordi, vi jo for de samme midler ville kunne hjælpe mange, mange flere nødlidende mennesker i nærområderne. Vi bør oprette sikre flugtkorridorer og opholdsmuligheder i nærområderne.
Den hjælp, som Danmark yder, bør gå på to ben, således at vi i langt højere grad husker på, at det ikke primært drejer sig om at få mennesker hertil, men også om at hjælpe de personer, der ikke har mulighed for at flytte sig langt, som for eksempel ikke har mulighed for at betale til menneskesmuglere eller købe en flybillet.
Vi ville da kunne hjælpe flere mennesker i nød. Der vil være en større risiko for de ansatte eller frivillige, som så oftere skal befinde sig tættere på brændpunkterne ude i verden. En risiko vi må forholde os til.
DET ER MINDRE risikabelt at blive ansat på et Røde Kors Center i sin egen kommune her i landet. Men der vil være god mening i, at vi gradvist sadler om. Vi hjælper så utroligt få, og formentlig ofte ikke de personer, der er i størst nød, der ikke har mulighed for at flygte på grund af fattigdom, når vi prioriterer, at folk i nød skal hertil. Vi kan ikke vælge, når det er over skattebilletten, men når det gælder frivillige bidrag, vil jeg altid helst betale til de organisationer, der som Læger uden Grænser hjælper på stedet.
Man får da hjulpet flest og svigtet færrest. Det har været nævnt, at man kan hjælpe cirka 200 mennesker, hver gang man i stedet hjælper en, der kommer hertil, hvis hjælpen ydes ude i verdens brændpunkter.
Jeg har nogle gange tænkt på, at vores ivrighed for at hjælpe nogle få ved at få dem hertil, mest hjælper på vores egen samvittighed, da det giver synlighed. Men hvis målet er at hjælpe flest, bør vores hjælp gå på to ben. Vi må omorganisere, så vi i højere grad hjælper ude i verden, når det gælder offentlige midler. Også selvom det så betyder, at vi må hjælpe lidt færre her til landet.
Lene Kattrup i Kristelgt Dagblad den 18.8.2014